Gå til hovedindhold

​​​​Et nyt EU-projekt skal blandt andet være med til at sikre levestedet for den sjældne sommerfugl, Sortplettet Blåfugl, der den dag i dag kun findes på Østmøn.​

Et EU-projekt kommer sjældent alene

EU-midler gør en forskel lokalt i de danske kommuner. Det har Vordingborg Kommune, i den grad, fået øjnene op for. De nærmer sig afslutningen på et 4-årigt EU-finansieret naturprojekt, og snart tager de hul på endnu et projekt, der skal booste den unikke biodiversitet på Møn.

Vent...

​​Vandstanden stiger – det kan de også mærke i Vordingborg Kommune. Den stigende vandstand betyder ikke kun, at kommunen bliver mindre og mindre, men også at den biodiversitetsrige natur, der i århundreder, nærmest uforstyrret, har huset den sjældne klokkefrø, er truet. Klokkefrøen bor i ferske vandhuller på halvøen Knudshoved Odde, men ved oversvømmelser med saltvand mister den sit levested.

Med denne udfordring og opbakning fra ejeren af Rosenfeldt gods ved Vordingborg i bagagen søgte Vordingborg Kommunes naturmedarbejder, Carsten Horup, i 2018 EU-støtte til at redde klokkefrøen. LIFE Clima-Bombina hedder projektet, hvor man i snart fire år blandt andet har gravet nye levesteder og flyttet klokkefrøen længere ind i landet. Projektet er et samarbejde mellem flere lokale, nationale og endda tyske partnere, der sammen bliver klogere på, hvordan man kan omdanne tidligere landbrugsarealer til ny natur.

Det er dog ikke kun klokkefrøen, der finder et nyt hjem i projektområdet. De 280 hektar ny natur skal også være hjemsted for orkidéer, vandsalamandre, sommerfugle, engfugle og helårsgræssende galloway-køer og Exmoor-ponyer.

Naturmedarbejder Carsten Horup har været en vigtig drivkraft bag EU-støtte til naturprojekter i Vordingborg Kommune.

Landskabet genskabes til gavn for biodiversiteten

EU-midlerne har gjort det muligt for kommunen at genskabe og beskytte unik natur, der ellers måtte vige, da man for 200-300 år siden startede intensivt landbrug på arealerne. Projektet finansierer blandt andet permanent stop af opdyrkning, indkøb af store græssende pattedyr, såsom køer og heste, såning af naturfrø, lukning af dræn, placering af store sten eller andre naturlige landskabskaraktertræk. Også supplerende opdrætsprogram for padder og markfirben, etablering af yngleøer til fugle, forbedring af faciliteter for friluftslivet og selvfølgelig etablering af vandhuller til klokkefrøen finansieres af projektet. Genskabes det landskab, som de hjemmehørende arter har tilpasset sig til igennem årtusinder, så vender de gerne tilbage.

Nyt projekt i vente

LIFE Clima-Bombina projektet nærmer sig sin afslutning, men Carsten og Vordingborg Kommune er først lige begyndt. For nylig har projektet indbragt Vordingborg titlen som Danmarks Vildeste Kommune, der var en landsdækkende konkurrence søsat af Miljøministeriet. Med titlen fulgte også en præmiesum på en million danske kroner, som Vordingborg Kommune vil bruge på at søge endnu et stort projekt. 

Der er stort potentiale for mere natur, og der er mange arter, der fortsat er truet i de danske landskaber og naturområder. På Østmøn peger Carsten på nogle unikke, men fragmenterede bakker med enebærbuske, hvor en lille population af sommerfuglen, Sortplettet Blåfugl, holder til omringet af skovplantager og landbrugsmarker. I Danmark er enebærbakkerne på Østmøn i dag det eneste sted, hvor man kan finde sommerfuglen.

Det lokale gods Klintholm, som ejer arealerne omkring de statsejede enebærlandskaber, bakker heldigvis op. Derfor har Vordingborg Kommune i 2022 igen søgt støtte fra EU's LIFE-program. Denne gang for at stille uret tilbage til de tider, hvor der var enebærbuske på Møn så langt øjet rakte, sommerfugle og orkidéer fyldte bakkerne om sommeren, mens geder, heste og køer holdt græsset nede hele året rundt.

Hjulpet godt på vej af Greater Copenhagen EU Office

Greater Copenhagen EU Office har hjulpet med ansøgningen og med at finde partnere i EU, som kan sprede det glædelige budskab til lodsejere i andre lande. Mens der krydses fingre for flere midler til natur i Sydsjælland, kan vi varmt anbefale at besøge Knudshoved Odde, der allerede nu giver unikke naturoplevelser hele året rundt.

Ønsker du rådgivning omkring EU-støtte til natur og biodiversitet, står vores EU-konsulent Jørn Sanne-Wander gerne til rådighed. Du kan kontakte ham via mail: jws@cphoffice.eu​

​Fotograf: Carsten Horup​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden