Patienter som undervisere

​Patienter med kroniske sygdomme er med til at uddanne fremtidens sundhedsprofessionelle. Gennem deres historier og feedback klæder de medicinstuderende på til at behandle ud fra et helhedsorienteret patientperspektiv.

Af Jesper Gram Frandsen

Scenen er velkendt. Det sker tusindvis af gange om dagen rundt omkring på de danske hospitaler. En kittelbærende læge tager imod en behandlingskrævende patient. Samtalen tager ca. ti minutter og alt er som det plejer. Og så alligevel ikke. Efter samtalen smider lægen sin kittel og patienten begynder at give lægen feedback på samtalen. De mødes i øjenhøjde og lægen lytter opmærksomt efter den netop behandlede patients respons. Rollerne er nemlig byttet om. Lægen er medicinstuderende og patienten er patientunderviser.

Inddragelsen af patientens erfaringer er afgørende for at de medicinstuderende kan danne sig et helhedsbillede, fortæller antropolog, sygeplejerske og kursusleder ved CAMES, Anne Marie Rieffestahl, der var med til at starte konceptet Patienter som undervisere op for seks år siden:

”Vi har meget fokus på at det er individet og mennesket bag diagnosen, der er i centrum. Et af konceptets hjørnesten er, at ethvert menneske er unikt. Patientunderviserne ved bedre end nogen andre, hvad det vil sige at være patient, da de har prøvet det på egen krop.”

Region Hovedstaden finansierede den toårige projektperiode 2013-2014, og da projektet blev evalueret højt af kursisterne og forespørgslen fra uddannelsesinstitutionerne voksede, gjorde regionen finansieringen permanent. Konceptet kører nu på adskillige præ- og postgraduate sundhedsuddannelser som en fast bestanddel af uddannelsen af fremtidens sundhedsprofessionelle.

Judit og Anne Billede beskåret.jpg

Anne Marie Rieffenstahl (tv) og Judit Vibe Madsen (th)

Kronikere som undervisere

Alle patientundervisere på CAMES lider af kroniske sygdomme som KOL, diabetes 1 og 2, hjertesygdomme, kroniske lænderyg-smerter eller leddegigt. Kontakten til potentielle patientundervisere sker typisk gennem patientorganisationer, forebyggelsescentre, sundhedscentre eller patientnetværk.
Der foregår en grundig kvalificering og sortering før de kommende patientundervisere indrulleres i undervisningen. De må bl.a. ikke være nyligt diagnosticerede, men skal gerne have haft deres sygdom i ca. to år. Sundhedsfaglig kandidat, fysioterapeut og kursusleder ved CAMES Judit Vibe Madsen, hvis primære er opgave er drift og udvikling af konceptet,  forklarer hvorfor:

”Man skal være afklaret med sin sygdom. Hvis man lige har fået konstateret en kronisk sygdom, vil man ofte være chokeret og kan ikke altid anskue situationen objektivt. Derfor er det vigtigt, at man har levet med sin sygdom, før man bliver patientunderviser.”

Det er også vigtigt, at patientunderviseren ikke ser undervisningen som en mulighed for at komme af med sine eventuelle frustrationer mod sundhedsvæsenet eller har fokus på, om den medicinstuderendes forståelse af sygdomsbilledet er fuldstændigt. De skal i stedet have fokus på den kommunikative og nonverbale adfærd.

”Patientunderviserne skal ikke have så meget fokus på, om de medicinstuderende laver fejl i den medicinske profilering. De er jo på ingen måde eksperter endnu. Der skal mere være fokus på, om der fx er god øjenkontakt og om de formår at tage hånd om patientens bekymringer”, forklarer Judit Vibe Madsen.

Når patientunderviserne er godkendte og kvalificerede indgår de som en fast del af de medicinstuderendes kommunikationstræning. Patientunderviserne er med til at klæde de studerende på til mødet med patienterne i klinikken gennem simulerede konsultationssamtaler og efterfølgende feedback.

Den afgørende feedback

Selve samtalen er så virkelighedstro mod den kliniske hverdag som muligt og patientunderviserne agerer ud fra cases, der er baseret på deres egen sygdomshistorik. De trænes til at kunne genkalde de følelser, de fik da de blev diagnosticeret, så den medicinstuderende får et så realistisk patientmøde som muligt. Efter samtalen smider den medicinstuderende i bogstavelig forstand kitlen og modtager feedback fra patientunderviseren. Et møde, der ofte kalder på refleksion.

”Der er mange af de studerende, der sidder tilbage med et stort indtryk efter at have mødt patientunderviserne. Ikke bare gennem deres fortællinger og erfaringer, men også fordi de kan se at de rent fysisk er syge. De simulerer ikke, det er faktisk virkeligt. De har mulighed for at stille spørgsmål og på den måde er det et skridt nærmere klinikken og dermed forsøger vi at bygge bro til den virkelige hverdag”, fortæller Anne Marie Rieffestahl, der også forsker i patientinddragelse i medicinsk uddannelse.

Feedbackmodel (1).jpg

En del af patientundervisernes kvalificering sker ud fra en feedback-model,
de kan bruge i den efterfølgende samtale med de studerende.

Fra paternalisme til partnerskab

Patienter som undervisere  følger Region Hovedstadens mål om et sundhedssystem, der bevæger sig væk fra paternalisme og hen imod et partnerskab med patienten, forklarer Anne Marie Rieffestahl og det er en nødvendighed i en tid, hvor patienterne er mere oplyste. Den øgede patientinddragelse giver ikke kun de medicinstuderende en større ballast, men er også en fordel for patienterne:

”Det lyder enkelt, men det er det ikke. Det er stadig ikke en selvfølge alle steder. Men jeg synes det giver god mening at give patienten en stemme, da det i sidste ende er dem der mærker sygdommen på egen krop. Deres erfaringsgrundlag er i sidste ende med til at styrke patientsikkerheden,” siger hun.

Det er ikke kun de medicinstuderende, der kan blive berørt over patientundervisernes historier. Selvom Judit Vibe Madsen har arbejdet med konceptet i en rum tid, kan hun stadig blive berørt:

”Når jeg er ude og høre patienter fortælle deres historier, berører det mig stadig rigtig meget, når jeg kan se, hvordan de studerende bliver berørt. Patientens stemme sætter aftryk, og det er det, de husker ude i klinikken.”

Oversigt (1).jpg

* Konceptet ”Patienter som undervisere” indeholder også pårørendeundervisere. Det kan du læse mere om snart.

Redaktør