Gå til hovedindhold

​Pladsen ved Europa-Parlamentet er normalt fuld af mennesker og summer af liv. I øjeblikket er der meget tomt.

November i nedlukkede Belgien

De fleste af Greater Copenhagen EU Offices medarbejdere bor og arbejder i Bruxelles, der ligesom resten af Belgien har været lukket ned siden starten af november. Landet er igen ramt utroligt hårdt af covid-19. Det betyder, at hjemmekontorerne fortsat er i brug, og at vi finder alternative måder at bringe Bruxelles og EU hjem til medlemmerne. 

Vent...

​Når man går rundt i Bruxelles' EU-kvarter her i november, så kan man godt tro, at man er havnet i en belgisk oversættelse af Palle alene i verden. Tomme gader, lukkede restauranter og en brøkdel af de biler og taxaer, der plejer at fylde på vejene. Årsagen er både alvorlig og enormt trist: Coronavirus har ramt landet med stor styrke.

Over 20.000 tilfælde af covid-19 – om dagen

I slutningen af oktober og starten af november slog Belgien nogle kedelige rekorder. Den 27. oktober blev der registreret det højeste nye antal smittede på et enkelt døgn i landet; 22.188 blev testet positive. Og i uge 43 blev i alt 105.000 mennesker erklæret smittede. Selvom det er et utroligt stort antal mennesker, så er det næsten ikke det mest iøjnefaldende tal den uge. 23,6 procent af alle testede blev nemlig erklæret smittede, så man kan kun gisne om mørketallet. Til sammenligning har den danske positivprocent, som det hedder, aldrig været over 2 procent.

Det høje antal smittede betyder, at det belgiske sundhedsvæsen er i knæ. 3. november var der 7489 indlagte, hvoraf 1353 var på intensiv og 751 i respirator. I byen Liège blev presset på sundhedsvæsenet så stort i samme periode, at man var nødt til at bede smittede, asymptomatiske sygeplejersker om at møde ind på arbejde alligevel. Det skabte opmærksomhed i lokale såvel som internationale medier.

Krammekontakter og udgangsforbud

Grundet situationens alvor, trådte anden nedlukning derfor i kraft d. 3. november. Det betyder, at der er udgangsforbud mellem kl. 22 og 6 om morgenen, det er kun nødvendige butikker som supermarkeder og apoteker, der må holde åbent, restauranter og barer er lukkede, og hjemmearbejde er obligatorisk i de brancher, hvor det er muligt – hvis ikke, skal der bæres mundbind i arbejdstiden. Besøg i hjemmet er ikke tilladt med undtagelse af en enkelt kontakt per person – en knuffelkontakt eller krammekontakt, som det kan oversættes til. Hvis man bor alene, må man have to.

14 af kontorets medarbejdere har deres hverdag i Bruxelles, men trods den begrænsede frihed og de mange restriktioner, så arbejdes der hårdt på hjemmekontorerne, og Teams og Skype danner rammen for både faglige såvel som sociale aftaler. Det afviger dog noget fra almindelige tider, fordi netop Bruxelles på mange måder er netværkets by – konferencer, møder, kaffeaftaler og internationale besøg er synonymer med hovedstaden.

Konsulenten, der aldrig har mødt sine kolleger

Også for GCPHEU's medarbejdere i Danmark har Belgiens coronasituation indflydelse på arbejdet. Da EU-konsulent Nadia Seeberg havde første arbejdsdag på kontoret i Danmark i marts, havde hun ikke gættet, at hun her otte måneder efter stadig ikke ville have mødt de kolleger, som hun hver dag taler med over Skype, Teams og telefon. Det har bare endnu ikke været muligt med en tur til Bruxelles.

Antallet af smittede og indlagte i Belgien er heldigvis faldet de seneste uger, og håbet om, at tingene snart lysner, lever. I mellemtiden finder vi nye måder at få Bruxelles hjem til vores medlemmer med webinarer og online workshops som f.eks. arrangementet om grøn omstilling med CBS.

Da vi d. 20. november havde inviteret EU-koordinatorer fra regioner og kommuner til halvårligt møde, introducerede vores nyansatte EU-konsulent Jørn Sanne-Wander sig selv og vores kontor på videoen, som du kan se nedenfor. Når nu EU-koordinatorerne ikke kan komme til Bruxelles, må Bruxelles nemlig komme til dem.

Men en ting er sikkert. Selvom vi siden foråret har løst mange opgaver på trods af pandemien og har fundet nye platforme, så glæder vi os til at tage imod gæster igen på kontoret og kunne kigge vores medlemmer i øjnene uden skærmen som filter.

Alle data om coronavirus/covid-19 i Belgien kan findes på Sciensano, der er landets pendant til sundhedsstyrelsen.


Længde: 3.12






Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden