Gå til hovedindhold

HOPE4KIDS – Fælles europæisk indsats for bedre palliativ behandling af børn med kræft

​Hvert år får omkring 25.000 børn i Europa konstateret kræft. For mange af dem og deres familier handler hverdagen ikke kun om behandling af sygdommen, men også om at leve med en alvorlig diagnose. EU-projektet HOPE4KIDS arbejder for, at alle børn med kræft og deres familier får adgang til specialiseret palliativ behandling og støtte – uanset hvor i Europa de bor.​​​

​Projektet HOPE4KIDS samler over 70 organisationer fra 23 europæiske lande i et fælles fireårigt samarbejde. Blandt deltagerne er forskningsinstitutioner, hospitaler, forældreorganisationer og politiske beslutningstagere, der sammen vil løfte kvaliteten af palliativ børnekræftbehandling på tværs af Europa.

Initiativet har fået godkendt knap 90 millioner kroner i EU-støtte fra EU's EU4Health-program som en del af Europe's Beating Cancer Plan. Ud af det svimlende beløb går 3,3 mio. kroner til Region Hovedstaden.

Fokus på livskvalitet – ikke kun sygdom

På mange europæiske hospitaler er indsatsen primært rettet mod at behandle kræften og lindre symptomer. Den specialiserede palliative indsats, som fokuserer på barnets og familiens livskvalitet, følelsesmæssige støtte og medinddragelse i beslutninger, er ofte underprioriteret.

HOPE4KIDS vil ændre dette ved at udveksle viden, udvikle europæiske retningslinjer, skabe fælles uddannelses- og træningsforløb for sundhedspersonale og familier samt afprøve konkrete værktøjer og metoder i praksis.

Samarbejde på tværs af grænser

Projektet består af et større europæisk netværk, der blandt andet tæller 20 forskningsinstitutioner, 21 hospitaler og tre forældreorganisationer. Formålet med netværket er at sikre, at børn og familier kan få støtte, der er baseret på 'best practise' – uanset hvilket europæisk land de bor i.

Ifølge projektpartnerne er netop internationalt samarbejde vejen frem: "Ved at arbejde sammen på tværs af landegrænser kan vi lære af hinanden og skabe et fælles fundament for palliativ børnekræftbehandling i Europa, hvor barnet og familien er i centrum".

“Vi håber, at HOPE4KIDS bliver et vigtigt skridt mod bedre palliativ behandling for børn med kræft i Europa, så hvert barn får den støtte, de har brug for, når det betyder allermest".

Mod en europæisk individuel plejeplan

Målet for HOPE4KIDS er at udvikle evidensbaserede retningslinjer og skabe konkrete forbedringer i adgangen til palliativ børnekræftbehandling i hele Europa.

Der arbejdes bl.a. med digitale løsninger til støtte i hjemmet, bedre tilgængelig information til forældre samt udviklingen af en europæisk individuel plejeplan, der kan anvendes på tværs af landegrænser. Samtidig bliver der udviklet uddannelsestilbud til både sundhedspersonale og omsorgsgivere.
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden