Kræft kommer i utallige former og er desværre en af de sygdomme som alt for mange mennesker stifter bekendtskab med i løbet af livet. Enten som patient eller som pårørende. Ifølge Kræftens Bekæmpelse får fire ud af ti i Danmark diagnosen, inden de fylder 80 år, og næst efter hjerte-kar-sygdomme er kræft den mest dødelige sygdom i de fleste EU-lande.
Heldigvis forskes der massivt på området - både i forhold til forebyggelse og bedre behandlingsmuligheder. Her kommer den stigende brug af telemedicin i sundhedsvæsenet med nye muligheder, og det er netop dét, man kigger på i projektet eCAN+.
eCAN+ er en forkortelse af den - lidt lange - engelske titel “Enhancing the digital capabilities of cancer centres in the European Union to improve prevention and care". Helt konkret kigger projektet på forbedring af digitale kapaciteter i kræftcentre i Europa med det formål at forbedre forebyggelse og behandling, og samtidig reducere ulighed i kræftbehandling på tværs af de europæiske lande.
Digitale løsninger, stærkere samarbejde og etablering af en fælles europæisk ramme
Projektet løber over en 4-årig i periode (2025-2029), har 83 partnere fra 23 lande og et samlet budget på 186,5 mio. kroner. De to østdanske regioner Region Sjælland og Region Hovedstaden har samlet modtaget 5,6 mio. kroner i EU-støtte fra EU4Health-programmet til de delprojekter, som de hver især er involveret i.
Projektet har det overordnede mål at forbedre borgernes adgang til høj kvalitet i kræftforebyggelse og behandling, uanset hvor i Europa man bor. Det skal ske gennem udvikling af digitale løsninger, stærkere samarbejde mellem forsknings- og sundhedsinstitutioner samt ved at etablere en fælles europæisk ramme for indsamling, deling og anvendelse af sundhedsdata. På den måde understøtter projektet både klinisk praksis, forskning og sundhedspolitisk udvikling.
Vidensdeling, netværk og optimering af ressourcer
I eCAN+ skal Region Sjælland og Region Hovedstaden samarbejde med mange europæiske partnere fra offentlige sundhedsinstitutter, universiteter, hospitaler, kræftcentre og patientforeninger. Fra den danske geografi indgår også Region Syddanmark.
Med samarbejdspartnere fra så mange lande opstår der er mange fordele i forhold til vidensdeling, netværk og optimering af ressourcer. Men med så stort og komplekst et samarbejde kan det samtidig ikke undgås, at der også følger nogle udfordringer med. Det er en del af dét at samarbejde på tværs af landegrænser, sprog, kultur og lovgivning. Der kan fx være store nationale forskelle i forhold til, hvor langt de forskellige lande er på området. Og så er der hele snakken om udveksling af sundhedsdata og de krav, der er til det. Det er blandt andet en vigtig del af den arbejdspakke som blandt andet Rigshospitalet beskæftiger sig med. Altså at finde ud af en fælles ramme for, hvordan man skal kunne udveksle data og samtidig overholde lovgivningen.
Samarbejde på tværs af landegrænser giver værdi
Ifølge overlæge fra Rigshospitalets fase 1-enhed (afdelingen for kræftbehandling) Martin Højgaard er der overvejende god værdi i at samarbejde på tværs af landegrænser: "Det er ikke alle behandlingstilbud, der er til stede i alle lande, så alene det, at der måske er nogle patienter, der ultimativt ville kunne få et behandlingstilbud i et andet land, ville være en smuk ting".
"I tilfælde med sjældne sygdomme vil en sag kunne blive behandlet på højeste faglige niveau på europæisk plan ved anvendelse af de her virtuelle mødefora", fortæller Martin Højgaard og fortsætter tankestrømmen mod mulige afledte effekter: "Det her kan måske også være med til at løfte udfordringen med knappe ressourcer til sjældne sygdomme. I det enkelt land er der måske ikke så mange af den type patienter. Men hvis man kigger ud i Europa, så er der volumen nok. Og så får man akkumuleret en kritisk masse af viden og erfaring i de her netværk".
Kvalitativ forskning, evaluering og kommunikation på tværs af Europa
Også Region Sjælland har en afgørende rolle i eCAN+-projektet. Faktisk har de påtaget sig et stort ansvar for flere dele af EU-projektet. Overlæge på Urologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital Juan Luis Vásquez og hans team har påtaget sig opgaven som "Task lead" på en opgave der omhandler ensretning af brug af begreber indenfor kræftforskning, som skal danne grundlag for sammenlignelige data.
Og forskningsenheden i Staben på Sjællands Universitetshospital står i spidsen for den store opgave med kommunikation af projektet på tværs af EU. Forskningsenheden deltager også med kvalitativ forskning og, sidst men ikke mindst, understøtter de arbejdet fra Urologisk Afdeling. Læs mere om deres rolle på Forskningsenhedens hjemmeside.
Joint Action – Sammen om handling
Forskningsprojektet eCAN+ er en såkaldt Joint Action (JA) under støtteprogrammet EU4Health, der er EU's største selvstændige sundhedsprogram. JA eCAN+ arbejder har fx fokus på at udvikle en ramme til at afprøve brug af digitale værktøjer på en tryg og sikker måde i overensstemmelse med gældende EU-regler for at forbedre brug af sundhedsdata til gavn for kræftpatienter. Men hvad er overhovedet en Joint Action?
Joint Actions er ikke konkurrenceudsatte EU-midler i traditionel forstand. Her kræves det nemlig, at danske offentlige aktører nomineres til deltagelse via Indenrigs- og Sundhedsministeriet, inden regioner og kommuner kan deltage i projekterne. Nogle dele af programmet indeholder dog konkurrenceudsatte midler og minder mere om de klassiske EU-opslag, hvor konkurrerende projektansøgninger vurderes og prioriteres efter kvalitet og relevans.
Er du interesseret i at høre mere om mulighederne for Joint Actions under sundhedsprogrammet EU4Health, er du velkommen til at kontakte vores EU-konsulenter på sundhedsområdet Elise Burmeister (elbu@cphoffice.eu) og Maria Tørnsø Østergaard (mto@cphoffice.eu).