Den nye ramme skal blandt andet sikre fortsatte investeringer i forskning, innovation og konkurrenceevne – og give EU mulighed for at kunne reagere mere fleksibelt ved uforudsete udfordringer.
Kommissionens forslag inddeler budgettet i tre hovedområder:
Økonomisk, social og territorial samhørighed, landbrug, landområder maritime aktiviteter og sikkerhed
Konkurrenceevne, velstand og sikkerhed
Globalt samarbejde
En vigtig nyhed i forslaget er større fleksibilitet i, hvordan midlerne kan bruges. Det sker gennem to redskaber:
Single Margin Instrument ("instrument for uudnyttede midler"): Et redskab, der giver mulighed for at flytte ubrugte penge fra ét år til et andet eller mellem forskellige budgetposter.
Flexibility Instrument: En fast pulje på 2 mia. euro årligt, som kan bruges, når EU står over for uforudsete behov, der ikke kan dækkes af de normale budgetrammer.
Horizon Europe fortsætter som selvstændigt forskningsprogram
Forskning og innovation forbliver centralt i Kommissionens plan. Horizon Europe videreføres som et selvstændigt rammeprogram (i øjeblikket kaldes det også Framework Programme 10(FP10)) med et foreslået budget på 175 mia. euro.
Programmet vil være struktureret i fire søjler:
Excellent Science – med fokus på grundforskning, mobilitet og forskningsinfrastruktur via European Research Council, Marie Sklodowska Curie Actions og Joint Research Centre.
Competitiveness and Society – støtter samarbejdsprojekter med høj samfundsværdi, herunder EU's fem missioner og New European Bauhaus.
Innovation – styrker nye forretningsmodeller, især blandt små og mellemstore virksomheder, hovedsageligt gennem European Innovation Council.
European Research Area – kapacitetsopbygning og widening-tiltag, især i lande med lav forskningsintensitet.
Ny konkurrencefond skal samle og styrke EU's investeringer
En af de mest markante ændringer i konkurrencesøjlen af budgettet er etableringen af en ny European Competitiveness Fund med et foreslået budget på 234 mia. euro. Fonden skal samle 14 eksisterende EU-programmer og styrke investeringer i strategiske sektorer og teknologier.
Konkurrencefonden organiseres i fire tematiske "policy-vinduer":
Grøn omstilling og dekarbonisering
Sundhed, bioteknologi, landbrug og bioøkonomi
Digitalt lederskab
Modstandsdygtighed, sikkerhed, forsvar og rum
Konkurrencefonden skal være instrument-neutralt – dvs. at projekter kan foreslå løsninger uden at være bundet til én finansieringsform. Fonden koordineres tæt med Horizon Europe og kan også finansiere partnerskaber etableret under forskningsprogrammet.
Vejen videre
Forslaget skal nu forhandles i Rådet for den Europæiske Union og Europa-Parlamentet. Medlemslandene har allerede ytret kritik af både budgettets størrelse og Europa-Kommissionens forslag om nye egne indtægter, mens Europa-Parlamentet tidligere har været skeptisk over for etableringen af konkurrencefonden. De kommende forhandlinger bliver derfor afgørende for den endelige udformning.
Bliver forslaget på 1.980 mia. euro til virkelighed, når budgettet er færdigforhandlet, så er der tale om en væsentlig opjustering af EU's finansielle ramme sammenlignet med det nuværende budget på ca. 1.200 milliarder euro. Og selvom det er mange penge, så er der også en del af budgettet, der skal bruges til at betale gælden fra NextGenerationEU, der var EU's genopretningspakke som følge af COVID-19.
Greater Copenhagen EU Office har undervejs leveret input og anbefalinger til Europa-Kommissionens kommende budget på vegne af de østdanske regioner og universiteter. Det har været en fornøjelse at bidrage indtil nu, og vi fortsætter selvfølgelig med at have blikket skarpt rettet mod den videre proces.