”Det er meget enkelt,” forklarer cheflæge Jesper Juul Larsen, om hvordan ’fælles om ledelse’ kommer til udtryk i hverdagen: ”Løs opgaven. Og hvad er vores opgave? Det er at tage stilling til, om hospital er den rigtige løsning. Hvis det giver sundhedsfaglig mening for patienten at være på det her hospital, så skal vi finde en plads til vedkommende. Punktum.”
Det er grundfilosofien bag Jesper Juul Larsens og chefsygeplejerske Thomas Duckerts tilgang til deres ledelsesopgave på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital.
På to år har de fjernet tidsstyring som pejlemærke for visitation af patienter, som ankommer til Akutafdelingen. I stedet for at fokusere på at nu har patienten været her på afdelingen i fire timer, så er omdrejningspunktet for dialogen med kollegerne på hospitalet udelukkende: ’Er hospital det rigtige for patienten’. Og med den sundhedsfaglige kasket på er samarbejdet på tværs af specialer og faggrupper blevet meget bedre og mere enkelt for alle.
Fagligheden i fokus
”Vi er jo gået fra at have en afdeling, hvor det nærmest ikke var den faglige præmis, der drev patienternes forløb - det var alt muligt andet. Så det var noget af det første, vi i virkeligheden tog fat på ved at sige: ’Vi er faktisk ligeglade med alt muligt andet. Det eneste, der tæller for os, det er den faglige præmis,” fortæller Jesper Juul Larsen og uddyber:
”For på alle niveauer er de, der arbejder i sundhedsvæsenet, jo primært drevet af fag og faglighed. Det er meget svært at finde nogen, som er ligeglade med, hvordan patienten har det. Vi har med mennesker at gøre, der er super dedikerede omkring deres fag, så hvis man taler ind i det, så er det faktisk nemt at få medløb.”
Så på Akutafdelingen er fagligheden sat utvetydigt i centrum, men det kræver også en ledelsesstil med tillid og troværdighed i samarbejdet på tværs af afdelinger og specialer at kunne føre denne tilgang ud i livet.
Legitimitet i ledelse
”Jeg tror, at det er vores åbenhed, vores direkthed, og så det, at vi har taget hånd om samarbejdet fra starten med vores koncept, som vi arbejder ud fra: Er hospital noget for dig – ja/nej. Det har folk købt ind på. Men det tror jeg også har meget med det personlige at gøre. Det, at det er Jesper og mig, der sidder her. Vi har jo en respekt begge to hos vores kolleger, og det - tror jeg – har været en rigtig vigtig del af, at vi er lykkedes med det her,” siger Thomas Duckert.
”Ja, vi kommer med noget legitimitet fra vores tidligere positioner og det arbejde, som vi har lavet,” supplerer Jesper Juul Larsen og fortsætter:
”Og så er det jo sådan, at der ligger en troværdighed i den dialog og ping-pong, som vi har, hvor de, som arbejder sammen med os, føler sig hørt. Og på den måde får vi også en mulighed for at føre vores agenda igennem, fordi folk er trygge ved, at hvis de har nogle indvendinger, så lytter vi selvfølgelig. Og hvis der er nogle indvendinger, der giver faglig mening, så er vi fuldstændig på bølgelængde med dem.”
’Hvis vi laver fejl, så kom og sig det’
For Thomas Duckert og Jesper Juul Larsen hører det også med til det gode samarbejde om patienten, at der også er dialog og ærlighed, når der sker fejl i de faglige vurderinger.
”Det er ikke sådan, at det bare er fuldstændig idel lykke at gøre tingene på den her måde. Men vi er enige om, at det er fagligheden, der er præmissen. Og træder vi ved siden af, jamen så vil vi gerne høre om det. Men man skal ikke stå og skændes om det midt i vagten. Man skal tage det med tilbage, og så må vi se, hvad substansen er i det,” siger Jesper Juul Larsen, som suppleres af Thomas Duckert:
”Men jeg tror faktisk også, at det er det atypiske for vores sundhedsvæsen, som vi er lykkedes med her. Der ligger jo en vis ydmyghed i at sige: ’Hvis vi laver fejl, så kom og sig det’. Det møder du altså ikke ret mange steder. Der er det jo kamppladser på kamppladser. Hvor vi ligesom har kridtet banen op på en anden måde, netop fordi vi begge to har den her holdning til tingene. Og dermed har vi fået skabt en anden præmis for samarbejdet på tværs.”
Som leder skal man også selv turde gå ud på isen
Tillid til medarbejdere og mellemledere er fundamentet for, at Thomas Duckerts og Jesper Juul Larsens koncept for ’fælles om ledelse’ kan lade sig gøre i praksis.
”Vi siger jo til vores medarbejdere – dagligt - i en eller anden sammenhæng: Vi har jeres ryg. Det gør ikke noget, at isen den knager. Og hvis I går igennem og falder ned, så kravler vi ud på den is og hiver jer op igen og står med frottehåndklæder og varm te og sørger for, at I kommer op på hesten igen og alt det der. Vi skal nok tage røvfulden.”
Men det kræver også, at medarbejdere og mellemledere har tillid til deres afdelingsledelse og den retning, som de udstikker. Og det kræver ifølge Jesper Juul Larsen, at de to ledere også selv er villige til at gå forrest og vise, at deres koncept holder:
”Der ligger selvfølgelig også noget autenticitet i at vise, at jeg sagtens kan være i klinikken. Jeg kan sagtens skrive journalen, og jeg kan faktisk også sagtens eksekvere det, som jeg siger. Og nogle gange har det været nødvendigt at vise, at isen godt kan holde. Og når det så viser sig, at det var faktisk også rigtigt, så får du jo også et medløb. Men du skal også turde gå vejen selv.”