Region Sjælland er ifølge EU blandt de bedste, når det kommer til at tænke nyt i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen. Derfor har Europa-Kommissionen nu udpeget Region Sjælland - med Sjællands Universitetshospital i front - som en af EU's Regional Innovation Valleys, et prestigefyldt netværk af europæiske aktører, der går forrest i udviklingen af nye sundhedstilbud.
Baggrunden for udnævnelsen er partnerskabet i projektet UNITE, som netop er blevet tildelt knap 150 millioner kroner i støtte fra EU, hvoraf regionens andel ligger på cirka 15 millioner kroner.
Turbo på udviklingen
Projektet vil ifølge Ricco Dyhr, der er sygehusdirektør på Sjællands Universitetshospital, styrke Region Sjællands position som en attraktiv partner i fremtidige europæiske projekter. Han mener, at samarbejdet kan resultere i flere digitale og forebyggende løsninger, der vil forbedre sundheden for patienterne. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Region Sjælland.
Blåstemplingen fra Europa-Kommissionen åbner samtidig også op for muligheden for at opnå yderligere finansiering fra EU til regionens kommende projekter og indsatsområder, og det kan forhåbentligt være med til at sætte endnu mere turbo på udviklingen og omstillingen til fremtidens sundhedsvæsen, således det kan tackle udfordringerne med flere syge, manglen på sundhedspersonale og en stigende ulighed, udtaler Jens Ravn, der er formand for udvalget for forebyggelse, det præhospitale område, forskning og innovation, ifølge pressemeddelelsen.
Greater Copenhagen EU Office på pletten
En stor del af Greater Copenhagen EU Offices arbejde går ud på at spotte EU-muligheder for vores østdanske kommuner, regioner og universiteter. Da EU-konsulent inden for sundhedsområdet, Maria Tørnsø Østergaard, blev bekendt med Regional Innovation Valley, øjnede hun straks muligheden for at positionere østdanske regioner i en EU-sammenhæng. Maria gik derfor på talerstolen til et event afholdt af Europa-Kommissionen for at fortælle om Danmarks potentiale inden for sundhedsområdet i Regional Innovation Valley.
Region Sjælland kunne se værdi i at blive en del af Regional Innovation Valley og kom derfor med på vognen med støtte fra Maria, der blandt andet hjalp ved at finde partnere til et stærkt konsortium. Maria har stået klar med rådgivning undervejs i hele processen, og siddet med til møder, ligesom hun deltog i konsortiemøder på vegne af Region Sjælland, og kvalitetssikret ansøgningen.
En del af en større dagsorden
Regional Innovation Valley blev oprettet under Den Europæiske Innovationsdagsorden, der blev vedtaget af Europa-Kommissionen tilbage i juli 2022. Formålet er at udnytte potentialet for deep tech-innovation på tværs af EU og at fremme innovationssamhørighed.
Med dagsordenen vil man blandt andet identificere regioner, der forpligter sig til at forbedre koordinering og retning af forsknings- og innovationsinvesteringer og -politikker på regionalt plan og til at samarbejde om interregionale innovationsprojekter, herunder inden for dyb teknologisk innovation, knyttet til nøgle EU-prioriteter.
Med Europas Regional Innovation Valley anerkender EU regioner, der er drivkraft for innovation, særligt inden for sundhed, klima og energi, digitalisering og fødevarer.
I alt er 149 aktører på tværs af Europa blevet udpeget