Gå til hovedindhold

​ Foto: Christin Hume on Unsplash

Kommunalt sprogcenter modtager EU-støtte til AI-baseret læringsassistent

Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter under Brøndby Kommune har fået støtte fra Erasmus-programmet til en læringsassistent, som skal gøre sprogundervisning mere fleksibel og give kursister adgang til målrettet og personlig støtte.​

Vent...

​Mange nytilkomne borgere i Danmark kæmper med at lære det danske sprog, samtidig med at de studerer eller arbejder. Med mange studerende i hver sprogklasse og relativt få undervisningstimer kan det være svært og tage lang tid at opnå et tilstrækkeligt danskniveau. Derfor har VSKdansk sat sig for at udvikle og teste en AI-baseret personlig læringsassistent til voksne sprogkursister, som skal give kursister adgang til målrettet og personlig støtte og gøre undervisningen mere fleksibel.​

Projektet The European AI Based Personal Language Learning Assistant (second language) har netop modtaget 2,9 mio. kr. i støtte fra EU-programmet Erasmus+. Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter (VSKdansk) leder projektet, der gennemføres i samarbejde med partnere fra Belgien, Slovakiet og Tjekkiet. Med som partner er også Danmarks Tekniske Universitet, som har ansvar for at udvikle en prototype af AI-læringsassistenten, der skal fungere som et intelligent og tilpasset supplement til den daglige undervisning.

Ud over dansk skal AI-læringsassistenten understøtte sprogundervisningen i nederlandsk, tjekkisk og slovakisk. Projektet har samtidig til formål at styrke sprogunderviseres digitale kompetencer, så de bedre kan inddrage kunstig intelligens i deres daglige praksis.

Projektet kommer ikke kun til at gavne kursister i Brøndby. VSKdansk er nemlig et tværkommunalt samarbejde mellem 11 kommuner: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Ishøj, Dragør, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk. Med ca. 5.000 kursister om året er det Danmarks største sprogcenter. VSKdansk underviser nytilkomne voksne borgere i dansk som andetsprog, herunder mange ukrainske flygtninge, og har bred erfaring med at tilpasse undervisningen til kursisternes forskellige baggrunde og behov.

Greater Copenhagen EU Office har hjulpet VSKdansk med at finde partnere til projektet, givet feedback på ansøgningen, og ydet 75.000 kr. i forprojektstøtte til refusion af arbejdstimer brugt på ansøgningen.

“Samarbejdet med Louise Frilund fra Greater Copenhagen EU Office har været uvurderligt. Hun har været deltagende, grundig og altid parat til at rådgive og guide os gennem ansøgningsprocessen. Derudover har hun med sit store netværk været uundværlig i arbejdet med at finde de rette partnere – ikke mindst vores tekniske partner på DTU," fortæller Lars Nordborg, forstander ved VSK. ​

Har du også lyst til at høre om mulighederne i Erasmus+, så kan du tage kontakt til EU-specialkonsulent Louise Frilund på lfr@cphoffice.eu​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden