Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet er som pilotafdeling de første, der overgår til leverancer af genbehandlede operationsinstrumenter fra Den Regionale Sterilcentral.
Afdelingssygeplejerske på Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling, Lone Therkelsen forventer, at de rigtige instrumenter kommer til den rigtige patient på det rigtige tidspunkt, men har dog stadig sine bekymringer. Især omkring det at gå fra at snakke om forandringerne til at stå med dem i hænderne.
Også oversygeplejerske på Rigshospitalets Afdeling for Bedøvelse, Operation og Opvågning, Pernille Olsbro Adamsen ser nye udfordringer i overgangen til den fælles sterilcentral. Hun frygter, at det vil give mindre fleksibilitet i afviklingen af operationsprogrammet, og forudser en genforhandling af snitflader i samarbejdet mellem kirurger og operationssygeplejersker.
Et anderledes samarbejde
Med omlægningen til Den Regionale Sterilcentral ændres måden, hvorpå der bestilles instrumenter. Det betyder i praksis, at det vil være kirurgerne, der, når de bestiller en operation i Sundhedsplatformen, også bestiller den prædefinerede instrumentpakke, som man på afdelingen har defineret til lige præcis den type operation i basisprocedurerne. Udover at den øvelse har været en enorm stor opgave, så betyder det også et skifte i samarbejdet mellem kirurger og operationssygeplejersker:
”Det er en kæmpe logistisk øvelse. Men det er jo også en stor kulturel omvæltning. Kirurgerne skal på banen på en anden måde, end de har været tidligere. Vi har haft én måde at gøre tingene på før, men vi skal tænke det anderledes i fremtiden,” siger Pernille Olsbro Adamsen.
Hun påpeger også, at de ændrede arbejdsgange har stor betydning for operationssygeplejerskernes rolle:
”I rigtig mange år har det, at have samarbejdet med kirurgerne om instrumenter, været en del af operationssygeplejerskernes kerneområde. Noget af det kommer vi stadig til at have med at gøre, når vi snakker helt specielle instrumenter, og noget af det forsvinder. Så der er også en identitet hos operationssygeplejersker, som bliver anderledes.”
Ikke alt er ligetil
Overgangen til Den Regionale Sterilcentral betyder også, at instrumenterne nu skal have en fælles standard på tværs af regionen. I den forbindelse er der noget operationstilbehør, som tidligere er blevet genbehandlet, der nu vil være engangsudstyr. Det har været en særlig udfordring for Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling, der årligt skal modtage instrumenter til mere end 10.000 operationer.
”Der er simpelthen engangsting, som kirurgerne ikke kan bruge. De er ikke fine nok til deres kirurgi. Så der har vi et samarbejde med sterilcentralen om, hvad vi gør,” forklarer Lone Therkelsen.
Og generelt har Lone Therkelsen været meget glad for samarbejdet med Den Regionale Sterilcentrals projektorganisation:
”Vi har haft adskillige møder med sterilcentralen. Selvfølgelig har de nogle ISO-standarder, som de skal opfylde. Disse standarder medfører også, at nogle at de produkter, som vi tidligere selv har genbehandlet, ikke længere kan leveres. Så der har vi et samarbejde med sterilcentralen om at finde en løsning.”
Fra papir til praksis
Selvom forberedelserne har været omfattende og langvarige, har det overrasket Lone Therkelsen, at de ikke har haft mulighed for at øve de nye arbejdsgange mere i praksis på afdelingen:
”Der har været nogle få dage, hvor sterilcentralen er kommet med vogne og selv har prøvet arbejdsgangene. Og én dag fik jeg også lov at prøve. Men jeg havde egentlig en forventning om, at mine medarbejdere også skulle være med, så de kendte hele arbejdsgangen. Nu bliver det så lidt fiktivt, hvor vi snakker om det til morgenmøderne.”
Heller ikke timingen i midten af august huer Lone Therkelsen:
”Jeg er egentlig lidt bekymret for den periode, vi skal starte op i. Jeg har ikke haft mulighed for at forberede personalet her lige op til, da mange er på sommerferie. Vi starter med sterilcentralen den første dag, vi er oppe på fuld aktivitet, plus vi skal være på to lokationer, da vi også skal være i Nordfløjen. Så når vi forbereder os, skal vi hele tiden tale om to lokationer og to forskellige måder at håndtere instrumenterne på.”
Udfordring for fleksibiliteten
For Pernille Olsbro Adamsen er det især udsigten til ikke at kunne bytte rundt på operationer i løbet af dagen, der bekymrer hende:
”Pludselige ændringer af operationsprogrammet går hen og bliver rigtig vanskelige. Jo mere akut kirurgi der er tale om for et speciale, desto sværere bliver det at navigere i med en fælles sterilcentral, hvor forsyningsflowet – forståeligt nok - er standardiseret. At flytte rundt på patienterne, fordi der lige er et hul på stuen, så vi kan få afviklet et operationsprogram hurtigt og til tiden – det bliver et stort issue, som vi skal arbejde med.”
Men også omstillingsparathed i det enkelte kirurgiske indgreb kan blive en udfordring.
”Vi er faktisk højt specialiserede på Rigshospitalet – jeg ved godt, at det er en gammel traver”, siger Pernille Olsbro Adamsen med et smil, ”men det er vi altså. Ofte ved vi ikke, hvad mange af vores operationer ender med, før vi har åbnet.”
Fortrøstningsfulde trods alt
Selvom der stadig er mange små detaljer, der skal falde på plads inden den 17. august og sikkert også nogle udfordringer, som først bliver synlige, når pilotafdelingen går i drift, så har Lone Therkelsen fuld tiltro til sine medarbejdere:
”Det skal de nok klare. De har været parate længe på grund af flere udsættelser. Så de er også motiverede for, at nu skal det endelig være.”
Desuden påpeger Lone Therkelsen, at implementeringsorganisationen fra Den Regionale Sterilcentral står klar til at hjælpe:
”Jeg er fortrøstningsfuld, for de stiller jo op med support fra sterilcentralen, og de er der hele tiden.”
Også Pernille Olsbro Adamsen er fortrøstningsfuld ved udsigten til at komme igang:
”Det er jo en pilot. Så det er også et spørgsmål om at sige: ’Okay nu går vi all in på den her afdeling og får lært af alle de fejl, der kan være’. Alle er meget dedikerede, for vi vil jo allesammen gerne have, at det lykkes.”