DR sætter fokus på Greater Copenhagen EU Office

​DR har sat fokus på det arbejde, som vi laver på kontoret i Bruxelles for at hjælpe små og mellemstore virksomheder i Østdanmark med at søge EU-støtte og udvikle deres gode idéer.

Vent...

På forsiden af dr.dk og på P4 København har DR i april sat fokus på det arbejde, som Greater Copenhagen EU Office laver for at hjælpe innovative virksomheder i Østdanmark med at finde muligheder for finansiering i EU-systemet. EU-støtte kan nemlig gøre en mærkbar forskel for små og mellemstore virksomheder, der har innovative idéer og store ambitioner.

Det siger Michael Henriksen, der er administrerende direktør hos Wavepiston til dr.dk. Virksomheden har fået 34 mio. kr. i EU-støtte fra tre forskellige puljer, og det har været helt afgørende for, at de kunne udvikle ny innovativ teknologi til at lave bølgeenergi.

"Uden disse støttekroner ville vi slet ikke kunne fortsætte med at eksistere", siger han til dr.dk i artiklen.

Også i Herlev Kommune har en række virksomheder fået støtte, og det glæder borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) sig over. Herlev er den hovedstadskommune, hvor virksomheder har fået flest kroner i EU-støtte per indbygger.

Læs artiklen her.

Høje krav til virksomheder
Konsulent Rasmus Mørk fra Greater Copenhagen EU Office (GCPHEU) fortæller bl.a. til DR, at det ofte er ny teknologi og forskningsdrevne projekter, der får EU-midler, men at produktionsvirksomheder også kan søge med succes.

"Man behøver ikke være fra et universitet for at få EU-støtte. Vi har også hjulpet tømrervirksomheder, der har haft en spektakulær udvikling, fordi de har en rigtig god forretningsidé", siger Rasmus Mørk.

I 2018 hjalp GCPHEU 70 virksomheder i gang med at skrive en ansøgning til EU-programmer. Heraf blev 36 procent godkendt og modtog samlet set 123 mio. kr. i støtte.

Der er imidlertid hård konkurrence om midlerne, så Greater Copenhagen EU Office rådgiver også en del virksomheder til ikke at spilde tid på EU-støtte, men i stedet søge et dansk program til at starte med. For at klare sig i konkurrencen om EU-støtte skal det produkt man udvikler være meget nyskabende og kunne eksporteres i stor skala. Til gengæld støtter EU med højere beløb og støtteprocent end dansk funding.

Læs mere om Copenvirk her.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor