Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

LUP-kommentarfelter sætter ord på resultaterne

​Patienternes fritekstkommentarer i LUP rummer både ros og idéer til, hvad patienterne synes kunne være bedre. Center for Planlagt Ortopædkirurgi arbejder systematisk med kommentarerne, og det giver nye nuancer på LUP-resultaterne hver måned.​

SÅDAN HAR DE GJORT

LUP-kommentarerne bliver farvekodet rød, gul eller grøn​

På Center for Planlagt Ortopædkirurgi i Næstved på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehus arbejder de systematisk med kommentarfelterne fra LUP.

Hver måned analyserer kvalitets- og udviklingssygeplejersken de nye kommentarfelter, som patienterne har skrevet i deres LUP-spørgeskemaer. Kommentarerne bliver farvekodet rød, gul eller grøn. Det viser, hvordan afdelingen skal følge op på patienternes input:​

  • Rød: Alvorligt og der skal handles på det med det samme

  • Gul: Kan være bek​​ymrende og tages op på møder

  • Grøn: Ros til afdelingen og personalet

En kommentar kan godt kodes med mere end én farve. Hvis der fx i en ”grøn” kommentar med ros også er beskrevet noget, der kan være bekymrende, så farves det relevante gult inde i selve teksten.​



Afdelingen anonymiserer både patienter og personale

Udover farvekodningen bliver kommentarerne også anonymiseret, så patienterne ikke kan genkendes. I de gule og røde kommentarer anonymiserer afdelingen også personalet.

Kommentarerne er tilgængelige for hele afdelingen og samarbejdspartnere

De anonymiserede og farvekodede kommentarer bliver sendt ud til alle medarbejdere på afdelingen samt de afdelinger/afsnit, som afdelingen samarbejder med. Kommentarerne bliver også printet og lagt i alle personalestuer og i konferencerummet.

”Det gør en forskel, at personalet ser direkte, hvad patienterne har skrevet, i stedet for at få det genfortalt.”
Tine Kjøller Varmarken, Kvalitets- og Udviklingssygeplejerske

Giver anledning til diskussioner og handling

Kommentarerne bliver udgangspunkt for diskussioner om, hvordan patienterne oplever at være på afdelingen. 

Hvis der er en systematik i de røde og gule kommentarer, tager afdelingen det op på et møde i fx kvalitetsteamet eller på tværfaglige personalemøder. Hvis der skal handles hurtig på en rød kommentar, så kan det også blive taget op på et morgenmøde.

Et eksempel på en kommentar fra patienterne, som har ført til en ændring, handler om mad. Tidligere havde afdeling kun én ret, de kunne tilbyde patienterne. Men nogle patienter er indlagt i flere dage, og de var kede af at få samme ret hver dag. Med hjælp fra hospitalets køkken er der nu kommet mere variation i de retter, der serveres på afdelingen.​​

HVAD ER VÆRDIEN

Også de tilfredse patienter peger på udviklingsmuligheder

Center for Planlagt Kirurgi i Næstved har overordnet set en svarprocent på 65 % og meget tilfredse patienter. Men selv nogle af de meget tilfredse patienter kan skrive en kommentar med noget, der kan gøres bedre.

Kommentarteksterne gemmer på flere nuancer end de lukkede spørgsmål i LUP, og det giver personalet anledning til refleksion over egen praksis. Når de fx ser, hvordan patienterne har hørt den information, der er blevet givet på afdelingen, giver det tanker om, om man skal ændre i sin måde at informere sine patienter på.

Ros og anerkendelse i de grønne kommentarer

Rosen i de grønne kommentarer fra patienterne er også meget vigtig at vise frem. Det er et skulderklap til personalet, og er med til at vise dem, hvad patienterne sætter pris på, når de kommer på afdelingen.​

Læs hvordan andre afdelinger bruger patientkommentarer i nyhedsbreve til klinikerne


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden