Gå til hovedindhold

Om Sundhedsprofil 2013

Fra 30. januar til 1. maj 2013 blev der sendt spørgeskemaer ud til ca. 100.000 tilfældigt udvalgte borgere i regionens kommuner. Det er den tredje sundhedsprofil i Region Hovedstaden og består af 2 dele: 1 rapport med fokus på risikofaktorer og sundhedsadfærd, og 1 rapport med fokus på borgere med kronisk sygdom.

Udgivelser

Sundhedsprofil for region og kommuner 2013

Rapporten beskriver forskellige typer af uhensigtsmæssig sundhedsadfærd og risikofaktorer blandt alle regionens borgere på 16 år eller derover, og udviklingen over tid. Et gennemgående træk i sundhedsprofilen er fokus på den sociale ulighed i sundhed både på individniveau, men også på tværs af kommunerne i regionen. Der stilles desuden skarpt på de rammer, som er med til at forme borgernes sundhedsadfærd. Der fokuseres dels på borgernes sundhedsadfærd på arbejdspladser, uddannelsessteder samt steder, hvor borgerne færdes i lokalsamfundet, og dels på borgernes holdninger til forbud disse steder. 

Find Sundhedsprofil for region og kommuner 2013 under Rapporter her

Sundhedsprofil 2013 - Kronisk sygdom

Rapporten har fokus på forekomsten af en række udvalgte kroniske sygdomme blandt borgere i Region Hovedstaden, og udviklingen over tid. Der stilles skarpt på forbruget af sundhedsydelser samt omkostninger knyttet hertil blandt borgere med kronisk sygdom. Derudover beskrives generelt helbred, sundhedsadfærd og biologiske risikofaktorer samt motivation til adfærdsændring. Et gennemgående fokus i rapporten er multisygdom. Et andet gennemgående fokus er den geografiske variation på tværs af planlægningsområder.

Find Sundhedsprofil 2013 - Kronisk sygdom under Rapporter her

Datagrundlag

De forskellige temaer i Sundhedsprofil 2013 er belyst med udgangspunkt i data fra "Hvordan har du det? 2013" samt data fra centrale registre.

Data fra spørgeskemaundersøgelsen er essentielt, da der findes sygdomme, hvis forekomst underestimeres i registre, hvorfor oplysningerne må hentes i spørgeskemaundersøgelser. I denne rapport drejer det sig om rygsygdom, slidgigt og hyppig hovedpine eller migræne. Herudover er det væsentligt at spørge borgeren selv, når det gælder informationer om sundhedsadfærd, holdninger og rammer. I de to rapporter er der udover registeroplysninger benyttet data fra spørgeskemaundersøgelsen "Hvordan har du det? 2013".  

Spørgeskemadata

I 2013 blev der udsendt spørgeskemaer til 95.150 borgere i Region Hovedstaden. Blandt disse valgte 43,5 % (N=41.356) at returnere et udfyldt skema. I Region Hovedstaden blev der udsendt to forskellige versioner af spørgeskemaet "Hvordan har du det? 2013". Ét til borgere på 16-34 år og ét til borgere på 35 år og derover. Hovedparten af spørgsmålene er ens i de to skemaer, men enkelte emner indgår kun i det ene af skemaerne. Spørgeskemaerne blev sendt til en tilfældig stikprøve af borgere på 16 år eller derover, som var bosiddende i regionen 1. januar 2013. Der blev udsendt 2.450 spørgeskemaer til hver kommune og til hver af de 10 bydele i Københavns Kommune. Til Frederiksberg Kommune blev der udsendt 4.500 skemaer. Det var muligt at besvare spørgeskemaet i papirform eller elektronisk via internettet. I alt 30,4 % af de borgere, som deltog i undersøgelsen, valgte at benytte internettet. 

Registerdata

Registeroplysninger er blandt andet anvendt til beskrivelsen af forekomsten af de fleste kroniske sygdomme i "Sundhedsprofil 2013 – Kronisk sygdom". Herudover danner registeroplysningerne grundlag for beskrivelsen af eksempelvis køn, alder, uddannelsesniveau, erhvervstilknytning, samlivsstatus og etnisk baggrund i begge rapporter. Registeroplysningerne giver også information om forbrug af sundhedsydelser og omkostninger relateret hertil.   

Der er indhentet oplysninger fra følgende registre:

• Det Centrale Personregister (CPR)

• Uddannelsesregisteret

• Indkomststatistikregisteret

• Befolkningsstatistikregisteret

• Landspatientregisteret (LPR)

• Landspatientregisteret-Psykiatri (LPR-PSYK)

• Det Nationale Diabetesregister    

• Lægemiddeldatabasen (LMDB)

• Sygesikringsregisteret (SSR)

• Takstdata (Region Hovedstadens DRG-og DAGS-registreringer) 

Sidst opdateret:
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden