Hvor skal Europa gå hen i en forandret verden? Hvad skal Europa satse på for at styrke vores konkurrenceevne?
Det giver Europa-Kommissionen sit bud på i det dugfriske Competitiveness Compass, som bygger på Draghi-rapportens anbefalinger. Retningen sættes i dette "roadmap" ud fra nogle grundlæggende principper om forenkling, hastighed, koordinering, fælles finansiering, indre marked, uddannelse og jobs, der har til formål at gavne Europas virksomheder og borgere.
Den består af tre søjler: 'Lukning af innovationskløften', 'mindskning af udledning af fossile brændstoffer samt styrkelse af grøn energi' og 'reduktion af Europas afhængighed af andre og øget sikkerhed'.
I Competitiveness Compass nævnes en lang række strategier, initiativer og lovforslag, der nu skal arbejdes videre med. I forhold til innovation kan fx nævnes et gennemgående fokus på AI, en Biotech Act, en Life Science-strategi og støtte til startups. For en mere ren industri er lovpakken Clean Industrial Deal et flagskib og i forhold til den sidste søjle, kontinentets sikkerhed, skal der ses på fælles indkøb, kritiske råstoffer, forsvar, kritisk medicin, klimasikring blandt mange andre tiltag.
Videnskab og forskning skal stå i centrum og give mulighed for at tiltrække og fastholde verdens bedste talenter, mens skabelse af kvalitetsjobs og entreprenørskab skal belønnes. Ambitionen er at øge forskningsinvesteringerne og samtidig målrette støtten mere mod strategiske prioriteringer. Samarbejdet mellem universiteter, erhvervsliv og forskningsinstitutioner skal styrkes yderligere, blandt andet via European Universities Alliances.
Kommissionen vil også se på forenkling af adgangen til finansieringsmuligheder i forhold til det kommende langsigtede EU-budget, MFF'en. Kommissionens arbejdsprogram for 2025, der sandsynligvis bliver offentliggjort den 11. februar, forventes at give os flere detaljer om retningen.
Birgitte Wederking