Digitale løsninger forfører med god grund
Ændringer i befolkningens sygdomsbillede stiller nye krav til sundhedsvæsenets opgaveløsning, når færre medarbejdere i fremtiden skal behandle og pleje flere patienter.
Nye fremskrivninger fra Sundhedsstyrelsen viser fx, at antallet af mennesker med KOL eller diabetes stiger med 35 procent frem mod 2035. 2035 er lige om lidt. Så hvordan kommer vi op i gear, når det gælder implementering og skalering af digitale løsninger til gavn for både patienter, pårørende og sundhedsvæsenets begrænsede ressourcer?
Patientinddragelse gennem digitale løsninger
I Center for Patientinddragelse ønsker vi, at patienterne får større indflydelse og kontrol over deres behandlingsforløb fx gennem digitale løsninger, fordi det giver de bedste forløb, når patienterne er mere aktive og tager et større ansvar i forhold til egen behandling. Vi bidrager bl.a. til dette gennem indsigter fra vores undersøgelser.
I efteråret 2023 undersøgte vi, hvordan tablets på patientens sengestue kan bidrage til øget patientinddragelse. Og i en helt ny undersøgelse om hjemmebehandling til patienter i sårbare positioner belyser vi, hvad det er for nogle konkrete, virksomme faktorer, som skal i spil, for at lykkes med digital understøttet hjemmebehandling til patienter med KOL og psykiatriske patienter med diabetes.
Klare mål og ledelsesmæssig opbakning
Hvorfor skal du så forelske dig i problemet, ikke i den digitale løsning? Fordi det er nødvendigt for at kunne få øje på de bedste løsninger for patienterne. Vi er nødt til at dvæle ved problemet aka de udfordringer, der skal løses for at kunne sætte klare mål for det behov, som den digitale løsning skal imødekomme.
Klare mål for hvad den nye digitale løsning skal bidrage til sammen med ledelsesmæssig opbakning og fokus på klinisk meningsskabelse samt ejerskab er nogle vigtige ingredienser for at lykkes med den digitale omstilling af sundhedsvæsenet.
Læs om hjemmebehandling for patienter i sårbare positioner
Læs om tablets på patienters sengestuer
Se eller gense webinar om hjemmebehandling og patienter i sårbare positioner