Med så stor en opgave skulle man tro, at Smith Innovation er en kæmpe virksomhed med flere hundrede medarbejdere. Men rådgivningsvirksomheden, der holder til i København, tæller otte dedikerede medarbejdere, der er specialister i innovationsledelse og systemomstilling.
To af dem, partner Simone Kongsbak og konsulent Adam Rietti, tog en snak med os om deres arbejde med at understøtte byggeriets grønne omstilling, og hvordan de bruger EU-projekter til det.
Der mangler data
Ifølge Europa-Kommissionen tegner bygninger sig for en tredjedel af drivhusgasudledningerne i EU, og de forbruger samtidig omkring 40 procent af EU's samlede energi.
Derfor er der et stigende fokus på at omstille byggeriet i Europa. Fx har EU som mål, at nye bygninger skal være CO2-neutrale fra 2030, og alle bygninger skal være det fra 2050. Men selvom der er gode intentioner, så fortæller Adam Rietti, at der er risiko for at famle i blinde:
"En af de største barrierer for at indføre klimalovgivning på byggeriet er, der mangler data om bygningers klimapåvirkning i et livscyklusperspektiv. Eller også er kvaliteten af den data, der allerede findes, ikke er høj nok til, at man kan tage informerede og kvalificerede beslutninger."
Projekter til undsætning
Netop derfor hjælper Smith Innovation nationale konsortier i europæiske medlemslande med at indsamle og beregne bygningers klimapåvirkning i højere kvalitet og kvantitet, som kan bruges til at indføre klimakrav til byggeriet, der er tilpasset den nationale kontekst.
I INDICATE LIFE er det byggeri i Italien, Luxemburg, Kroatien, og Østrig, der skal måles på og Ungarn deltager med et forprojekt. De nationale partnere får udover Smith Innovation hjælp fra det belgiske universitet KU Leuven, tænketanken Buildings Performance Institute Europe (BPIE) og World Green Building Council.
At beregne klimapåvirkningen er en vurdering af de klimamæssige påvirkninger forbundet med alle stadier af et produkts livscyklus – i det her tilfælde en bygning – fra man udvinder råstoffer, til produktion og brug og til sidst bortskaffelse eller genbrug. I dette projekt skal omkring 50 cases på bygninger fra hvert land danne grundlaget for de nye 'benchmarks'.
Tværfaglighed er kernen
Det er et arbejde, der kræver en bred tilgang, og som har gavn af mange involverede og mange forskellige fagligheder. Men det ligger helt i tråd med den måde, Smith Innovation arbejder og tænker, fortæller Simone:
"Vi er meget optagede af tværfaglighed, og at der skal være plads til mange forskellige fagligheder i den omstilling, vi står overfor," og fortsætter: "I rollen som koordinator ser vi os som brobygger mellem eksperternes domæne og det praksisnære domæne, hvor vi understøtter alle kompetencer, bringes i spil."
Erfaring fra projekter og Danmark
Selvom Smith Innovation allerede har ledet et internationalt projekt, som har lagt fundamentet for INDICATE LIFE, så er der ingen tvivl om, at et EU-projekt med så mange partnere og cases er et virkelig stort arbejde at kaste sig ud i.
"Det er en naturlig rolle for os at tage", fortæller Adam dog, "Vi er hjemmevante i at fastholde de strategiske målsætninger om at implementere national klimalovgivning, samtidig med at vi skaber rammerne for vores partnere kan bidrage med deres specialistkompetencer, så vi i fællesskab kan arbejde hen imod projektets målsætning.
Simone tilføjer, at en stor del af motivationen til at gå ind i et stort europæisk projekt også handler om at kunne give noget af den danske erfaring videre. Danmark har nemlig allerede nationale klimakrav til byggeriet.
"Vi har set betydningen af klimakrav til byggeriet i Danmark, hvor vi har set det bidrage til innovation og samarbejde på tværs af værdikæden. Denne forandring ønsker vi at understøtte i andre europæiske medlemslande."
"Vi kender til diskussionerne blandt byggeriets parter, og kan derfor yde faglig projektledelse som supplement til at holde styr på det administrative."