Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Bliv børneambassdør og støt pårørende børn

​KURSUS: Vil du være med til at sikre tidlig støtte og inddragelse af børn, hvis forældre rammes af alvorlig sygdom? Nu kan du blive børneambassadør på din afdeling og være med til at skabe en praksis for, hvordan I støtter og hjælper børn i en svær tid.

Hvert år oplever 35.000 børn, at en forælder bliver indlagt med kritisk sygdom. Børnene oplever, at deres hverdag bliver forandret og mere utryg, og det påvirker deres trivsel. Hvis børnene bliver set og får hjælp tidligt i forløbet, kan de negative konsekvenser mindskes. 

Som sundhedsprofessionel kan du støtte forældrene i at støtte børnene på bedst mulig vis. Det kræver kompetencer, viden og værktøjer. Det kan du få gennem dette 3 dags kursus. Kurset afholdes i et samarbejde mellem Center for Patientinddragelse, Det Nationale Sorgcenter samt Kræftens Bekæmpelse.​

Kurset er gratis og henvender sig til klinikere i Region Hovedstaden.

Bliv børneambassadør og støt børn som er pårørende

​Gennem 3 undervisningsdage bliver du undervist i, hvordan du bedst støtter forældre og børn, når den ene forælder rammes af alvorlig sygdom. Målet er at du som sundhedsprofessionel får de nødvendige kompetencer, viden og værktøjer gennem kurset samt at indsatsen bliver implementeret og forankret bæredygtigt og lokalt.  

Udbytte og indhold på de 3 kursusdage

På de tre undervisningsdage vil du blive undervist i: 

  • Din rolle som sundhedsprofessionel på hospitalet​
  • Mulige konsekvenser på kort og lang sigt for børn som pårørende
  • Tilknytningsteori
  • Alderssvarende inddragelse, hjælp og støtte til børn og unge
  • Sorg og sorgteori
  • Reaktioner og mestring
  • Samtaleredskab til samtaler med forældre og børn
  • En børnevenlig afdelingskultur
  • Familiefokuseret tilgang​​​

Implementeringsunderstøttelse som en del af kurset

Både før, mellem og efter undervisningsdagene vil du ​komme i kontakt med en implementeringskonsulent fra Center for Patientinddragelse (CPI) i Region Hovedstaden. Konsulenten vil hjælpe dig med at se på jeres nuværende arbejdsgange, og hvordan I med små eller store ændringer kan få et øget fokus på børn som pårørende ind i jeres daglige praksis.

Målgruppe

Kurset henvender sig til klinikere på Region Hovedstadens hospitaler, som har kontakt med patienter på daglig basis. Det kan være sygeplejersker, læger, fysioterapeuter, socialrådgivere m.fl.​

Praktisk

Center for Patientinddragelse afholder det samme kursusforløb 2 gange i 2024: ét kursus i efteråret 2024 og ét kursus i vinteren 2024. 

Undervisningsdage (efterår 2024)

Undervisningen består af et 3 dages kursus med to moduler: to sammenhængende dage og en dag.

  • ​Modul 1: Den 8. og 9. oktober 2024, begge dage kl. 9-15.30
  • ​Modul 2: Den 21. november 2024, kl. 9-15.30​

Undervisningsdage (vinter 2024)

Undervisningen består af et tre dages kursus med to moduler: to sammenhængende dage og en dag.

  • ​Modul 1: Den 27. og 28. november 2024, begge dage kl. 9-15.30
  • Modul 2: Den 28. januar 2025, kl. 9-15.30

Sted

​Kurset afholdes hos Center for Patientinddragelse, Borgervænget 5, 2100 København Ø tæt på Ryparken st.

Pris og forplejning

Kurset er gratis.

Der vil blive serveret vand, kaffe og te samt frugt, kage, sandwich.

​Sådan tilmelder du dig kurset

Efterårskurset: ​Tilmeld dig til efterårskurset via Kursusportalen

Vinterkurset: Tilmeld dig til vinterkurset via Kursusportalen

​​Kurset henvender sig til ansatte i Region Hovedstaden. Er du ansat uden for Region Hovedstaden, kontakt da projektleder Kristine Halling Kehlet

Forventninger til dig som kursist

Det kræver ikke specielle forudsætninger at deltage, men det er en fordel, hvis du brænder for at gøre en forskel for børn som pårørende i din praksis. Det forventes, at du deltager aktivt i undervisningen, og at du har mod på at bringe dig selv i spil i et anderledes læringsrum, hvori der indgår rollespil, øvelser og refleksioner. Det er en fordel, at du forbereder dig i det opgivne materiale forud for undervisningsdagene.

Det forventes, at ledelsen bakker op om indsatsen og samarbejder med implementeringskonsulenten fra CPI. Derudover forventes det, at du med støtte fra konsulenten tager ansvar for at dele viden med kollegaer, bidrager til at sætte fokus på børn som pårørende i din praksis og samarbejder med tovholder om ændring af arbejdsgange.​​​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden