Af Laura Weber
Det er hårdt og tidskrævende arbejde at skulle blande 80 IV-blandinger med håndkraft. Ikke desto mindre har det tidligere været hverdagen for sygeplejerskerne på Nordsjællands Hospital, også når de har været alene i ydertimerne. Tiden i medicinrummet er i stedet gået fra patientplejen.
Det var et ønske om at frigive mere sygeplejersketid og samtidig reducere medicinspild, der startede ideen om et tværfagligt samarbejde på tværs af hospitalet og Region Hovedstadens Apotek. Tidligere krævede det en betydelig del af sygeplejerskernes arbejdstid at blande den nødvendige mængde antibiotika, men nu er produktionen overdraget til Apoteket, som med sine moderne faciliteter kan løse opgaven langt hurtigere og mere sikkert.
"Ordningen har gjort en kæmpe forskel. Sygeplejerskerne har nu tid til patienterne i et helt andet omfang, end de havde før. Tidligere var det det rutinerede personale, der blev taget ud til at blande medicinen, og det var ikke en smart måde at udnytte arbejdskraften på," forklarer Christian Søborg, cheflæge, Lunge- og infektionsmedicinsk afdeling, NOH.
Alle har en aktie i succesen
I efteråret 2022 opstod ideen om at lade produktionen på afdelingen erstatte af Apotekets færdigblandede IV-antibiotikaposer i et tværfagligt samarbejde. Der blev hurtigt herefter nedsat en styregruppe med en repræsentant fra hver faggruppe for at sikre, at alle parters ønsker blev hørt.
Ideen blev hurtigt løftet op på direktionsniveau, fordi det krævede en stor investering, før projektet overhovedet kunne blive en realitet. Først da pengene var bevilliget, gik implementeringsarbejdet i styregruppen for alvor i gang.
Gruppen har siden begyndelsen mødtes ugentligt, og i dag mødes de stadig hver 14. dag, selvom IV-pumperne har været en del af hverdagen siden foråret. Nogle gange er møderne korte, og varer kun 10-15 minutter, mens der andre gange er flere emner på agendaen.
"Vi har alle en aktie i, at det skal lykkes, og jeg tror, at vores stærke samarbejde og ugentlige kommunikation har gjort projektet til en succes. I en implementeringsproces vil der altid være emner, der skal vendes, så det ikke pludselig eskalerer til noget, der ikke kan løses. Det har vi undgået ved at blive ved med at mødes hele gruppen," forklarer Kirstine Færch, MSc.Pharm og projektkoordinator på Region Hovedstadens Apotek.
Nu gør vi det, vi er bedst til
Med det nye system skal patienternes kun have ny antibiotika i IV-pumperne én gang i døgnet, hvor en sygeplejerske tidligere skulle give en ny dosis antibiotika hver sjette time. Det var ikke kun tidskrævende for personalet, det begrænsede også patienternes frihed, fordi de skulle være tilgængelige fire gange i døgnet. Den kontinuerlige infusion sikrer desuden en bedre behandling, fordi antibiotikaniveauet holdes stabilt over hele døgnet.
"Med den nye ordning udnytter vi hinandens kompetencer bedst muligt. Sygeplejerskerne er knalddygtige til patienter, mens vi er uddannet til at blande medicin og har det bedste udstyr til det. Set ud fra et ergonomisk og arbejdsmiljømæssigt perspektiv giver det også bedre mening, at blandingen af medicin foregår på Apoteket, hvor vi har udstyr til rådighed, der aflaster den hårde belastning for hænderne, som det er at blande meget medicin hver dag," siger Kirstine Færch.
Det er derudover muligt at give medicinen en langt længere holdbarhed, når den produceres i Apotekets faciliteter. I medicinrummet bliver medicinen blandet umiddelbart inden brug, hvorimod Apotekets færdigblandede IV-antibiotika kan holde op til syv døgn. Det giver en større fleksibilitet og minimerer medicinspild, fordi personalet kan bestille de præcise doser, de har brug for. Derudover nedbringer det afdelingens brug af engangsudstyr så som slanger, hætteglas og infusionsposer.
Et fælles sprog er afgørende
Det kræver en god kommunikation og en forståelse for hinandens arbejdsgange at kunne koordinere på tværs af hospital og apotek. En forståelse, der er blevet implementeret hos personalet af de respektive repræsentanter fra projektets styregruppe. Efter gruppens ugentlige møder har hver enkelt repræsentant haft til opgave at videreformidle relevante budskaber og implementere dem i egen personalegruppe.
"Barrierer opstår ofte, fordi man ikke ved nok om, hvordan de andre tænker. Vores ugentlige møder har givet en unik indsigt i hinandens hverdag. Har der været en problemstilling med levering, er jeg blevet klogere på, hvilken betydning det har for klinikken. Ligesom Christian har fået forståelse for produktionsverden. Hvor skulle man ellers vide det fra, hvis vi ikke taler med hinanden?" siger Kirstine Færch.
Christian Søborg bakker op og siger, at projektet har gjort, at Apoteket og de kliniske afdelinger arbejder langt mindre opdelt, end de har gjort tidligere.
"Når vi har at gøre med et produkt med forholdsvis kort holdbarhed, der skal gives til mange modtagere, er vi nødt til at have et fælles sprog. Vi har nok tidligere haft en tendens til, at læger og apotekspersonalet har arbejdet meget adskilt, men uden en indsigt i hinandens arbejdsforhold var projektet aldrig kommet op at flyve," slutter han.