'Det var en bekræftelse af, at det at arbejde netværksbaseret anerkendes og ses som en styrke.'

Vi ser tilbage og følger op på Lederprisen 2019. Hør hvordan det er gået siden sidst med enhedschef Marie Baastrup på vegne af enhedsledelsen bag Akuttelefonen 1813, der som nominerede vandt 25.000 kr for deres lederskab.
Vent...
Varighed 2:23

​​​Se eller gense præsentationsvideoen fra sidste års Lederkonference om enhedsledelsen bag Akuttelefonen 1813's arbejde med at få etableret et tæt og godt tværsektorielt samarbejde med kommunernes akutteams, som placerede dem i top 3 til Lederprisen 2019.

Hvad betød det for jer at blive anerkendt for jeres arbejde med en plads i top 3 til Lederprisen? 

Det er et rigtig positivt rygstød i det daglige arbejde, som vi gør hver dag, for at sikre borgerne i Region Hovedstaden de bedst mulige forløb i deres kontakt med 1813. Samtidig var det også en god bekræftelse af, at vores tværsektorielle fokus er vigtigt - både for 1813, men også for regionens relation til vores kommunale samarbejdspartnere. Endelig var det også en bekræftelse af, at det at arbejde netværksbaseret anerkendes og ses som en styrke.

Hvad blev præmiepengene brugt til? 

Vi har dem stadig til gode, for vi fik med COVID en kæmpe opgave i Akutberedskabet, der har taget vores tid i store dele af 2020, men vi planlægger at anvende dem som afslutning på et ledelsesudviklingsforløb, som vi er i gang med i vores samlede ledergruppe i tæt samarbejde med Center for HR og Uddannelse.

Hvad er der sket med projektet siden sidst? 

Samarbejdet med de kommunale akutfunktioner er kun styrket gennem 2020, og vores samlede samarbejde med alle kommunerne i Region Hovedstaden er også styrket. Vores erfaringer fra projektet var en stor styrke, da COVID ramte Danmark og medførte en stor opgave for Akutberedskabet i at håndtere udbrud i kommunerne og hjemmepodninger. Her har vi i meget høj grad trukket på vores gode relationer i kommunerne, og vi har udviklet og styrket vores samarbejdsrelationer, så vi i dag løfter opgaven med stor hjælp fra kommunerne.

Hvordan ser fremtiden ud – er der nogle muligheder for at jeres gode initiativ kan videreudvikles eller skubbes bredere ud til gavn for endnu flere? 

Der er mange gode perspektiver i at arbejde netværksbaseret, og et område vi meget gerne vil styrke vores relationer indenfor er samarbejdet med de organisationer og kommunale enheder, der har med de socialt udsatte at gøre. Dem har vi fået et langt større kendskab til under COVID grundet gode samarbejder, og der har vist sig et potentiale for at udvikle det yderligere.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor