BYG BRO-puljen støtter indsatser, der bidrager til bedre sammenhæng i patientforløb på tværs af sektorer. I 2026 er der uddelt midler til 15 projekter indenfor vidt forskellige fagområder som kræft, palliation og stofbrug blandt unge.
Et af de projekter, der har fået midler i 2026, er det tværsektorielle samarbejde om patienter i voksenpsykiatrien på Bornholm. Her har Bornholms Regionskommune og Psykiatrisk Center København, Afdeling Bornholm fået midler til en fælles temadag, der skal styrke samarbejdet mellem hospital og kommune, så de får en endnu bedre forståelse for hinandens vilkår, opgaver og muligheder.
"Vi er en del af det samme forløb omkring borgeren, og vi skal løfte opgaven i fællesskab, men vi arbejder under forskellige rammer. Derfor er det afgørende, at vi kender hinandens hverdag og ved, hvad der skal til for at skabe en god overgang", siger Cheflæge Kristine Eimose Waagstein, Psykiatrisk Center København, Afdeling Bornholm.
For projektgruppen har det også handlet om at lave noget, der gør samarbejdet mere personligt.
"Når medarbejdere på tværs af sektorer lærer hinanden at kende og får ansigt på dem, de samarbejder med, bliver det lettere at tage telefonen, få afklaret spørgsmål hurtigt og finde løsninger sammen. Det skaber større tillid og gør samarbejdet mere smidigt i situationer, hvor der skal handles hurtigt", siger Kristine Eimose Waagstein
Hun peger samtidig på, at midler udefra er en afgørende faktor for, at det kan lykkes at lave en fælles temadag:
"Bornholm er Danmarks 5. fattigste kommune, så vi har brug for midler til selv de mindste ting. Den temadag, vi nu stykker sammen med en professionel facilitator, ville slet ikke være mulig uden støtten fra BYG BRO-puljen. Og jeg glæder mig til, at vi som ledere kan være ægte til stede sammen med vores medarbejdere uden at stå for det hele".
Meget større kendskab til hinanden
Et af de projekter, der tidligere har modtaget støtte fra BYG BRO puljen, er projektet "Den psykiatriske patient på tværs af sektorer" mellem Psykiatrisk Center Nordsjælland og de 8 kommuner.
Projektet havde fokus på genoptræningsplaner til patienter med psykiatriske lidelser. Her indgik både undervisning i psykopatologi, undersøgelse og behandling, snitflader mellem indsatser kommunalt og regionalt og indblik i hinandens arbejdsgange. En særlig del handlede om, hvorfor borgere med psykiatriske lidelser udebliver fra genoptræning, og hvordan kommunen kan støtte op om forløbene.
Efter projektet steg antallet af genoptræningsplaner markant, og projektgruppen tror, projektet har været en medvirkende faktor:
"Vi tror, det har haft en påvirkning, fordi vi er blevet endnu mere bevidste om genoptræningsbehov hos mennesker med psykisk lidelse. Vi er også blevet mere bevidste om arbejdsgangene, især ved overgangen mellem region og kommune, så udarbejdelsen af planer er lettet en anelse", siger Jeanette Smith, Klinisk underviser i fysioterapi, Psykiatrisk Center Nordsjælland
Midlerne fra BYG BRO puljen blev brugt til at finansiere fælles undervisning, så terapeuter på Psykiatrisk Nordsjælland og de 8 nordklynge kommuner fik en fælles viden og forståelse af, hvordan de bedst støtter op omkring borgere med psykiatriske udfordringer.
"Det bedste ved projektet var, at vi fik nogle gode snakke, en indsigt i hvad vi hver især kan tilbyde og en god relation - ikke kun på tværs af sektorer, men også mellem kommunerne. Det er blevet nemmere at kontakte hinanden på baggrund af det kendskab, vi nu har til hinanden", siger Anja Meyer Reitelseder, udviklingsterapeut, Frederikssund Kommune.