Gå til hovedindhold

Europas fremtidige industri er grøn og digital

​Europa-Kommissionens strategi sætter retningen for EU’s indsatser for en digital, klimaneutral og konkurrencedygtig europæisk industri.

Vent...
I denne måned præsenterede Europa-Kommissionen en ny strategi for, hvordan den europæiske industri skal omstilles til bedre at kunne håndtere nye teknologiske og økonomiske udviklinger. Hovedambitionen med industristrategien er at sikre en digital, klimaneutral og konkurrencedygtig europæisk industri.

Det er eksempelvis ambitionen om at være forgænger inden for 6G-netværk der skal understøttes, ligesom Europa skal håndtere presserende klima- og bæredygtighedsudfordringer og det stigende behov for en cirkulær økonomisk model.

En digital, grøn europæisk industri

På digitaliseringsområdet skal blandt andet den europæiske datastrategi, der blev præsenteret i februar, implementeres. Datastrategien har fokus på at gøre europæiske virksomheder mere konkurrencedygtige ved at øge adgangen til det data, der kan lede til nye og innovative forretningsmodeller og øget vækst. I 2018 blev big data kun anvendt til analyser hos ti procent af europæiske virksomheder. Andre digitaliseringsstrategier har til formål at skabe bedre forhold for nethandel på tværs af EU-medlemslandene. De mange initiativer skal bidrage til at skabe et stærkt indre digitalt marked.

I den grønne afdeling indeholder industristrategien en handlingsplan for, hvordan Europa omstiller sig til cirkulær økonomi. Kernen i handlingsplanen er en ny policy-indsats, der skal indføre bæredygtighedsprincipper for alle typer produkter. I første omgang vil Europa-Kommissionen prioritere elektronik, batterier og tekstiler, men med tiden skal flere særligt vigtige produktgrupper identificeres.

Opskalering af europæisk innovation og arbejdskraft

Af industristrategien fremgår det, at Det Europæiske Innovationsråd (EIC), der bliver fuldt søsat i 2021, skal forsøge at få mest muligt ud af den forskning, der bliver lavet i EU-medlemslandene. Det er et velkendt problem, at der i EU bliver lavet stærk grundforskning, med stor indflydelse på de internationale forskningsdagsordener, men at kommercialiseringen af forskningen alt for ofte ikke er vellykket. Derfor får EIC til opgave at identificere nye teknologier, fremskynde deres kommercialisering og understøtte en hurtig udbredelse af teknologierne for at kunne overkomme de barrierer, der kan være i implementeringen af forskningen.

Men for at udbredelsen af nye teknologier kan ske hurtigt, skal der også være nok kvalificeret arbejdskraft tilgængelig i Europa. Ifølge strategien har 70 procent af virksomhederne oplevet at måtte forsinke deres investeringer i ny teknologi, fordi de ikke har kunnet finde personer med de rette kompetencer. Efteruddannelse af industriarbejdere og uddannelse af flere forskere, ingeniører og teknikere inden for eksempelvis digitale teknologier, vil derfor blive en prioritet.

Løbende tilsyn med industrielle økosystemer

Som en del af industristrategien vil Europa-Kommissionen løbende holde øje med forskellige industrielle økosystemer af betydning for den digitale og grønne omstilling. Økosystemerne udgøres af alle aktører i den pågældende værdikæde, fra forskning og udvikling til produktion og distribution.

Europa-Kommissionens observationer skal munde ud i konkrete vurderinger af de risici og behov, der måtte være i de enkelte økosystemer. Vurderingerne skal danne grundlag for videre tiltag som regulering eller finansiering.

Et initiativ, der allerede har vist sig effektivt inden for områder som batterier, plastik og mikroelektronik, er industrielle alliancer. Alliancerne koordinerer finansieringen af større projekter med involvering af SMV’er, store virksomheder, forskere og regioner. Kommissionen vil snarest lancere en alliance, der skal beskæftige sig med grøn hydrogen. Cloud- og platformteknologi og råmaterialer forventes lanceret på et senere tidspunkt.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden