Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Lev trygt med en forurenet grund

Forurenede grunde er på ingen måder ubeboelige. Du skal blot tage nogle forholdsregler for at være sikker på, at der ikke er nogen sundhedsfa​re. Har du børn, skal du sørge for, at de ikke leger med jorden. Sælger du boligen eller lejer den ud, har du pligt til at informere de nye ejere eller lejere. Byggeprojekter og flytning af jord kræver en særlig tilladelse.​ Læs mere og få gode råd her på hjemmesiden.

​Byggeri og anlægsarbejde kræver en særlig tilladelse fra kommunen, når regionen har registreret din grund som forurenet eller måske forurenet. Miljøtilladelsen kaldes en paragraf 8-tilladelse​ efter paragraf 8 i jordforureningsloven. 

Arbejder, der kræver tilladelse, kan eksempelvis være en tilbygning, opgravning af en olietank, anlæggelse af et dræn rundt om dit hus (et omfangsdræn) eller fjernelse af fast belægning, for eksempel fliser, der forhindrer kontakt med den forurenede jord. Du skal også søge, hvis du vil ændre anvendelsen af et areal eller et lokale på din grund fra erhverv til bolig. 

Ansøgningen udarbejdes i praksis af en miljørådgiver, som du selv skal lave en aftale med og selv betale for. Kommunen skal nemlig bruge nogle detaljerede tekniske oplysninger. 

Flytning af jord skal anmeldes til din kommune, når din grund er registreret som forurenet eller måske forurenet. 


Ny og hidtil ukendt forurening kan nogle gange dukke op i forbindelse med byggeri eller gravearbejde. I så fald har du pligt til at orientere din kommune, som derefter vil give regionen besked. 

Regionen afgør derefter, hvad der videre skal ske. Den ukendte forurening kan betyde, at du skal have en ny tilladelse fra kommunen. Du må først arbejde videre, når kommunen eller regionen giver dig lov.


​Børn er generelt mere sårbare over for jordforurening end voksne. De er også mere udsatte, fordi de har tendens til at røre ved jorden, lege med den og putte den i munden. Bor du på en forurenet grund, bør du derfor sørge for, at børn ikke kan komme i kontakt med jorden. 

Undgå at børn leger med den forurenede jord eller putter den i munden:

  • Læg fast bund i sandkasser
  • Læg underlag under gynger og andre legeredskaber.​
  • Sørg for at børnene vasker hænder, efter de har leget udendørs.​


Køkkenhave kan du sagtens have, selvom du bor på en forurenet grund, men du bør tage nogle forholdsregler:

  • Plant eller så helst i ren jord i krukker, plantesække og højbede i stedet for direkte i den forurenede jord
  • Frugt fra frugttræer og bær fra høje buske kan spises efter, de er skyllet
  • Undgå at røre ved den forurenede jord, når du er i haven. Brug havehandsker.


Grunde, der er forurenede, kan gøres sikrere, hvis du overholder nogle få forholdsregler: 

  • Undgå bar jord. Det kan gøres på flere måder:
    • ​Dæk jorden med fliser, perlesten, grus, sand eller barkflis
    • ​​Så græs, eller plant bunddækkeplanter som for eksempel efeu eller lavendel
  • ​Vask hænder efter havearbejdet
  • Skift sko og tøj, når du kommer ind igen, så jord ikke bliver slæbt ind på gulve og tæpper
  • Undgå at røre ved den forurenede jord, når du er i haven. Brug havehandsker.


​Jordforurening kan i grelle tilfælde dampe op af jorden og ind i huset. I sådanne tilfælde gør regionen en indsats for at sikre beboerne mod risikoen for forurening, men indtil da bør du mindske påvirkning fra forurening så godt som muligt:

  • Luft ud 2 til 3 gange om dagen
  • Undgå at bruge kælderen som bolig
  • Lad være med at tildække riste i husets sokkel.
Hent pjecen ’Indeklima i boliger på forurenede grun​de’​​​


​Sælgere af boliggrunde eller erhvervsgrunde har pligt til at oplyse køberen om, at grunden er forurenet. Normalt vil det være ejendomsmægleren, der sørger for, at informationen bliver givet videre.

Grundejere, der har købt en boliggrund, der senere viser sig at være forurenet, kan søge om hjælp gennem værditabsordningen.



Forurenet jord skal tages alvorligt, men i mange tilfælde er der heldigvis ikke nogen sundhedsmæssig risiko ved at bo på en forurenet grund. I 2 ud af 3 tilfælde udgør jordforurening på boliggrunde ikke noget sundhedsmæssigt problem.

Nuanceringssystemet inddeler forureningen på boliggrunde i forureningskategorierne F0, F1 og F2. 

F0 angiver jordforurening, som ikke indebærer nogen sundhedsmæssige risici, og ved F1 er der heller ikke nogen fare på færde, hvis du følger nogle simple råd.

Forureningskategorien F2 fortæller derimod, at forureningen kan have sundhedsmæssig betydning eller at risikoen ikke er afklaret endnu. Så hvis din grund er registreret i kategorien F2, vil regionen vejlede dig om, hvordan du skal agere.

​Regionen oprenser forurening, hvis den indebærer en sundhedsrisiko for beboerne. I nogle tilfælde kan forureningen trænge op af jorden og ind i huse og give problemer med indeluften. Andre gange bliver forureningen liggende i jorden og udgør kun et problem, hvis du kommer i kontakt med den forurenede jord, eller hvis jorden skal graves op.



​Lejer du din bolig ud, har du pligt til at oplyse lejeren om, at grunden er forurenet. Det gælder også, hvis regionen registrerer din grund som måske forurenet eller forurenet, efter at boligen er udlejet. 


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden