Gå til hovedindhold

Regionsdirektøren: 'Vi håber på et roligt forår og planlægger efter, at alle udskudte patienter er behandlet inden sommerferien'

Forretningsudvalget i Region Hovedstaden har tirsdag besluttet, at der skal arbejdes mod, at i alt 23.000 udskudte ambulante besøg og operationer skal afvikles inden sommer. Politikerne har samtidig ekstraordinært afsat 50 mio.kr til formålet.
Vent...

​Den samlede plan baserer sig på drøftelser med direktionerne på hospitalerne, og hospitalerne sætter nu gang i et lokalt arbejde med at gennemføre denne over de kommende måneder frem mod sommerferien. 

Samlet set er der tale om 12.100 ambulante besøg og 10.800 operationer, som aktuelt er udskudt. Tallet var noget større efter første bølge, og efter en stor indsats i efteråret på alle hospitaler fik mange patienter tilbudt de udestående besøg og operationer.

Svær ventetid for patienterne

-Der er sat et mål for vores patienter, så de får de tilbudt den hjælp, de har behov for, og også får en tid i kalenderen. Det kan være svært for patienter at gå og vente på en operation eller et besøg i ambulatoriet, understreger regionsdirektør Jens Gordon Clausen og fortsætter:

-Samtidig er vi selvfølgelig obs på, at afviklingen af de udskudte operationer og besøg kommer oveni den normale hverdag med patienter. Der er gennem længere tid trukket store veksler på medarbejderne.  Derfor har politikerne ekstraordinært afsat 50 mio. kr., som hospitalerne kan anmode om, hvis det inden for det normale budget ikke er muligt at indhente det udskudte på konkrete områder.

Regionsdirektøren understreger også, at hvor det er relevant og muligt, vil vi tilbyde patienterne et privat alternativ og dermed sikre dem behandling.

Holder øje med kapaciteten

Sammen med den øvrige kriseledelse følger han selvfølgelig løbende udviklingen i smittespredning og antal indlagte med COVID-19, så afviklingen af efterslæbet kan blive tilpasset, hvad der er muligt i forhold til kapaciteten på hospitalerne.

-Heldigvis har vi som samlet sundhedsvæsen lært meget gennem det sidste år, og den sidste nedlukning af var knap så kategorisk som i foråret, hvilket har betydet, at vi har kunnet opretholde mere af den normal aktivitet under bølge 2 end under bølge 1 af sygdommen, pointerer Jens Gordon Clausen.

Hårde tider

-Det har været en hård og bøvlet tid for at sige det mildt. Jeg håber på en mere normaliseret tid frem mod sommerferien – og vaccination af befolkningen og personalet baner vejen for det. Og hvis der skulle komme en tredje bølge, så er vi hele tiden i løbende dialog med hospitalerne og myndighederne om, hvordan vi praktisk håndterer det, siger Jens Gordon Clausen.

På det kirurgiske område er der reelt oparbejdet en venteliste, fordi det personale, der står for bedøvelse, har været direkte involveret i behandling og pleje af patienter med COVID-19. 

I alt er der i 2020 blevet afviklet 153.000 planlagte operative indgreb, så de udskudte operationer svarer til ca. syv procent. En del af den øgede venteliste er oparbejdet før anden bølge. Den udskudte kirurgiske aktivitet under anden bølge svarer til 40 procent af den udskudte aktivitet i første bølge.

Åbent sundhedsvæsen

Jens Gordon Clausen peger på, at regionens hospitaler er klar til at tage alle slags patienter ind.

-Vi ligger rigtig pænt i forhold til patientrettighederne, hvor vi har flotte tal. Der er slet ingen tvivl om, at det kan vi takke vores ledere og medarbejdere for – at overholde patientrettigheder og stå igennem en pandemi. De kan slet ikke få anerkendelse nok for den indsats.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden