Når du skal have målt dit hjertets funktion og finde ud af, om det slår korrekt og regelmæssigt, får du foretaget et elektrokardiogram (EKG). Det sker ved, at du får klistret en række elektroder med en lille metalkugle på brystkassen, mens hjertets elektriske signal vises på en monitor.
Sammen med partnerne vil AH Metal Solutions dog forsøge at lave en elektrode, der er baseret på to metalkomponenter (kugle og nitte) og på sigt overflødiggøre den nuværende plasticnitte. Det vil skabe både bedre holdbarhed, metal er nemmere at genbruge, og så vil det selvfølgelig også give AH Metal Solutions, der allerede producerer 1.5 mia. af verdens EKG-kugler, mulighed for at etablere et nyt produkt, der vil øge deres omsætning og produktion på fabrikken i Allerød.
I projektet skal AH Metal Solutions lave selve metalkomponenten, mens Instituto Superior Téchnico skal lave en model af, hvordan man får de to dele til at sidde godt sammen, så de holder og sikre signalkvaliteten. Universitet i Portugal har speciale i at sammenføje materialer vha. deformation, der også kaldes kemisk formændring, og har blandt andet tidligere arbejdet med euro-mønterne, der er presset sammen af to materialer.
DTU Mekanik skal undersøge den elektriske modstand i systemet og metaldelenes modstandsdygtighed over for rust, når de bruges sammen med en særlig gel. Det vil sige at partnerne hver især skal yde sit for at sikre, at det nye produkt, de udvikler, er mekanisk og elektrisk stabilt og kan klare det miljø, det kommer til at indgå i, fortæller Rune Christiansen.
Metalformning siden 1975
AH Metal Solutions er en familieejet virksomhed. Den blev i grundlagt i 1975 af Arne Høvelskov, og i dag er det det sønnen Jesper Høvelskov, der er direktør. Det er ikke første gang, at virksomheden begiver sig ud i et EU-projekt, for der er allerede et Eurostars på CV’et, der beskæftigede sig med de små metalkasser, der sidder udenom mikrofonerne, der anvendes i eks. mobiltelefoner. Her fik de i samarbejde med en svensk partner optimeret designet og overfladebelægning, så det passer ind i de tynde elektronikprodukter, der produceres i dag. Og så lavede de et alternativ til den dyre guldoverflade, som man normalt har brugt.
Virksomheder kan søge Eurostars til at omdanne en idé til en prototype, og Rune Christiansen, der er forskningsingeniør hos AH Metal Solutions, fortæller, at det er en ”fantastisk mulighed for at få et tilskud til at komme i gang og udvikle en idé, der ellers ville være blevet i skuffen.”
”Uden Eurostars skulle vi selv have drevet projektet, og det ville først og fremmest have krævet meget økonomisk. Vores partnere, der er eksperter inden for hvert deres område, har vi fået, fordi vi kom med et konkret udspil og mulighed for funding,” fortæller Rune.
AH Metal Solutions har undervejs fået rådgivning fra Greater Copenhagen EU Office gennem den gratis virksomhedsservice
CopenVirk. Projektets samlede støttebeløb er 4.8 millioner kroner.