Af Andreas Krabbe, akr@cphoffice.eu
Mod et stærkt og forenet Europa
Arbejdsprogrammet fokuserer på et stærkere og mere geopolitisk udrustet EU. For at sikre hurtigere effekt af politikker og større sikkerhed for EU's borgere, skal lovgivning implementeres hurtigere og mere effektivt. Udvidelse af EU er også en prioritet, og budgettet vil derfor tage højde for nye medlemslande.
Forenkling af regler og effektiv implementering
Kommissionen vil reducere administrative byrder for virksomheder, især for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), med 25-35 %. Derudover vil EU-programmer som InvestEU og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer blive forenklet. Desuden vil alle kommissærer årligt rapportere om implementeringen af forenklingsinitiativer til Europa-Parlamentet og Rådet. Dette skal bidrage til en større gennemsigtighed og ansvarlighed i Kommissionens arbejde.
Styrkelse af Europas konkurrenceevne og enhed
Kommissionen fremhæver syv centrale områder i arbejdsprogrammet:
- Bæredygtig vækst og konkurrenceevne: En ny Single Market Strategy og en Innovation Act skal styrke startups og virksomheder. Clean Industrial Deal skal kombinere konkurrenceevne og klimamål, mens en Savings and Investment Union vil lette adgangen til kapital
- Forsvar og sikkerhed: WP 2025 understreger behovet for en egentlig EU-forsvarsunion og en konkurrencedygtig forsvarsindustri igennem investeringer og et tæt samarbejde med NATO
- Social retfærdighed og arbejdsmarked: En ny handlingsplan for Den Europæiske Søjle for Sociale Rettigheder og Union of Skills skal sikre bedre adgang til livslang læring og styrke og fremtidssikre Europas arbejdsstyrke igennem tilegnelsen af nye færdigheder
- Landbrug, fødevaresikkerhed og naturbeskyttelse: Vision for Agriculture and Food og Ocean Pact skal sikre bæredygtighed beskyttelsen og adgangen til naturressourcer
- Demokrati og retsstatsprincipper: Democracy Shield skal imødegå trusler mod demokratiet og forhindre demokratisk tilbagegang og sikre retsstatens principper
- Global EU-strategi: EU's geopolitiske fokus er på Ukraine, en to-stats løsning i Mellemøsten og et nyt strategisk samarbejde med Indien
- Fremtidssikring af EU's budget: Et mere enkelt og fleksibelt langtidsbudget skal ruste EU til fremtidige udfordringer
Konklusion
Arbejdsprogrammet 2025 afspejler den nye Kommissions ambitioner og visioner. Særligt forenkling af lovgivning og styrkelse af konkurrenceevnen er centrale temaer. Dog mangler der en klar strategi for forskning og innovation, hvilket vækker bekymring for EU's konkurrenceevne på de områder i fremtiden.