Gå til hovedindhold

​​

Chefens klumme: Velkommen 2024

​​Jeg håber, at I kom godt ind i 2024, som jo startede med et historisk tronskifte. En stor tak går til dronning Margrethe II for alt og de bedste ønsker til det nye kongepar for vores fælles og forbundne fremtid. Og forbudne er vi også i Europa. Det forpligter os til at fortsætte med at gøre en indsats for at samarbejde – også i 2024, der uden tvivl bliver et spændende år.

Vent...
Vi ser ind i et stort valgår med både nationale valg for en tredjedel af EU-landene og valg til Europa-Parlamentet. Det er også estimeret, at over halvdelen af verdens befolkning har mulighed for at sætte deres kryds i år med valg i blandt andet USA, Rusland og Indien.

Med valget til Europa-Parlamentet rundt om hjørnet og udnævnelsen af en ny Europa-Kommission senere på året forventer vi en lavere aktivitet på lovgivningssiden i en del af året og også et vist pres på det nye belgiske EU-formandskab. Med valg og vagtskifte følger noget usikkerhed, der dog ikke skal stå i vejen for drøftelse og aktion i forhold til store dagsordener som klima, udvidelse, forsvar og sikkerhed, migration og vores konkurrenceevne i en ny geopolitisk verdensorden.

I denne sammenhæng kommer en vigtig diskussion af den fremtidige fælles flerårige budgetramme (MFF), der skal tage hensyn til endnu flere forhold og forskelligheder. Vi er samtidigt gået i gang med at reflektere over det næste rammeprogram for forskning og innovation – FP10. Udvikling og beredskab afspejles i forskningspolitikken, og innovation får særlig opmærksomhed i blandt andet den nye High Level Group of Experts, der skal midtvejsevaluere Horizon Europe og give indspil til FP10 på baggrund af erfaringer og fremsyn. Vi er glade for, at DTU-rektor Anders Bjarklev bidrager direkte til arbejdet i denne gruppe.

I år kan vi også fejre de fælles europæiske forskningsrammeprogrammers 40-års jubilæum. Det vil blandt andet blive markeret på Research and Innovation Week i marts i Bruxelles. Og det leder mig hen på vores nye tiltag – arrangementspuljen! Den kan du få økonomisk støtte fra, hvis du enten vil deltage i et event i Bruxelles, eller hvis du selv vil arrangere et EU-arrangement i Danmark.

Vi ser frem til at fortsætte med at bygge bro mellem EU og Danmark og holde jer opdateret året igennem.

Birgitte Wederking


@birwed  (holdninger er personlige)​​​​



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden