EU-midler har givet københavnsk virksomhed et stort skub

​Virksomheden Radiobotics søger alle de EU-programmer, den kan komme i nærheden af – og har indtil videre haft stor succes med at få finansiering til at udvikle produkter, som på sigt skal løse en stor udfordring i sundhedsvæsenet.

Vent...

​Radiobotics fire grundlæggere. Fra venstre: Pavel Lisouski, Stine Mølgaard, Mads Jarner Brevadt og Martin Axelsen. Foto: Radiobotics

På bare tre år er københavnske Radiobotics gået fra at være en lille start-up bestående af de fire grundlæggere til en virksomhed med hele 22 medarbejdere. En af grundene til, at virksomheden på så kort til har fået vind i sejlene, skyldes en ihærdig og målrettet indsats med at søge – og få – midler fra flere forskellige EU-programmer, fortæller direktør Mads Jarner Brevadt.

”Helt grundlæggende har EU-midlerne betydet, at vi kunne ansætte medarbejdere i opstartsfasen og videreudvikle vores teknologi, uden at vi var nødt til at afgive store dele af firmaet til private investorer,” forklarer han og fortsætter:

”Udover pengene har det også været en god PR-historie for os. Da vi fik vores første store grant, Eurostars, med den højeste score i programmets historie, var det et perfekt trinbræt til at overbevise andre investorer om at satse på os. Et par måneder efter lukkede vi en investeringsrunde på 10 millioner kroner, og det kunne vi nok ikke have gjort lige så succesfuldt uden programmet,” fortæller han.

Håber at kunne løse et stort problem

Lægevidenskaben benytter sig i stigende grad af scanninger som fx røntgen, CT og MR til at få et indblik i kroppen. Men antallet af radiologer, der skal analysere billederne, stiger ikke tilsvarende. Derfor oplever flere lande mangel på denne type arbejdskraft og problemer med stress og udbrændthed som følge af presset.

Det er ikke noget, man kan uddanne sig ud af, fortæller Mads Brevadt, fordi uddannelsen er enormt lang, og få medicinstuderende vælger netop det speciale. Det er med andre ord teknologien, der skal løse problemet.

”Radiobotics arbejder med at lave software til hospitaler, som via maskinlæring analyserer scanningsbilleder automatisk og udarbejder en medicinsk rapport, som lægen – i stedet for selv at skulle skrive den fra bunden – bruger sin faglighed til at vurdere og redigere og dermed hurtigere kommer igennem bunken” fortæller han.

Programmer åbner døre

De innovative produkter tager dog tid at få klar til markedet, da de skal testes grundigt inden. En anden styrke ved at søge EU-programmer er derfor, at de ikke bare åbner pengepunge, men også døre. For nylig har virksomheden søgt og fået EU-programmet EIC Accelerator, der har indbragt lige under 10 millioner kroner.
Pengene skal bruges til at lave kliniske forsøg i samarbejde med bl.a. Bispebjerg Hospital. 

”Hospitaler og forskere bliver blandt andet målt på, hvor mange legater, de får hjem, så der gode muligheder for samarbejde og at komme ind steder, man normalt ikke har adgang til,” siger Mads.

Hjælp fra CopenVirk
Greater Copenhagen EU Office har ad flere omgange hjulpet Radiobotics via vores virksomhedsservice CopenVirk. CopenVirk hjælper virksomheder med at finde de rette programmer, samarbejdspartnere i ind- og udland og yder økonomisk støtte til eksterne konsulenter, der kan hjælpe med selve ansøgningen.

"Vi havde nok fundet frem til de oplagte programmer, hvis EU-kontoret ikke havde været der, men det betyder rigtig meget at få hjælp fra nogle, der ikke er sat i verden for at tjene penge på os. Derudover er vi kommet med i et stort Horizon 2020-konsortium, og det havde vi ikke kommet med i, hvis ikke Rasmus (Mørk, konsulent red.) havde rakt ud. Det har været bekræftende at komme med i et samarbejde, hvor folk har købt ind på vores idé," forklarer Mads.

Kast alt, hvad du har i hænderne

Radiobotics er bestemt ikke færdig med at søge midler fra EU, og Mads Jarner Brevadt opfordrer lignende virksomheder til at kaste sig ud i det:

"Hvis du har en idé eller et produkt, som er teknologisk svært at udvikle, og hvor der er langt til markedet, så kast alt, hvad du har i hænderne, og sæt dig ned og skriv den ansøgning, fordi det hjælper virkelig. Det har været nogle lange dage og nætter, hvor vi har skrevet ansøgninger, men lange arbejdsdage skal man nok være indstillet på lige meget hvad, hvis man er iværksætter," afslutter han.





Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor