Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​

Beskrivelse af den regionale råstofplan

Regionerne er myndighed for råstofplanlægning og -indvinding på land. Regionerne er derfor også ansvarlige for at udarbejde de råstofplaner, som udstikker overordnede retningslinjer for råstofindvindingen. En råstofplan skal sikre forbruget af råstoffer i hver region og samtidig sørge for, at råstofferne udnyttes bedst muligt under hensyntagen til fx erhvervet, natur og miljø.​

Regionens råstofplan, kort fortalt​​​

​​I videoen nedenfor beskrives processen for vedtagelse af den regionale råstofplan.

02:18 min.

Region Hovedstadens råstofplan

Regionerne er myndighed for råstofplanlægning og -indvinding på land. Det er regionernes ansvar at lave råstofplaner, som udstikker de overordnede retningslinjer for råstofindvindingen. En råstofplan er gældende i 12 år og regionsrådene gennemgår råstofplanen hvert fjerde år for at vurdere, om der er behov for justeringer eller revision. 

Råstofplanen skal tage højde for art og kvalitet af råstoffer og sikre, at råstofferne udnyttes bedst muligt som led i en bæredygtig udvikling. Planen skal afveje råstofinteressen og hensynet til erhvervet overfor miljøet, vandforsyningsinteresser, arkæologiske og geologiske interesser, naturbeskyttelse herunder bevarelse af landskabelige værdier, byudvikling og infrastrukturanlæg mv.

I råstofplanen redegøres for, hvor meget råstof der er indvundet de foregående år og der laves prognoser for det forventede fremtidige forbrug. Dette kædes sammen med den råstofressourceopgørelse, der bliver lavet på udpegede graveområder i råstofplanen. 

Det skal fremgå af råstofplanen, hvordan råstofbehovet for regionen skal dækkes, herunder om der indregnes sekundære råstoffer og råstoffer fra havet. Regionen skal udlægge råstofgraveområder i et sådant omfang, at råstofefterspørgslen i råstofplanens periode (12 år) kan tilgodeses.

En råstofplan udarbejdes på baggrund af en geologisk kortlægning af råstofforekomsterne i regionen. Danmarks undergrund er dannet under istiderne, hvor ler, sand, grus og sten er aflejret, nogle steder sorteret andre steder blandet sammen. De gode råstofforekomster er typisk, der hvor materialerne er sorteret, f.eks. er store lommer af grus interessant for råstofindvindingen. De gode råstofforekomster er ikke jævnt fordelt, derfor vil nogle kommuner opleve et større pres fra råstofindvindingen.

Miljøvurdering af råstofplan

Råstofplaner er omfattet kravet om miljøvurdering. Miljøvurdering foretages for at undersøge og påvise mulige miljøpåvirkninger ved gennemførelse af råstofplanen, samt at opstille afbødende foranstaltninger for de negative konsekvenser, som en plan kan have. 

Miljøvurderingen udarbejdes sideløbende med udarbejdelsen af råstofplanen og kan indeholde en række forudsætninger for at en råstofplan kan godkendes.

Graveområder

Graveområder er afgrænsede områder udpeget i råstofplanen, hvor mængden og kvaliteten af råstoffer er dokumenteret og vurderet til at være af erhvervsmæssig interesse for indvinding. Regionen udlægger graveområderne med en række forudsætninger (læs nedenfor) og er forpligtet til at meddele tilladelse til råstofindvinding indenfor et graveområde. Dog gives tilladelse med en række vilkår, som skal overholdes. Vilkårene skal sikre, at der bliver taget tilstrækkeligt hensyn til naboer, natur og miljø, mens der indvindes råstoffer. Vilkårene stiller f.eks. krav om overholdelse af gældende støjgrænser, krav om etablering af støjvolde, tiltag til minimering af støvgener, gravningens udførsel, håndtering af brændstof i graven m.m.

Interesseområder

Det er et krav ifølge råstoflovens § 5a stk. 2, at der udpeges interesseområder i råstofplanen for at sikre forsyningen med råstoffer på sigt.

Interesseområder betegner et område, hvor der ifølge tilgængelig geologisk viden, findes råstoffer i et sådant omfang i nærheden af jordoverfladen, at det vil kunne betegnes som en råstofforekomst. Udlæg af interesseområder skal sikre, at der ikke gennem anden planlægning eller ændret anvendelse sker udlæg til andre formål, der vil kunne forhindre en senere udnyttelse af en råstofforekomst.

Indvinding inden for interesseområder ligestilles med indvinding uden for et graveområde. Der kan derfor som udgangspunkt ikke forventes tilladelse til råstofindvinding i et interesseområde.

Et interesseområde kan udtages af råstofplanen, hvis der opnås enighed mellem regionsrådet og de implicerede parter på baggrund af en afvejning mellem råstofinteressen og den ønskede arealanvendelse. Såfremt et areal ønskes anvendt til formål, som vil forhindre udnyttelse af råstofferne, f.eks. i forbindelse med kommuneplanlægningen, skal den der ønsker at arealet anvendes til andre formål, fremskaffe det fornødne vidensgrundlag om den formodede råstofforekomst som grundlag for beslutningen. 

Retningslinjer

Region Hovedstadens råstofplan indeholder en række retningslinjer for indvinding af råstoffer, ressourcebeskyttelse og efterbehandling af graveområder efter endt indvinding. 

Formålet med retningslinjerne er at synliggøre over for borgere, myndigheder og andre interessenter, hvilke forhold regionen vil lægge til grund for afgørelser om tilladelse til råstofindvinding. Derudover fremhæver retningslinjerne forhold, som kommunerne skal tage højde for i den kommunale planlægning, idet kommuneplanen ikke må være i strid med råstofplanen.

Forudsætninger

Graveområder kan udlægges med forudsætninger for deres udpegning. Forudsætningerne er opstillet med det formål at afværge mulige miljøkonsekvenser, der er identificeret i forbindelse med miljøvurderingen. En tilladelse til råstofindvinding kan derfor kun meddeles, hvis eventuelle forudsætninger for området er opfyldt. Eksempel på forudsætninger kan være, at der skal tages kontakt til det ansvarshavende museum med henblik på at aftale, hvordan hensynet til skjulte fortidsminder bedst varetages i forbindelse med råstofindvinding, eller at der stilles særlige vilkår om til efterbehandlingen af arealer.

Samspil mellem råstofplaner og indvindingstilladelser

Når en råstofplan er vedtaget og gældende, kan der søges om tilladelse til indvinding af råstoffer indenfor de graveområder, som råstofplanen indeholder. Det er regionen der har ansvaret for at give tilladelser og at inddrage kommunale og statslige myndigheder, hvis der f.eks. kræves tilladelse efter reglerne i vandforsyningsloven, naturbeskyttelsesloven eller miljøbeskyttelsesloven. 

På baggrund af retningslinjerne og forudsætningerne i den gældende råstofplan opstiller regionen vilkår i tilladelserne, som skal overholdes af indvinder. Regionerne fører også tilsyn med råstofindvindingen og sikrer at efterbehandling af afsluttede råstofgrave sker i overensstemmelse med godkendt plan for efterbehandling.

Læs mere om råstoftilladelser 


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden