En række afdelinger er i gang med at forberede sig. Der skal lægges effektive rammer for opkald fra sundhedsprofessionelle i kommunerne, som nu får en ensartet mulighed for at ringe til den udskrivende afdeling, hvis der er spørgsmål til en patients behandling eller medicin.
Ordningen omfatter og skal hjælpe nogle af de mest skrøbelige af de færdigbehandlede patienter, der udskrives til kommunal sygepleje. I første omgang starter kontaktordningen med en mindre gruppe af færdigbehandlede patienter – de patienter der udskrives til midlertidig kommunal døgnplads – og derefter omfattes patienter, der udskrives til plejecenter og senere til kommunal pleje i eget hjem i to efterfølgende trin.
Råd og vejledning til sundhedsfagligt personale i kommunen
Arbejdsgruppeformand og hospitalsdirektør på Amager og Hvidovre Hospital Birgitte Rav Degenkolv ser frem til at kunne åbne for telefonisk hjælp til kolleger i kommunerne:
"De langsigtede mål er at skabe tryg og sikker overgang for patienterne, men også at give sundhedsfagligt personale i kommunerne let adgang til råd og vejledning."
Sådan fungerer den nye ordning
Aftale om 72 timers behandlingsansvar er indgået mellem Region Hovedstaden, kommunerne (KL) og PLO den 5. november 2021. Implementeringen følges tæt af en arbejdsgruppe, så der kan tilpasses løbende. Denne indsats er en del af regionens plan for det nære sundhedsvæsen - "Alle skal med".
Det nye i ordningen forklares i denne animationsfilm om udvidet behandlingsansvar 72 timer.
Samarbejde er alfa omega
Den første gruppe af patienter, der omfattes af ordningen, er patienter, der udskrives til midlertidige kommunale pladser, fx på Kildegården i Gladsaxe Kommune, hvor videoen giver et kig ind i nogle af de ting, der sker efter udskrivelse.
"Vi skal vide med ret stor sandsynlighed, hvad patienten fejler, og derudover skal der være lagt en behandlingsplan. Og når der er det, så kan vi næsten håndtere hvad som helst herude. Hvis bare der er en ordentlig kommunikation, og også en god måde hvorpå man kan komme bagud igen, hvis man bliver i tvivl om noget," siger Finn Rønholt, læge på Kildegården.