Gå til hovedindhold



Henrik rykkede sit skrivebord til Bruxelles for et par dage: EU-formen skal vedligeholdes

​Chefkonsulent ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, Henrik Stampe Lund, arbejdede i juli et par dage i Bruxelles for at blive opdateret på, hvad der rører sig i EU-systemet. 

Vent...

Til daglig er Henrik Stampe Lund chefkonsulent på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet og arbejder med administration og økonomi for centrene iCourts (Danmarks Grundforskningsfonds Centre of Excellence for Internationale Domstole og Governance), CEPRI (Centre for Private Governance) og CeBIL (Center for Advanced Studies in Bioscience Innovation Law).

"Jeg arbejder blandt andet med økonomi og budgetter, men jeg arbejder også med, at vi sikrer gennemsigtighed i institutionen. Hvis vi modtager en stor pose penge som forskningsbevilling, skal vi som offentlig institution kunne holde til, at nogen ser os efter i kortene. Så der er lidt kassemester over det. Nogen skal jo være den kedelige," siger Henrik Stampe Lund med et grin.

Større udsyn og bredere perspektiv

Bruxelles er ikke en ukendt størrelse for Henrik Stampe Lund. Han har i 2010-2011 været udstationeret i byen, og de seneste mange år har han jævnligt taget turen for at blive klogere på EU-maskinen og have fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rører sig i institutionerne.

"Jeg tager herned for at holde EU-formen ved lige, kan man sige. Det er også at være opmærksom på forskellige muligheder som at være opdateret på udkast til arbejdsprogrammer og fremtidige calls, som jeg kan tage med hjem – alt sådan noget, det er svære at gøre hjemmefra. På den måde opfatter jeg meget Bruxelles som en vigtig vidensbørs," siger Henrik Stampe Lund.

Og det er ikke kun en arbejdsstation, Greater Copenhagen EU Office stiller til rådighed. Det er også hjælp til at få sat et spændende og relevant program sammen for dagene.

"Jeg havde et møde med jer inden, hvor jeg havde skrevet en profil over de tre centre, jeg arbejder med, og givet eksempler på konkrete forskningsprojekter, og så hjalp I mig med at sætte nogle møder op," siger han.

På forkant med udviklingen

Når man er ansat på et universitet, er det vigtigt at være på forkant med udviklingen inden for funding af forskning og nye forskningsstrategiske tiltag, og det er også en af grundene til, at en tur til Bruxelles er godt givet ud, mener Henrik Stampe Lund.

"Det handler på en måde om at myndiggøre sig selv som forskningsmiljø, og det kan vi gøre ved at være med, hvor det sker, og vide hvad der sandsynligvis kommer til at ske i fremtiden," siger han.

Henrik Stampe Lund understreger også vigtigheden af, at man som universitet har evnen til at kunne se sig selv udefra.

"Som universitet er det vigtigt at kunne se sig selv udefra i forhold til at kunne handle strategisk og positionere sig i fremtiden.

Helt generelt kan man sige at argumentet for at være opsøgende i forhold til EU-institutionerne i Bruxelles er, at det hyppigt er her selve politik-udviklingen finder sted, ofte fulgt af nationale implementeringer i de forskellige lande. Et godt eksempel på dette kunne være den stadig højere betoning af forskningens impact, som først blev lanceret på EU-niveau. Og det er naturligvis spændende og motiverende at være med, hvor selve udviklingen finder sted."

Hvis man sidder i Danmark og godt kunne tænke sig nogle dage i Bruxelles, vil du så anbefale det?

"Det er klart, at man skal vurdere rent tidsmæssigt, om det giver mening for den position, man sidder i. Men sidder man i en blækspruttefunktion, hvor man har med mange forskellige forskere og forskningsmiljøer at gøre, er sådan en tur rigtig godt givet ud," siger han. ​



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden