Gå til hovedindhold

​​

EU4Health: EU’s største sundhedsprogram åbner døre for danske aktører

EU4Health er EU’s største selvstændige sundhedsprogram til dato og giver danske regioner, kommuner og universiteter gode muligheder for at deltage. Programmet åbner for tværnationalt samarbejde, men kræver både faglig relevans og kendskab til, hvordan man kommer ind i projekterne.


Vent...
Af Bertram Tang Clausen, bertram@cphoffice.eu

​Med et historisk stort budget på 4,4 mia. euro er EU4Health blevet EU's centrale sundhedsprogram for perioden 2021-2027. EU4Health-programmet blev oprettet som direkte svar på de svagheder, som COVID-19-pandemien afslørede i europæiske sundhedssystemer. Formålet er at sikre bedre beredskab over for fremtidige sundhedskriser, fremme forebyggelse, styrke digitale løsninger og sikre stærke sundhedssystemer.

EU4Health dækker en bred vifte af indsatsområder, der gør programmet relevant for aktører på tværs af sundhedssektoren, herunder hospitaler, regioner og kommuner:

  • Kriseforberedelse og sundhedssikkerhed
  • Forebyggelse og sundhedsfremme
  • Digital sundhed og datadeling
  • Sundhedssystemernes modstandsdygtighed og arbejdsstyrkens kapacitet

Relevans for Greater Copenhagens EU Offices ejerkreds

For Greater Copenhagen EU Offices ejerkreds rummer EU4Health mange muligheder, da projekterne spænder bredt.

  • Regionerne kan fx søge støtte til at udvikle kræftstrategier eller implementere digitale sundhedsløsninger.
  • Kommunerne har mulighed for at styrke forebyggelsesindsatser og borgernære sundhedstilbud - ofte med fokus på digitalisering og tidlig indsats.
  • Universiteterne kan indgå som partner og dermed være med til at styrke både vidensgrundlaget og den sundhedsfaglige innovation.

En anderledes vej til støtte

Det er dog vigtigt at kende vejen ind i programmet. En del af EU4Health-midlerne uddeles gennem det, der kaldes Joint Actions, som ikke er konkurrenceudsatte i traditionel forstand. Her kræves det, at danske offentlige aktører nomineres til deltagelse via Indenrigs- og Sundhedsministeriet, inden regioner og kommuner kan deltage i projekterne. Andre dele af programmet er konkurrenceudsatte midler og minder mere om de klassiske EU-opslag, hvor konkurrerende projektansøgninger vurderes og prioriteres efter kvalitet og relevans.

Finansieringsniveauet er relativt attraktivt: Projekterne kan typisk få dækket mellem 60 og 80 procent af de samlede omkostninger samt op til 7 procent i overhead. Projektperioderne er som regel 2–3 år, hvilket giver mulighed for at gennemføre initiativer, der både har kortsigtede effekter og kan skabe mere varige forbedringer.

Hent inspiration hos andre

Keld Hundewadt, projektleder på Klinisk Onkologisk Afdeling i Region Sjælland, deltager i JANE-2 (Joint Action on Networks of Expertise on Cancer). Det er en EU4Health-finansieret Joint Action, der skal etablere syv tværnationale ekspert-netværk inden for kræftområdet. Projektet er en del af Den Europæiske Plan mod Kræft og omfatter 30 lande med det formål at styrke samarbejdet og reducere uligheder i kræftbehandling på tværs af Europa. I JANE-2 har Region Sjælland rollen som Competent Authority - den officielt udpegede myndighed med ansvar for at koordinere den danske indsats og fordele EU-midler til de nationale partnere – herunder Region Hovedstaden.

Selvom Danmark ikke deltog i projektets forberedende fase (JANE-1), lykkedes det alligevel Region Sjælland at komme med i JANE-2 gennem et tæt samarbejde med Greater Copenhagen EU Office, som spillede en vigtig rolle i at etablere kontakt og sikre dansk deltagelse. Keld fremhæver kontorets netværk til andre danske EU-kontorer og dets løbende rådgivning som en afgørende støtte i processen - især fordi det krævede hurtig handling og koordinering på tværs af faglige og administrative miljøer.

Han understreger samtidig, at det er vigtigt kun at gå ind i EU4Health-projekter, der ligger tæt på ens faglige kerne, og at man er forberedt på det betydelige - og til tider komplekse - arbejde, der følger med. Når det lykkes, er der dog meget at vinde: Deltagelse i en Joint Action kan både løfte fagligheden, skabe nye netværk og styrke Danmarks position i det europæiske sundhedssamarbejde.​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden