Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​

Her er de nominerede afdelinger til Region Hovedstadens Patienttilfredshedspris 2025

​Seks hospitalsafdelinger er nominerede til Region Hovedstadens Patienttilfredshedspris ​i kategorierne årets højde- og længdespringer. 

Tre afdelinger er nominerede til årets længdespringerpris, som gives til en afdeling, som har haft høj patienttilfredshed over en længere årrække. Tre afdelinger er nominerede til årets højdespringerpris, der gives til en afdeling, som har forbedret sine LUP-resultater væsentligt.

I år er hele 33 afdelinger indstillet til Patienttilfredshedsprisen 2025. Heraf er 24 afdelinger indstillet til årets længdespringer, og ni afdelinger er indstillet til årets højdespringer. Se alle indstillede afdelinger.

​​

Nominerede til årets længdespringer 2025

Kandidaterne til årets længdespringer er alle afdelinger, der har ligget stabilt højt i den samlede patienttilfredshed gennem et længere stykke tid. Afdelingerne har også en strategi om at bevare den høje patienttilfredshed eller konkrete arbejdsgange, der sikrer et vedvarende fokus på at holde patienttilfredsheden oppe.

Afdeling for Brystkirurgi, Herlev og Gentofte Hospital

  • Afdelingen arbejder målrettet med patientfeedback for løbende at tilpasse og forbedre patientforløbene, fx via fokusgruppeinterviews.

  • Afdelingen arbejder​ på, at patienten tildeles en kontaktsygeplejerske og kontaktlæge, som giver patienten kontinuitet i forløbet.

  • Der lægges stor vægt på at skabe tryghed for patienterne, fx ved at have fokus på øjenkontakt og nærvær i mødet med patienten.

 Hjerteafdeling Y, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

  • Patienter og pårørende inddrages systematisk gennem hele behandlingsforløbet. Dette sker både under indlæggelse, i forbindelse med procedurer og ved ambulante kontakter.

  • Afdelingen arbejder systematisk med at inddrage feedback fra patienter, fx ved at analysere data fra LUP. 

  • Afdelingen har etableret et brugerråd i 2019, som spiller en central rolle i kvalitetsforbedringsarbejdet. Brugerrådet består af tidligere patienter, pårørende og klinikere.

 Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, Rigshospitalet

  • Afdelingen har fokus på at sikre smidige overgange mellem afsnit, hospitaler og primærsektor. Et konkret tiltag er fælles stuegang og overdragelsessamtaler mellem patient, pårørende, intensivafdelingen og sengeafsnittet. Et andet tiltag er et udekørende rehabiliteringsteam, som besøger patienter i hjemmet og tilbyder vejledning til hjemmeplejen og patientens familie.

  • Afdelingen arbejder med fælles beslutningstagning for patienter med hoved-halskræft. Patient og pårørende inviteres til en samtale om behandlingsmuligheder, og inden samtalen modtager de en dagsorden, der forbereder dem til samtalen. Tænkepauser lægges ind i samtalen, så patient og pårørende kan vende behandlingsvalget i et privat rum, inden beslutningen træffes.

  • Afdelingen arbejder systematisk med forbedringer baseret på patienternes feedback, bl.a. fra de månedlige LUP-kommentarer.


Nominerede til årets højdespringer 2025

Prisen for årets højdespringer gives til en afdeling, der arbejder målrettet på at højne patienttilfredsheden. En højdespringer er ikke nødvendigvis en afdeling med de bedste LUP-resultater på tværs af regionens afdelinger, men en afdeling, der har arbejdet målrettet på at forbedre resultaterne.

Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme, Rigshospitalet

  • Afdelingen arbejder med konceptet "Ventet og Velkommen", så patienterne bliver mødt af en forberedt og imødekommende atmosfære, når de ankommer til operation.

  • På et forberedelsesseminar, der finder sted 8-14 dage inden operationen, bliver de rygkirurgiske patienter grundigt informeret og forberedt på indgrebet.

  • Afdelingen har etableret et velstruktureret og nøje beskrevet patientforløb, der omfatter hele processen fra første møde i ambulatoriet til udskrivelsesforløbet.

 Afdeling for Børn og Unge, Herlev og Gentofte Hospital  

  • Afdelingen har etableret initiativer, der understøtter en smidig overgang fra at starte livet som ny familie på hospitalet til en tryg hverdag i hjemmet med den nyfødte.

  • Sygeplejersker tilbyder besøg eller virtuelle konsultationer til familier med for tidligt fødte børn.

  • Et fast team af speciallæger sikrer kontinuitet i behandlingsforløbet også efter udskrivelse, hvor forældre har mulighed for telefonisk opfølgning.

 Øre, Næse og Halsafdelingen, Nordsjællands Hospital

  • En uge før operationen ringer afdelingen patienten op for at sikre, at denne er velforberedt og føler sig klar.

  • Afdelingen har implementeret tværfaglig stuegang, hvor patientens ønsker, behov og bekymringer er i fokus.

  • Sygeplejerskerne har øget opmærksomheden på, hvad der fylder for patienten og spørger ind til det under stuegang.


Prisuddeling på læringsseminar

Til årets læringsseminar om patientinddragelse den 19. marts 2025 blev Region Hovedstadens Patienttilfredshedspris uddelt med kåring af årets længdespringer og årets højdespringer.

Afdelinger i Region Hovedstaden havde mulighed for at indstille sig selv eller blive indstillet af fx direktioner og kvalitetsafdelinger. Programstyregruppen for læringsseminaret udvalgte tre afdelinger i hver kategori - afdelinger, der har gjort en helt særlig indsats for patienttilfredsheden. ​​​


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden