​Ole Kjerkegaard Nielsen er direktør og medstifter af GO-Pen, der producerer insulinpenne målrettet de mange millioner diabetikere, der lige nu doserer deres insulin med en sprøjte. Fotograf: Lukas Borre Rasmussen

Innovativ startup vil sikre lige adgang til diabetesbehandling: Uden EU havde vi ikke kunnet fortsætte

​Alle skal have råd og adgang til ordentlig medicinbehandling. Det er filosofien bag virksomheden GO-Pen, der holder til i Lyngby-Taarbæk. Hos GO-Pen producerer man insulinpenne målrettet de 20% af diabetikere på verdensplan, der lige nu doserer deres insulin med en sprøjte – og det har EU set potentialet i.

Vent...
GO-Pen er en startup, som har udviklet en insulinpen, der skal løse problemet for den store gruppe af diabetikere, der lige nu ikke har adgang til insulinpenne, men bruger en injektionssprøjte til at dosere insulin. En sprøjte er langt fra den mest optimale løsning, da det er svært at sikre en præcis insulindosering, og det kan potentielt medføre langvarige sundhedsproblemer og forkorte folks liv. Den gruppe af diabetikere, der bruger en sprøjte, kommer oftest fra de fattigste dele af verden, hvor medicinen er meget dyr, og hvor sundhedshjælp ikke er en selvfølge.

Ole Kjerkegaard Nielsen er direktør og medstifter af GO-Pen. Han er uddannet biolog og statistiker og tilbragte som led i sin ph.d. fem år i Nigeria, hvor han forskede i ny teknologi til at skabe mindre børne- og kvindearbejde i små landbrug. Senere blev han "Global Impact Director" i Novo Nordisk, og gennem hele sin karriere har han beskæftiget sig med at finde løsninger på den store ulighed, der er på tværs af verdensdele.

"Det er voldsomt overvældende, hvor mange mennesker, der lever under ekstremt fattige forhold," fortæller han. "I Indonesien mødte jeg en mand med diabetes, der hedder Pak. Hver eneste dag tog han til lægen, købte et skud insulin og tog hjem igen. Han brugte lige så mange penge på at transportere sig frem og tilbage fra lægen, som han brugte på selve insulinen. Det er virkeligheden for rigtig mange mennesker i Afrika og Sydøstasien, og det er nogle af de problemer, vi prøver at løse".

EU belønner innovation


Der er brug for at få skabt lighed på rigtigt mange fronter, mener Ole Kjerkegaard Nielsen. "Det er det, som EU har blik for. Vi skal have sat gang i innovation og i virksomheder, der arbejder for at skabe mere lighed. Hvis vi ønsker en anderledes verden, må vi også gøre noget andet," siger han.

Og EU og de nuværende investorer har netop kunnet se potentialet i GO-Pen. Sidste år kunne virksomheden hente mere end 18.625.000 kroner hjem fra EU-programmet EIC Accelerator, og der ligger yderligere 30 millioner kroner og venter i investering fra EU, hvis GO-Pen kan finde medinvestorer, der kan matche beløbet fra EU.

"Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Uden EU og vores nuværende investorer havde vi ikke kunnet fortsætte. De her EU-penge er den største accelerator-investering i verden. Når jeg fortæller mine amerikanske samarbejdspartnere, at vi har modtaget 2,5 millioner euro, er de ved at falde ned af stolen. Og pengene går kun til startups. Det er så vildt," siger han. "Det tog 1,5 år at søge EIC Accelerator, og det kostede nogle hundredetusinde i konsulenttimer, så det er både dyrt og tidskrævende. Har man aldrig før prøvet at skrive en EU-ansøgning, har man brug for hjælp udefra. Greater Copenhagen EU Office hjalp os med ansøgningsprocessen, og vi modtog også 50.000 kroner fra EUopSTART".

GO-Pen skal længere ud i verden


Hos GO-Pen er målet at udbrede insulinpennen til hele verden, og de har blandt andet søgt om markedsføringstilladelse hos den amerikanske Food and Drug Administration (FDA) med henblik på at kunne lancere produktet i USA, hvor der også bor mange fattige, som ikke har råd til dyre insulinpenne.

Og der er mere potentiale i måden GO-Pen er designet på. GO-Pen anvender ny og eksisterende teknologi til at skabe en pen med mange muligheder, både til at hjælpe en masse mennesker, men også til at spare en masse plastic, og dermed har den et stort bæredygtighedspotentiale. I fremtiden er der mulighed for, at samme type pen for eksempel kan bruges af personer med overvægt eller i forbindelse med fertilitetsbehandling. Hos GO-Pen er fokus dog stadig på at hjælpe diabetespatienterne.

"Der er mange områder, hvor folk kan have brug for en hjemmepen. Men det er 100 år siden, insulinen blev opfundet, og inden for de sidste 50 år er den største opfindelse inden for diabetes stadig insulinpennen. Derfor fokuserer vi lige nu på de 20% af diabetespatienterne, der ikke har adgang til en insulinpen. Det er det problem, vi løser".


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor