Endokrinolog og professor ved Mayo Clinic i USA, Victor Montori er forsker i patientinddragelse og en af de mest citerede forskere på verdensplan inden for klinisk medicin. Han var en af to hovedtalere ved Center for Patientinddragelses (CPI) årlige Læringsseminar. Her fortalte han engageret om, hvordan vi skal væk fra 'industrial care' og i stedet fokusere på 'careful and kind care'. Montori mindede os om, at løsningen er 'unhurried conversations', hvor vi møder patienten som et individ og ikke som et testresultat.
Montori motiverer til mere
Montoris tilgang gav inspiration til mange tanker, om hvordan sundhedsvæsnet kan arbejde videre med inddragelse og tilfredshed hos nogle af de ledere, som deltog i læringsseminaret:
"Montori forstår at røre forsamlingen ved at tale ind til det, der gør, at vi alle sammen arbejder i sundhedsvæsnet. Det der virkelig betyder noget. Den menneskelige relation. Det var meget stærkt," fortalte koncerndirektør Erik Jylling.
"For patienten er samtalen med klinikeren en unik samtale, som de har ventet på. For klinikeren er det måske tredje samtale den dag, og hvor der er en vis grad af rutine. Der skal vi huske på ydmygheden," sagde Janne Theisten, assisterende afsnitsleder, Sct. Hans Hospital M20 Vest.
"Man er nødt til også at se på vores arbejdsgang. Hvad er det for nogle krav og rammer og vilkår, vi sætter op? Det vil jeg gå hjem og se på og sige: Kan man sætte klinikerne mere fri, sådan så man kan møde patienterne, der hvor de er?", sagde Lone Bjørklund, vicedirektør, Region Hovedstadens Psykiatri.
I denne video kan du se et kort sammendrag af den viden og de indtryk, som blev delt på scenen og blandt lederne, der deltog.
Varighed: 7:11
Kom med på bølgen om 'unhurried conversations'
Foruden Læringsseminaret delte Victor Montori ud af sin viden og perspekter fra sin bog 'Why we revolt – A patient revolution for careful and kind care' ved et fyraftensmøde for regionens medarbejdere på Herlev Hospital. Han deltog desuden på en temadrøftelse for den udvidede hospitalsdirektørkreds om det medmenneskelige sundhedsvæsen.
Du kan også blive klogere på, hvordan Victor Montori mener, at vi får et mere medmenneskeligt sundhedsvæsen ved at se optagelsen af hans oplæg på CPI's læringsseminar. Her fortæller han blandt andet patienten Maria Luisas historie om mødet med sundhedsvæsenet og svarer også på spørgsmål fra salen til sidst i videoen.
Varighed (oplæg): 42:30