Gå til hovedindhold

​Billede: Europa-Kommissionen.​​​

Vi skal have mere ud af vores sundhedsdata

​Med det fælles europæiske sundhedsdataområde skal det være lettere at dele patientdata på tværs af landegrænser til glæde for både patienter, læger og forskere.

Vent...

​Af Andreas Kjærgaard, andreas@cphoffice.eu

Den 4. maj 2022 præsenterede Europa-Kommissionen sit forslag til et nyt europæisk sundhedsdataområde (European Health Data Space - EDHS). Initiativet har til formål at sikre en bedre udnyttelse af de data, der genereres i de europæiske sundhedssystemer, men som i dag kun i meget lav grad bliver brugt til at skabe ny viden. En gentænkning af måden, vi opbevarer og bruger data fra sundhedsvæsenet, kan gøre os bedre rustet til at kurere sygdomme og gøre livet nemmere for patienter over hele Europa, mener de. Data skal ligeledes nemmere kunne benyttes på tværs af landegrænser for at sikre det bedst mulige grundlag for forskning.  

Dine rettigheder som patient

I Kommissionens forslag fastholdes patientens ret til at bestemme over egne data og beslutte, hvem man er interesseret i at dele personlige sundhedsdata med. For at kunne dele og tilgå data skal alle borgere tilkobles en fælles europæisk sundhedsplatform kaldet Myhealth@EU. Platformen giver borgerne adgang til at se egne data og få indblik i, hvem der ellers har tilgået deres data f.eks. læger og forskere. Det er ligeledes fra denne platform, at læger fra hele Europa skal kunne tilgå sundhedsoplysninger om patienter på alle officielle EU-sprog for at sikre den rette behandling og reducere risici for komplikationer hos patienten. Tilkoblingen til Myhealth@EU skal strømline opbevaring og adgang til sundhedsdata i EU, som i dag varierer kraftigt mellem EU's 27 medlemsstater. Nogle steder er patientjournaler arkiveret online og let tilgængelige for læger, mens det andre steder stadig foregår analogt med pen og papir.

Sundhedsomkostninger skal reduceres

Den manglende mulighed for at få indblik i patienters sundhedsdata på tværs af landegrænser øger ikke blot risikoen for fejlbehandling af patienter, men fører også til, at der bliver udført dyre tests, som kunne være undgået, hvis den lokale læge havde haft adgang til patientens journaler. Kommissionen anslår, at der er et potentiale for besparelser på 14 milliarder euro årligt forbundet med at undgå at udføre den samme medicinske undersøgelse flere gange. Derudover vurderer de, at et digitalt receptsystem vil give besparelser for 2-3 milliarder euro årligt. Etableringen af EHDS kommer til at kræve store ændringer og massive investeringer flere steder i Europa, idet en række lande skal overgå til digitale løsninger på sundhedsområdet. Investeringerne vil bl.a. komme fra EU-programmer såsom Horizon Europe og EU4Health, hvor der samlet er afsat 880 millioner euro, mens der er afsat 12 milliarder euro i EU's pulje til økonomisk genopretning efter covid-pandemien.

Bedre muligheder for forskning

Anvendelse af sundhedsdata i forskning, også kaldet sekundær anvendelse, har i dag vidt forskellige betingelser afhængigt af hvilket lands sundhedsdata, man ønsker at benytte. Det fælles europæiske rum for sundhedsdata skal gøre denne adgang lettere og mere gennemskuelig. Det skal give europæiske forskere optimale betingelser for at udvikle og optimere medicin og medicinsk behandling af patienter. Mere konkret betyder det, at hver medlemsstat skal udpege eller oprette en myndighed, der skal stå for varetagelsen af sundhedsdata. Denne myndighed skal agere nationalt kontaktpunkt for henvendelser om sekundær anvendelse af data og stå for koordinering med de andre nationale kontaktpunkter i tilfælde, hvor der efterspørges data fra flere lande. Forskere vil derfor kun skulle henvende sig et sted, når de ønsker at benytte sundhedsdata fra europæere.    

Tilsyn og håndhævelse på flere niveauer

Da der er tale om en forordning, skal alle medlemsstater implementere EHDS på samme måde. Hvert medlemsland er forpligtet til at udpege kompetente, uafhængige offentlige myndigheder, der er ansvarlige for at forordningen gennemføres. Derudover opretter Europa-Kommissionen et "European Digital and Health Data Board". Det er en bestyrelse bestående af repræsentanter for de Ansvarlige myndigheder i alle medlemsstater og Kommissionen. Bestyrelsen vil hovedsageligt have en rådgivende funktion samt understøtte implementeringen af forordningen og samarbejdet mellem de nationale kompetente myndigheder.​

Hvad sker der nu?

EHDS-forordningen er nu sendt til forhandling i Europa-Parlamentet og Rådet, inden den kan blive endeligt vedtaget. Kommissionen har peget på, at man forventer, at EHDS vedtages senest foråret i 2024 med en implementeringsperiode i år 2025-2026.     ​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden