Hvad er værditabsordningen?
Værditabsordningen giver dig mulighed for at få fremskyndet oprensningen af forurening på din boliggrund, hvis du har købt grunden, uden at vide at den var forurenet.
Hvem kan søge om optagelse i værditabsordningen?
Ejeren eller ejerne af en boliggrund, der er forurenet, kan anmode regionen om at få grunden optaget i værditabsordningen.
Hvordan søger jeg om optagelse i værditabsordningen?
Selvbetjeningsløsningen ”Anmod om optagelse i værditabsordningen” giver dig mulighed for at anmode om optagelse i værditabsordningen.
Alternativt kan du kontakte os, hvis du er undtaget fra digital post eller har brug for hjælp.
Hvad skal jeg have klar?
MitID er det eneste, der kræves, for at få adgang til selvbetjeningsløsningen.
Adressen på din boliggrund skal også bruges. Matrikelnummeret og navnet på ejerlavet fremsøges via selvbetjeningsløsningen.
Dokumenter, du skal vedhæfte ansøgningen:
• Skøde
• Købsaftale, hvis du har den
• Foreningens stiftelsestidspunkt, hvis der er tale om en ejerforening
• Skøde for andelsforeningens ejerskab af grunden, hvis der er tale om en andelsboligforening
• Fuldmagt, hvis du anmoder på vegne af grundejer, ejerforening, andelsforening eller hvis der er flere grundejere.
Pensionister, der søger om lån til egenbetalingen, skal vedhæfte dokumentation for at de er berettigede til lånet. Dokumentation kan for eksempel være pensionsbevis fra kommunen eller dokumentation for seneste pensionsudbetaling. Dokumenterne skal kunne vedhæftes i dokumenttyperne pdf, png, jpg eller gif.
Hvor lang tid tager det at udfylde formularen i selvbetjeningsløsningen?
Formularen i selvbetjeningsløsningen tager typisk 15-30 minutter at udfylde. Hvis du ikke udfylder alle oplysninger med det samme, gemmes en kladde, så du kan fortsætte senere. Kladden finder du i selvbetjeningsløsningen ”Anmod om optagelse i værditabsordningen”, det vil sige, at du skal logge på igen med dit MitID.
Hvornår får jeg svar?
Kvittering for din anmodning bliver sendt via e-mail. Tjek eventuelt dit spam-filter, hvis du ikke har modtaget den. Svar på din anmodning om optagelse i værditabsordningen får du via Digital Post, når vi har behandlet den og vurderet om betingelserne er opfyldt.