​​En cykeltur ved åen eller på en rolig landevej - der er mange muligheder i 4Mvideos system. 

Snup en cykeltur i sofaen, mens familien hepper

Hvad siger du til en cykeltur ved Mølleåen, gennem Valby-parken eller langs Roskilde Fjord – mens du sidder i en behagelig stol hjemme i din stue? Virksomheden 4Mvideo har udviklet et system, der skal få mere motion ind i hverdagen for ældre og andre borgere, der ikke længere kan komme ud på jernhesten eller vil have et alternativ.

Vent...

​"Når landevejsryttere træner indendørs, så har de nogle meget avancerede systemer, hvor man fx kan cykle en af Tour de France-ruterne og klatre op ad Alpe d'Huez. Det er en træningsform, der motiverer den gruppe. Men hvad nu hvis man kunne lave noget, der var enkelt? Noget som en 80-årig, der går med rollator, kan bruge," fortæller 4Mvideos direktør og medgrundlægger Erik Johannsen om den idé, der satte gang i udviklingen af motionssystemet.

4Mvideos system fungerer ved, at du sætter en sensor på en pedalarm, der sender et signal til en tablet. Tabletten viser en video fra en cykelrute, og når du træder i pedalerne, afspilles videoen i det tempo, der trædes i. Enten kan du vælge en video fra biblioteket eller få familiemedlemmer til at optage videoer fra dit eller deres lokalområde, og små videoer med heppende børnebørn eller motiverende beskeder kan lægges ind i løbet af ruten.

Vil være med til løse udfordring

4Mvideo holder til i Lyngby, og de vil gerne være med til at løse en af de udfordringer, vi har som samfund: Der bliver flere ældre, og mange ældre er fysisk inaktive. Det kan have en række negative følgevirkninger og forskellige sygdomme, der kræver behandling og pleje.

"Vi prøver at yde vores lille bidrag til, at færre får brug for sundhedsydelser, eller at behovet i hvert fald forsinkes," siger Erik Johannsen. 

4Mvideo har EU's AAL-program i ryggen. AAL står for Active and Assisted Living og støtter netop virksomheder, der arbejder for at sikre sund alderdom i en digital verden – et program, som de blev bekendt med gennem Greater Copenhagen EU Offices virksomhedsservice CopenVirk.

Gennem programmet har 4Mvideo startet projekter, hvor softwaren testes i samarbejde med hospitaler i Norge og Spanien og Holbæk Sygehus i Danmark. Udgangspunktet var et pilotforsøg i samarbejde med Gladsaxe Kommune, der nu bruger systemet blandt borgere i hjemmeplejen, den ambulante træning og i plejeboligerne.

Tilgængeligt og til at betale​​

Med en abonnementsordning, et sæt pedaler og en sensor, der kan klikkes hjem fra virksomhedens webbutik, kan privatpersoner nemt komme i gang med at cykle.​

"Vi vil selvfølgelig meget gerne sælge til kommunale kunder og institutioner, men vi har også haft fokus på at finde frem til en model, hvor det bliver let og attraktivt for privatkunder at bruge, så det ikke nødvendigvis er alle sundhedsydelser, der skal betales af det offentlige. Men det kræver, at de er tilgængelige og til at betale for kunderne," konstaterer Erik Johannesen og fortæller, at de arbejder for at få prisen under 100 kroner om måneden – blandt andet muliggjort af at folk har lyst til at dele deres cykelvideoer med brugerne. ​​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor