SÅDAN HAR DE GJORT
Brug for patienternes perspektiv på udfordringer i LUP
Led- og Bindevævssygdomme på Aarhus Universitetshospital så, at nogle udfordringer gik igen i deres LUP-resultater, fx at patienterne savnede mere kontinuitet i deres lægebesøg. Derfor inviterede de deres patienter til en LUP Brugerdialog for at få patienternes perspektiver på udfordringerne, fortæller chefsygeplejerske Jeannette Thierry Andersen.
Sådan foregår en LUP Brugerdialog
En LUP Brugerdialog tager udgangspunkt i de LUP-resultater, som en afdeling gerne vil vide mere om for at kunne forbedre patienternes oplevelser. Brugerdialogen er en fast struktureret mødeform:
Først bliver patienterne interviewet om deres oplevelser, mens klinikerne lytter til det, patienterne fortæller.
Derefter reflekterer klinikerne sammen over det, patienterne har fortalt, og hvad de gerne vil vide mere om fra patienterne.
Så bliver patienterne interviewet igen, hvor der særligt er fokus på gode løsninger set fra patienternes perspektiv.
Brugerdialogen sluttes af med, at både klinikere og patienter skriver idéer ned til mulige løsninger på de udfordringer, brugerdialogen har sat fokus på.
Læs mere om metoden LUP Brugerdialog hos DEFACTUM
Til LUP Brugerdialogen i Led- og Bindevævssygdomme deltog 4-5 patienter og en tværfagligt sammensat gruppe af klinikere, der alle arbejdede med kvalitetsforbedring.
Dialogen blev faciliteret af en medarbejder fra hospitalets kvalitetsafdeling og en medarbejder fra DEFACTUM. Det betød, at deltagerne bedre kunne koncentrere sig om dialogen med patienterne, når de ikke også skulle facilitere processen, fortæller chefsygeplejerske Jeannette Thierry Andersen.
Hun lægger vægt på, at det er vigtigt, at man som afdeling går åbent og nysgerrigt til dialogen med patienterne.
LUP Brugerdialog er et startskud til forbedringsarbejdet
Allerede kort efter LUP-Brugerdialogen mødtes afdelingen med kvalitetsafdelingen for at samle op på det, der var kommet frem i dialogen med patienterne.
Derefter fulgte møder internt i afdelingen, hvor de kiggede idéerne fra brugerdialogen igennem og lagde en strategi for, hvad de gerne ville arbejde videre med. Nogle idéer kunne sættes i gang relativt hurtigt, mens andre krævede mere forberedelse.
Afdelingen valgte fx at arbejde med patienternes oplevelse af at føle sig velkomne i afdelingen. Det gjorde de bl.a. ved at etablere en arbejdsplads ved receptionen, som både er et velfungerende sted at arbejde for klinikerne, og hvor de samtidig er synlige for patienterne.
HVAD ER VÆRDIEN
LUP brugerdialog er en konstruktiv forstyrrelse
Den strukturerede mødeform, hvor samtalen mellem klinikere og patienter bliver faciliteret, giver en konstruktiv dialog med patienterne om deres oplevelser og mange gode input fra patienterne, fortæller chefsygeplejerske Jeannette Thierry Andersen.
Patienterne giver nye vinkler på det, man som fagperson ikke nødvendigvis har blik for i hverdagen. Det er en nødvendig forstyrrelse, der åbner op for forbedringer til gavn for patienterne.
”LUP’en er jo patientperspektivet, og der er også kommentarer, man sagtens kan bruge. Men Brugerdialogen er jo en dialog om det. Du kan få en større uddybning og nuance på de udfordringer, der er. Dialogen kan skabe forståelse for hinanden, og man kan sammen udvikle dét, der skal være med til at forbedre det. ”
Chefsygeplejerske Jeannette Thierry Andersen
Læs også om metoden feedbackmøder i Patientinddragelsesguiden