Simulationens mange facetter

​Lærebøger og forelæsninger kan give solidt teoretisk fundament for det kliniske arbejde.
Men hvordan forbereder man sig i praksis på, at det uventede sker eller at der skal kommunikeres i en stresset situation? Svaret kan være simulationstræning, der både giver praktisk erfaring og stof til eftertanke.

Af Jesper Gram Frandsen

De mange kursister der hvert år besøger CAMES på Rigshospitalet eller Herlev Hospital har med sikkerhed prøvet kræfter med simulation i den ene eller anden forstand. Formålet med simulationer er selvfølgelig at skabe virkelighedsnære scenarier, som kursisterne kan bruge til at øge deres kompetencer og blive dygtigere i klinikken. Men hvilke overvejelser og forberedelser skal der egentlig til for at udvikle et brugbart simulationsscenarie?


Operationssygeplejerske og kursusleder Sofie Mundt har netop afholdt kurset Tværfaglig teamtræning på operationsstuen, der er målrettet mave-tarm kirurgi. Kurset er et simuleret laparoskopisk setup, hvor kursisterne via kikkertkirurgi f.eks. skal fjerne en galdeblære eller kigge efter om patienten har en syg blindtarm. Kursisterne er operationsteams bestående af operationssygeplejersker, yngre kirurger og anæstesisygeplejersker, der skal træne deres ikke-tekniske færdigheder.

"Ikke-tekniske færdigheder dækker i denne sammenhæng over situationsbevidsthed. Altså den dynamiske måde, man indsamler informationer på, forstår situationen på og på baggrund heraf bliver i stand til at forudse, hvad der måske sker som et næste. Det handler i høj grad om at træffe beslutninger og implementere dem i samarbejde med sine kollegaer."  fortæller Sofie Mundt, der har været tilknyttet CAMES som kursusleder siden 2012.


Uventede udfordringer skal styrke teamet
For at styrke kursisternes lederskab og samarbejde kan hun finde på at indsætte kirurgiske og anæstesiologiske udfordringer undervejs, så scenariet bliver så virkelighedstro som muligt:

"For at simulationen skal afspejle virkeligheden, er der elementer vi kan kontrollere. Fx, hvor syg patienten bliver eller hvor meget vedkommende bløder undervejs, så operationsteamet er nødt til at træffe beslutninger om behandling og hente det relevante udstyr."

Udfordringerne kan også være tekniske vanskeligheder eller pludselige opkald fra børnemodtagelsen eller sengeafdelingerne, der kræver resolut stillingtagen i operationsteamet. Formålet er at få eksemplificeret, hvad der kræves af hvert enkelt teammedlem ift. samarbejde, kommunikation, beslutningstagning og lederskab for at behandle patienten bedst muligt.

Man må ikke gå ned på udstyr
Det er ikke kun handlingsforløbet i simulationen, der skal være virkelighedsnært. Rekvisitterne skal også være i orden. Afdækning, instrumenter, huer, masker, kitler og det sterilpakkede udstyr er lig det, der bruges på en rigtig operationsstue. Og det betaler sig at investere i omgivelserne.

"Det er fedt at så snart kirurgen og operationspersonalet ifører sig en steril kittel, står de med foldede hænder og tør ikke samle noget op, fordi de er i det sterile felt på stuen." forklarer Sofie Mundt og fortsætter:

"Der er noget håndværker over kirurger og operationspersonale. De skal have tingene i hænderne for at blive fanget af det. Man kan virkelig mærke adrenalinen og intensiteten stige på stuen, når det begynder at bløde og det slubrer nede i suget. Teamet begynder straks at arbejde fuldstændig som virkeligheden."


"De må ikke blæses bagover"

Simulationsscenariet på "Tværfaglig teamtræning på operationsstuen" tager typisk 17-20 minutter. Sofie Mundts rolle som kursusleder indebærer udover eksekveringen også forberedelsen af kurset, der foregår i samarbejde med en anæstesiolog og en kirurg.

Da kursisterne ofte er på forskellige steder erfaringsmæssigt, skal simulationen designes, så den alligevel udfordrer samtlige kursister. På dette kursus er operationssygeplejerskerne som regel meget erfarne, kirurgerne mindre erfarne og anæstesisygeplejerskerne et sted midt imellem.
Altså må det ikke blive for udfordrende, men heller ikke for nemt.

"Det kan indimellem være lidt tricky, at matche alle kursisternes læringsbehov optimalt. Det er vigtigt, at kurset ikke blæser dem bagover, fordi det er alt for svært. Det er en konstant balancegang at udfordre dem tilstrækkeligt samtidig med, at vi skal være sikre på, at alle får noget brugbart med derfra. De skal forstyrres, men ikke stresses i sådan en grad, at de bare skal overleve simulationen. Det handler ikke om bål og brand, men om at afspejle virkeligheden." forklarer Sofie Mundt.

Et trygt læringsmiljø, der flytter noget
Udover logistikken og det praktiske ansvar, er skabelsen af et trygt læringsmiljø måske kursuslederens fornemmeste opgave. Ikke kun for kursisterne, men også for underviserne.

"Jeg gør meget ud af at skabe et trygt læringsmiljø, hvor kursisterne er indstillet på at eksperimentere og ikke er skræmte for at fejle. Men det sker kun, hvis jeg formår at understøtte underviserne. Det er fx ekstremt vigtigt at jeg som kursusleder støtter underviserne i, hvad det er for en værdi, de skal have frem i debriefingerne, der efterfølger simulationerne. Så det hele er forbundet."  fortæller Sofie Mundt og slutter af med at sætte ord på, hvad hun personligt får ud af at være kursusleder på CAMES:

"Jeg synes det er berigende at være kursusleder og det er en stor fornøjelse at opleve kursister, der flytter sig i løbet af et kursus. Det er dejligt at skabe refleksion og aha-oplevelser og det føles indimellem som om, at jeg er med til at skabe et nyt indblik, der i sidste ende er med til at styrke patientsikkerheden."

Operatørrum 1.pngOperatørrummet

Et simulationsscenarie observeres typisk af en kursusleder fra operatørrummet, som er et rum der er skjult bag envejsglas. I dette kursus styres simulationsdukkens vitalparametre via en computer fra operatørrummet, hvor der f.eks. kan justeres på monitorens værdier og ringes ind på telefonen. Det er også herfra kursisternes tekniske og ikke-tekniske færdigheder observeres løbende under simulationsscenariet med henblik på den senere diskussion i debriefingen.

Hrefna Bóel Sigurðsdóttir, introduktionslæge i gynækologi og obstetrik på Hvidovre HospitalKursist interview.png

Hvad har du fået ud af kurset?
Jeg har fået mere indblik i de andre faggruppers hverdag og hvad de tænker. Kurset har virkelig givet mig noget ift. samarbejdet med anæstesisygeplejerskerne, der jo normalt er lidt gemte bag afdækningen.

Vil du kunne bruge kurset ude i klinikken?
Jeg kan helt sikkert bruge det, fordi en stor del af min dagligdag går ud på at kommunikere med kollegaerne. Det har givet god indsigt i, hvordan man giver og tager imod inputs og ikke lader sig stresse af overraskende situationer og bevarer roen. Det har ikke kun været interessant ift. min egen faggruppe, men også mødet med andre faggrupper, der helt sikkert kan byde ind med en masse relevante erfaringer, så man fx ikke laver fiksationsfejl. 

Lars Falcon, anæstesisygeplejerske i Julie Marie Centeret på Rigshospitalet. Tilknyttet CAMES som hhv. operatør, instruktør og kursusleder siden 2004. Lars Falcon.png

Hvad er din rolle?
Min rolle som instruktør er at sørge for at simulationerne bliver korrekt gennemført, og at vi efterfølgende i debriefingen har fokus på kursets læringsmål og fokusområder.

Hvad får du ud af at være med på kurset?
Der er mange gevinster ved at være instruktør. For det første får jeg hele tiden ajourført min egen viden indenfor de metoder og teorier, jeg skal undervise i, fordi jeg går ind til undervisningen velforberedt.
Jeg møder også mange kollegaer på kryds og tværs af specialerne. Her er der bedre tid at udveksle viden og erfaringer i modsætning til en travl klinisk hverdag, hvor man sjældent har tid til fordybelse.

Grunden til at jeg stadigvæk har tilknytning til CAMES er, at jeg kan se, hvor stor effekt og hvor stejl en læringskurve simulationstræning har indenfor både tekniske og ikke-tekniske færdigheder. Det er en undervisningsform og pædagogisk metode, som man ikke kan få på bedre vis.

Redaktør