​​

Region Hovedstaden og PLO åbner lægeklinikker til ukrainske flygtninge

​Region Hovedstaden åbner sammen med PLO-Hovedstaden fire fremskudte lægeklinikker, som i den kommende tid hjælper ukrainske flygtninge med lægehjælp

Vent...

​Flere kommuner oplever et stigende pres for at kunne hjælpe flygtede ukrainere med lægehjælp, og samtidig ventes tilstrømningen af ukrainere på flugt fra krigen de kommende uger og måneder at stige betydeligt. Derfor har Region Hovedstaden besluttet at oprette fire lægeklinikker for ukrainske flygtninge. Etableringen af klinikkerne sker i samarbejde med de Praktiserende Lægers Organisation i hovedstaden (PLO-Hovedstaden).

Ret til lægehjælp

Sundhedsministeren har 13. april udstedt en ny bekendtgørelse, der giver ukrainere, der har søgt om opholdstilladelse i Danmark efter særloven, adgang til nødvendige sundhedsmæssige ydelser, mens deres ansøgning bliver behandlet. Det gælder uanset, om de bor privat eller på et kommunalt indkvarteringssted. Hidtil har de flygtede ukrainere alene haft ret til akut og fortsat hospitalsbehandling, mens der ikke var hjemmel til behandling hos en praktiserende læge.

"Presset for at tilbyde behandling er stigende, og vi vil gerne hjælpe ukrainere med mindre alvorlige sygdomme. De praktiserende læger har jo hidtil klaret opgaven på frivillig basis, men med forventede mange tusinde flygtninge er vi nødt til at forberede os med en mere robust løsning," siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Samarbejde på tværs

Klinikkerne er bemandet med praktiserende læger, læger fra Bispebjerg Hospital og sygeplejersker fra Region Hovedstadens vaccineorganisation.

Helene Bliddal Døssing, vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab, der står for etablering af klinikkerne, forklarer, at det fx kan være fornyelse af receptpligtig medicin i forbindelse med hjertesygdom og diabetes, sårpleje, behandling og omsorg for gravide, samt diverse vaccinationer mod bl.a. COVID-19.

"Vi er glade for, at vi kan hjælpe de ukrainske flygtninge, som har behov for lægehjælp i en akut og vanskelig situation. Da vi afprøvede konceptet tirsdag før påske, kom der syv ukrainske kvinder og børn. Selve konsultationerne forløb fint og hurtigt, og det var nødvendigt med tolk, så det skal vi formentlig fortsætte med," siger Helene Bliddal Døssing, der fik ideen til at lave fremskudte lægeklinikker i regionens vaccinationscentre.

Peder Reistad formand for PLO-Hovedstaden er glad for aftalen:

"Det er vigtigt, at vi har tydelige lægehjælpstilbud til de ukrainske flygtninge. At vi nu i fællesskab er kommet frem til en robust løsning, er helt på sin plads, og jeg ser frem til, at vi i PLO-Hovedstaden kan være med til med at bemande klinikkerne og fortsætte med at hjælpe flygtningene."

​Klinikker i vaccinationscentre

Det vil først og fremmest være regionens kommuner, som hjælper ukrainske flygtninge til klinikkerne, men flygtninge, der bor privat, er også velkomne til selv at tage kontakt og få en aftale.

Lægeklinikken på Nørrebro startede som pilottest tirsdag d. 12. april, og de resterende lægeklinikker opstartes i denne uge som et midlertidigt tilbud, så længe der er behov for det.

Fakta:

  • De fremskudte lægeklinikker vil organisatorisk være udefunktioner for akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital. Klinikkerne oprettes i de regionale vaccinationscentre, der er beliggende på hhv. Amager, Nørrebro, Skovlunde og Hillerød, og forventes hver at have åbent to dage om ugen fra kl. 16-20. Da klinikkerne har forskudte åbningsdage, vil det dække alle ugens dage.  
  • Både kommuner og flygtninge, som er privat indkvarteret, kan bruge klinikkerne. Inden et besøg skal man ringe eller maile til klinikkerne.
  • Se centrenes placering, åbningstider og kontaktinfo her
  • De fire klinikker kan tage sig af akut opståede problemer, som normalt varetages af f.eks. Akuttelefonen 1813 eller ved akut konsultation hos egen læge.
  • I klinikkerne taler man bl.a. engelsk, og et par steder har man medarbejdere, som også taler ukrainsk. Er der brug for det, kan klinikkerne hurtigt etablere tolkebistand.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor