Hvordan kan Europa stå bedre rustet, når den næste krise rammer? Det spørgsmål fylder stadig mere på EU's politiske dagsorden. På en konference om klimaresiliens og beredskab i Bruxelles 30. september satte Bella Nestorova, teamleder for Disaster Risk and Resilience i Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Civilbeskyttelse og Humanitær Bistand (DG ECHO), fokus på behovet for en mere sammenhængende tilgang til forebyggelse og beredskab. Hun præsenterede samtidig to centrale initiativer, der efter planen skal fremlægges i 2026.
Ifølge Nestorova udvikler risikobilledet sig hurtigt, og udfordringerne inden for klima, sundhed og teknologi hænger i stigende grad sammen. Alligevel er ansvaret for beredskab ofte fordelt mellem forskellige sektorer og myndighedsniveauer. Det gør det vanskeligt at koordinere indsatsen og omsætte risikovurderinger til konkret handling, mens omkostningerne ved manglende forebyggelse vokser. Samtidig er det ofte lokalsamfundene, der mærker konsekvenserne først, når katastroferne rammer.
Derfor pegede Nestorova på behovet for at styrke samarbejdet på tværs af myndigheder og ruste lokalbefolkningen til bedre at håndtere fremtidige kriser.
To centrale EU-initiativer på vej
Som led i EU's overordnede Preparedness Union Strategy fremhævede Nestorova to initiativer.
Det første er en samlet risikovurdering for EU, som skal skabe et mere samlet europæisk overblik over risici og trusler. Vurderingen skal blandt andet bygge på forskning, data og eksisterende nationale risikovurderinger for bedre at kunne identificere sammenhænge mellem eksempelvis naturkatastrofer, sundhedskriser og teknologiske trusler. Vurderingen udarbejdes på EU-niveau og er ikke direkte rettet mod kommunerne, men kan på sigt påvirke det nationale risikobillede, som kommunernes beredskabsplanlægning tager udgangspunkt i.
Det andet initiativ er minimumskrav til beredskab, som skal styrke modstandsdygtigheden i samfundets vigtigste funktioner, som for eksempel sundhedsvæsenet og forsyningen med vand, varme og el. Det er anbefalinger, og den danske stat beslutter selv, om og hvordan de skal gennemføres herhjemme.
Begge initiativer afspejler Kommissionens ambition om at bevæge sig fra en fragmenteret til en mere koordineret europæisk beredskabsindsats.
Kommuner og regioner har en central rolle
Selvom EU skal skabe fælles rammer og værktøjer, bliver det i høj grad de lokale og regionale myndigheder, der skal omsætte ambitionerne til praksis.
Det understregede også Diane Catherine, som er Community Support for Urban Transitions Mission. På konferencen pegede hun på udfordringen med at udbrede lovende pilotprojekter til flere europæiske byer. Manglende kapacitet, begrænset adgang til data og utilstrækkeligt samarbejde på tværs af myndighedssektorer er blandt de barrierer, der skal overvindes.
Urban Transitions Mission er et internationalt initiativ støttet af Europa-Kommissionen, der hjælper byer verden over med at arbejde hen imod klimaneutralitet gennem adgang til viden, værktøjer og kapacitetsopbygning. Initiativet er behovsdrevet og tager udgangspunkt i de konkrete udfordringer, som byerne selv oplever, og omfatter aktuelt 145 byer fra 52 lande.
Der kan også være nye finansieringsmuligheder på vej. Beredskab og resiliens forventes at få en større rolle i EU's kommende flerårige budget fra 2028, hvilket kan åbne for yderligere støtte til regionale og kommunale indsatser. De konkrete muligheder vil dog afhænge af de endelige budgetforhandlinger og medlemslandenes prioriteter.
Budskabet fra konferencen er dermed klart: Fremtidens beredskab skal ikke kun reagere, når kriser opstår, men også forebygge dem gennem bedre planlægning, samarbejde og inddragelse af lokale aktører.
Ved yderligere spørgsmål kan der rettes henvendelse til specialkonsulent Jørn Sanne-Wander på mail jsw@cphoffice.eu.