Vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital og medlem af styregruppen for sterilcentralprojektet, Jan Toftholm mener, at det er vigtigt, at klinikerne er professionelt kritiske på patienternes vegne ved store forandringer.
Men han mener ikke, at der er grund til bekymring i forbindelse med overgangen til sterilvareleverancer fra Den Regionale Sterilcentral. Tværtimod er det vigtigt, at kirurgerne har samme tillid til logistikkollegaernes faglighed, som vi generelt har til klinikerne.
’Vi er nødt til at have tillid til kollegaerne’
Trods udsigten til moderne, tidssvarende genbehandlingsfaciliteter har der været nogle bekymringer blandt kirurger og operationssygeplejersker omkring blandt andet transport og håndtering af skrøbelige instrumenter samt tab af fleksibilitet i operationsprogrammet og konverteringsmuligheder i den enkelte operation. Disse bekymringer er Jan Toftholm lydhør overfor:
”Ledelsesopgaven er jo virkelig at lytte til de helt relevante kliniske bekymringer, der er.”
Dog understreger han vigtigheden af, at klinikere har tillid til kollegaerne fra de øvrige faggrupper på hospitalerne:
”Jeg har sagt det til rigtig mange klinikere. Nu skal vi altså lige huske at have den samme respekt og tro på, at logistikfolk faktisk kan deres gebet. Vi har tillid til kirurgen. Når vi lægger os på lejet, så har vi faktisk tillid til, at kirurgen ved, hvad det er, vedkommende gør. Den tillid skal vi også have til, at logistikfolk faktisk har ret godt styr på deres arbejdsområde.”
Akutte behov skal forudses med data
”Den skarpeste myte, som altid bliver italesat, er: ’Hvad så når vi har en akut operation?' Både hvis der er en akut patient, eller hvis man er nødt til at konvertere undervejs i en operation,” forklarer Jan Toftholm.
Som en del af forberedelserne til at overgå til Den Regionale Sterilcentral skal hvert speciale og hver operationsgang gennemgå alle deres operationstyper. De skal kortlægge, i hvilke operationer der er brug for konvertering – for eksempel til åben kirurgi i stedet for laparoskopisk (kikkertoperation). Og hvilke operationer, de har af akut karakter. Alt det bliver kortlagt. Resultatet vil være akutvogne på samtlige operationsgange, der dækker lige præcis de typer af operationer, som hver enkelt operationsgang skal kunne konvertere til og skal kun håndtere akut uden ventetid.
”Det er jo ikke noget nyt, at vi opererer patienter. Vi har simpelthen så meget data - bare fra de sidste 10 år. Vi ved, hvor tit vi bestiller ekstra instrumenter. Derfor vil hver enkelt operationsgang have en lille smule af de varer, som de nogle gange taber, og som de plejer at konvertere med,” siger Jan Toftholm, ”og det mener jeg faktisk, at sterilprojektet har tilrettelagt nogle ret gode procedurer omkring. Så det er jeg ikke så bekymret for.”
Kritiske kirurger kærer sig om patienterne
Jan Toftholm ser faktisk positivt på, at projektet til dels er blevet mødt med kritiske røster på de første afdelinger, som står over for implementeringen:
”Det er jo ikke, fordi klinikerne er interesserede i at problematisere mere end nødvendigt. De er ansat til at problematisere - både i den diagnostiske proces, men også i den behandlingsmæssige proces. Så når klinikere er kritiske, så er det ikke, fordi de er mavesure. Jeg ser det mere som et udtryk for, at de kærer sig for patienterne og den behandlingsmæssige situation.”
Mange myter og bekymringer blandt andet omkring akutte behov er der taget hånd om i projektet. Men som ved alle store forandringer har projektet også vist udfordringer, som styregruppen ikke havde ventet. Det gælder for eksempel i Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet, der som pilotafdeling bliver de første, der fra 17. august skal modtage sterilvarer fra Den Regionale Sterilcentral.
”De engangsbrændere, som de skal til at bruge, er simpelthen ikke lige så gode, som dem de har i dag. Det er vi jo nødt til at lytte til. Hvis det ikke er godt nok, så er vi nødt til at finde ud af noget andet,” siger Jan Toftholm.
Nye arbejdsgange med sikkerhedsnet
Et af de steder, hvor der er kommet alternative løsninger på bordet, er i forbindelse med bestilling af instrumenter. Det har tidligere været en del af operationssygeplejerskernes ansvarsområde i samarbejde med kirurgerne. Med overgangen til standardiserede instrumentbakker fra Den Regionale Sterilcentral er der lagt op til, at det nu bliver anderledes. Nu bliver det kirurgerne, der bestiller instrumenter, når de bestiller operationen. Det er noget som både ledende overlæge og operationssygeplejersker på pilotafdelingen har set hen imod med en vis betænkelighed.
”Det bliver jo sådan, at operationssygeplejerskerne kan validere operationsprogrammet, instrumenter og procedurebakker. Men selvfølgelig, når en kirurg bestiller sin operation, så er det kun ham, der ved, hvad han vil lave. Nogle kirurger vil kunne gå direkte ind og bestille operation, instrumenter, og så videre på en gang. Andre vil kunne bestille operationen og så være mere usikre på resten. Derfor bliver det faktisk sådan, at operationssygeplejerskerne får adgang til bestillingen. Sådan var det ikke tænkt i starten,” forklarer Jan Toftholm. ”Men vi kunne godt se fornuften i at ændre det."
Sterilcentralen er alles projekt
Selvom det nu er Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling, som starter den 17. august, så opfordrer Jan Toftholm til, at alle involverede ledere tager projektet på sig:
”Ledelsesopgaven er også at tro på, at veltilrettelagte projekter – og det er det her – faktisk kan komme i mål, hvis vi driver det sammen. Vi skal som individer pege på de problemer, der er, men vi kan kun løse dem sammen. Det her er ikke nogens projekt, der rammer os. Det er et fælles projekt.”
Han mener ikke, at klinikere er forandringsfjendske, men at der er et naturligt behov for at sætte formålet med Den Regionale Sterilcentral i det rette perspektiv:
”Det er jo ikke et issue, om der er sterilvarer. Sådan er det i dag, og sådan vil det være fremover. Det vi skal ud og forklare er, at vi simpelthen har haft brug for at lave en mere sikker genbehandling og nogle mere sikre procedurer omkring genbehandling og nu får moderniseret hele vores autoklave park.”
Derfor har han også en appel til klinikerne, som står overfor at gå i gang med implementeringen:
”Ha’ nu tillid. Det, klinikere skal pege fingre af, er, hvis ikke rette instrument er på rette sted til rette patient til rette tid. Det dur simpelthen ikke. Men vi må tro på, at vores gode kollegaer, som er uddannet til alt det udenom kirurgien, har styr på det.”