Greater Copenhagen EU Office har adresse på Rue du Luxembourg i Bruxelles tæt på Europa-Parlamentet, de andre EU-institutioner og repræsentationer fra hele Europa. Kontoret repræsenterer Region Hovedstaden og Region Sjælland, der fra 2027 bliver til en samlet Region Østdanmark, samt 45 kommuner i begge regioner og fire universiteter.
Siden 2019 har kontoret været med til at skaffe over en milliard kroner i EU-medfinansiering hjem til kommuner, regioner og virksomheder til udviklingsprojekter og innovation inden for sundhed, grøn omstilling og klimatilpasning, uddannelse, transport, digitalisering og meget andet.
Michael Seiding Larsen er borgmester i en kommune, der selv har en del erfaring med EU-projekter. Vordingborg Kommune arbejder blandt andet målrettet med at øge biodiversiteten og forbedre naturen i kommunen.
De har brugt EU-projekter til at beskytte truede dyrearter som klokkefrø og syv andre paddearter ved Knudshoved Odde i projektet Clima Bombina. Senere har kommunen arbejdet for at forbedre biodiversiteten og skabe bedre levevilkår for en sjælden sommerfugl og flere orkidéarter på Østmøn i projektet LIFE ORCHIDS, og i 2023 kom kommunen med i et projekt, Supported By Nature, om naturbaserede løsninger i Østersøen, blandt andet med et stenrev ud for Møns kyst.
I 2022 blev Vordingborg Kommune kåret som Danmarks Vildeste Kommune af Miljøministeriet for arbejdet med biodiversitet og naturbeskyttelse.
Et roterende formandskab
Michael Seiding Larsen er både nyt bestyrelsesmedlem og ny leder. Formandskabet skifter hvert andet år med repræsentation fra region, kommune og et af universiteterne, og Seiding Larsen overtager rollen på vegne af KKR Sjælland og efter Køge Kommunes tidligere borgmester, Marie Stærke.
Bestyrelsen består af medlemmer fra de østdanske regioner, kommuner, universiteter og erhvervslivet og udgør den øverste ledelse for foreningen Greater Copenhagen EU Office.