Guldborgsund Kommune får EU-informationscenter for hele Region Sjælland

De kommende fire år skal Guldborgsund Kommune være hjemsted for et Europe Direct-kontor, hvor borgerne i Region Sjælland kan få svar på deres spørgsmål om EU. 

Vent...

​Nykøbing Falster set fra oven.

​I foråret kontaktede Greater Copenhagen EU Office Guldborgsund Kommune om en indkaldelse, som Europa-Kommissionen havde lanceret: Man kunne som kommune søge om at huse et Europe Direct-kontor. Kommunen valgte at søge, har netop vundet udbuddet og til efteråret forventer man at kunne slå dørene op for kontoret, der kommer til at ligge hos Bibliotek & Borgerservice med EU-faglig støtte fra kommunens internationale kontor.

Europe Direct Sjælland, som det kommer til at hedde, bliver et sted, hvor borgerne kan få svar på deres spørgsmål om EU om alt fra regler, EU-tilskud og EU's politiske prioriteter. Derudover skal informationscentret også løfte en særlig informationsopgave i forhold til skoler og uddannelsesinstitutioner.

Et skulderklap

I en pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune fortæller borgmester John Brædder: "Jeg synes, det er fantastisk, at EU har valgt at lægge deres informationscenter for Region Sjælland i Guldborgsund. Det er et kæmpe skulderklap til vores internationale samarbejde, som vi efterhånden er ret kendt for. Samtidig ligger vi jo bogstaveligt talt ved indgangen til Europa, så på alle måder giver det god mening, at vi nu skal have et EU-informationskontor".

Også Frede Danborg, der er international koordinator i kommunen og har været med til at skrive ansøgningen, er glad for den nye opgave: "Vi valgte at søge, fordi vi syntes, at det kunne skabe en god synergi mellem vores internationale arbejde og EU-projekter og give nogle andre vinkler på EU-samarbejdet," fortæller han og fortsætter: "Her vil der være fokus på den mere generelle viden om EU, så drømmescenariet er, at borgerne, ikke bare i Guldborgsund, men hele Region Sjælland ser EU's opgave i dagligdagen. Vi håber også, at det kan være med til at give et kvalificeret grundlag til at tage stilling til EU's dagsordener".

Danmarks fjerde Europe Direct Center

I Danmark er der allerede tre Europe Direct-centre: Et i Odense, et i Struer og et på Bornholm. Det bliver kommunens egne ansatte, der skal betjene informationscentret, og de kommer til at arbejde tæt sammen med de andre centre og Europa-Kommissionen, der står bag indsatsen. Det årlige tilskud fra EU til Europe Direct Sjælland er på 340.000 kroner.

Guldborgsund Kommune skriver i pressemeddelelsen, at når informationscentret åbner, kan man dels kontakte det via personlig henvendelse, og dels vil informationsarbejdet ske gennem en hjemmeside, de lokale medier i regionen, regionens skoletjeneste, borgermøder samt Kulturtjenesten.

Inden kontoret kan åbne, mangler det endelige papirarbejde og kontrakten med Europa-Kommissionen lige at komme helt på plads.

Du kan læse pressemeddelelsen fra Guldborgsund Kommune her.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor