På Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital har et skærpet fokus på kommunikationen båret frugt. Alle der kommer ind på Akutmodtagelsen kommer forbi receptionen og bliver tilset af en sygeplejerske eller en lægesekretær. Her bliver deres skade vurderet, ligesom de får et kvalificeret bud på, hvor længe de skal vente. Det gør patienter og pårørende mere tilfredse. Det koster lidt ekstra på personaleressourcer, men det er blandt andet blevet løst ved at uddanne lægesekretærer til at vurdere mindre skader.
Personalet gode til at lytte
Men ikke kun Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital får ros i den nye undersøgelse af tilfredsheden med regionens Akutmodtagelser og -klinikker, for også på resten af hospitalerne er patienterne overordnet set tilfredse med behandlingen. Patienterne er især tilfredse med den mundtlige information og personalets evne til at lytte. Til gengæld efterspørges der stadig bedre information om ventetider. Det skal Region Hovedstaden lære af, og her kan Bispebjerg Hospitals indsats være et eksempel til efterfølgelse, ligesom det strategiske indsatsområde ’Ventet og Velkommen’ skal bidrage.
Udvikling gennem årene
Kigger man på de landsdækkende undersøgelser af patienttilfredshed på Akutmodtagelser og -klinikker for de sidste par år vil man se, at Region Hovedstaden bevæger sig i den rigtige retning, om end ikke helt så hurtigt som ønsket. Tiltag til forbedring på Akutmodtagelser og -klinikker er sat i gang, men tager tid for at rodfæste sig.
FAKTA
- Region Hovedstaden arbejder løbende med bedre skiltning, bedre akut smertebehandling, rarere ventemiljøer, bedre information om ventetid og mange andre tiltag for at forbedre patienters og pårørendes oplevelser.
- En Akutmodtagelse har døgnåbent og kan håndtere næsten alle typer skader. Akutklinikker har kortere åbningstid og håndterer mindre skader og lettere sygdomme. Region Hovedstaden har seks af hver.
- Resultaterne i Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser i Akutmodtagelser er baseret på spørgeskemasvar fra 6.491 patienter, der har besøgt en Akutmodtagelse/akutklinik i august og september 2016.
- Undersøgelsen er gennemført af Enhed for Evaluering og Brugerinddragelse på vegne af regionerne.
- Se Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) 2016.
Yderligere information
- Pressevagten i Region Hovedstaden på 70 20 95 88