Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​ ​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Læringsseminar om Patientinddragelse 2024: Slides og materiale

​​​Onsdag den 20. marts 2024 var 270 klinikere, ledere og kvalitetsfolk i samlet til det årlige læringsseminar om patientinddragelse i Region Hovedstaden. Dagen bød på to inspirerende keynotes, et væld af gode eksempler fra praksis og god erfaringsudveksling med kolleger i Region Hovedstaden.

I Region Hovedstaden vil vi have et medmenneskeligt sundhedsvæsen med trygge og tilfredse patienter. Derfor skal vi behandle patienterne klogt - både sundhedsfagligt og menneskeligt. Det kræver, at vi inddrager patienterne mere, og måler på, om vi er på rette vej. Men hvordan inddrager vi patienterne? Og hvad skal der til for at øge patienttilfredsheden? 

Det var rammen for en dag med inspirerende oplæg fra Victor Montori og Peter Øvig Knudsen samt videndeling og drøftelser med engagerede kolleger.

Oplæg og slides fra læringsseminaret​​​​

​​​Herunder finder du slides og andet materiale fra Læringsseminarets inspirerende keynotes, oplæg og drøftelser om patientinddragelse set fra både klinikerens perspektiv og fra patient- og pårørendeperspektivet. ​

Keynote #1. A Patient Revolution for Careful and Kind Care 

v/ Victor Montori, dr. og professor ved Mayo Clinic, USA​

Læringsseminarets første keynote oplæg blev præsenteret af Victor Montori. Victor Montori er endokrinolog og professor ved Mayo Clinic i USA. Han forsker i patientinddragelse og er en af de mest citerede forskere på verdensplan inden for klinisk medicin. ​

Victor Montori fortalte engageret om, hvordan vi skal væk fra "industrial care" og i stedet fokusere på "careful and kind care". Han mindede os om, at løsningen er "unhurried conversations", hvor vi møder patienten som et individ og ikke som et testresultat. 

Se slides fra Victor Montoris oplæg

Bliv endnu klogere på Victor Montoris pointer i dette opslag på LinkedIn​

Keynote #2: ​Om mødet med psykiatrien

v/Peter Øvig Knudsen, forfatter​

Det andet keynote oplæg blev holdt af forfatter Peter Øvig Knudsen. Peter Øvig fortalte indlevende og fængende om sine oplevelser som patient, da han i 2018 blev indlagt med svær depression på en lukket psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet.​​

Du kan se flere pointer fra Peter Øvigs oplæg i dette LinkedIn-opslag


Case-slides fra 7 parallelle læringsspor

​I 7 parallelle læringsspor kom deltagerne i dybden med flere forskellige aspekter ved det menneskelige sundhedsvæsen. På læringssporerne var der plads til at dele glæder og udfordringer i arbejdet med patientinddragelse. ​

​Case​ #1: "Patienten siger aldrig nej" - Fælles beslutningstagning på Rigshospitalet

Case-ejere:  Anne Berg og Lea Gustav Dalgaard, flere afdelinger i Center for Kræft og Organsygdomme, Rigshospitalet 

Fem afdelinger på Rigshospitalet har sammen udviklet 17 metoder, der sigter mod at mindske automatreaktionen hos patienten og forbedre forståelsen mellem klinikere og patienter.

Se slides fra case #1


Case #2: Beslutningsstøtteværktøj til rehabilitering af kræftpatienter

Case-ejere:  Birgit ​Nørfjand Holm og Nancy F. Pedersen, Onkologisk Ambulatorium, Nordsjællands Hospital

Mange patienter er i tvivl eller uvidende om mulighederne for rehabilitering. Sygeplejegruppen har selvstændigt taget initiativ til at udarbejde et beslutningsstøtteværktøj til patienter med et rehabiliteringsbehov, så de i fællesskab med patienten kan vælge det rigtige rehabiliteringstilbud ud fra patientens præferencer. Deres mål er, at værktøjet skal understøtte, at alle patienter systematisk tilbydes en samtale mhp. at få den rehabiliterende støtte, som den enkelte har behov for.​

Se slides fra case #2

Case #3: Fælles beslutningstagning om igangsættelse af fødsel​

Case-ejere: Jeannet Kepp Bruun Lauenborg, Obstetrisk klinik, Kvindesygdomme, graviditet og fødsel, Herlev og Gentofte Hospital 

På denne afdeling arbejder de på at udbrede fælles beslutningstagning som en måde, alle medarbejdere kommunikerer med patienten om behandlingsforløb. De oplever jævnligt klager over dårlig kommunikation og manglende lydhørhed fra personalet. De er startet med at udvikle et beslutningsstøtteværktøj til igangsættelse af fødende, der er gået over termin.​​ ​

Se slides fra case #3


Case #1: Pårørendeinddragelse og støtte til pårørende - Huset for pårørende

Case-ejere:  Birgitte Janischefska og Iben Nordin Bloch , Psykiatrisk Center , København

​Formålet med indsatsen er, at de pårørende kan få råd og vejledning til at navigere i psykiatrien, og at de pårørende har et sted, hvor de via samtaler, råd og vejledning kan dele bekymringer, ventilere og få sparring på livet som pårørende. Ambitionen er at være med til at videreudvikle indsatsen for pårørendeinddragelse i Region Hovedstadens Psykiatri. 

Se slides fra case #1


Case #2: ​BørneTasken: Indsats for at fremme trivsel hos børn og unge som pårørende til alvorligt syge forældre

Case-ejere:  Katja Heinecke, Afsnit for Lindrende Behandling, Rigshospitalet 

I forlængelse af kurset 'Børn som pårørende til alvorligt syge forældre på hospitalet' har afdelingen udviklet BørneTasken. BørneTasken er en fysisk rygsæk med forskellige værktøjer, spil og samtalekort. BørneTasken har til formål at hjælpe barnet med at sætte ord på, hvordan det har det, både i forhold til deres forældres sygdom og deres generelle trivsel. Hele det tværfaglige team i afsnittet for Lindrende Behandling er blevet undervist i baggrunden for BørneTasken og i, hvordan man kan vejlede og benytte BørneTaskens værktøjer.​​

Se slides fra case #2


Case #3: Pårørendeguiden - Et konkret resultat ​af inddragelse på Dialogf​orum

Case-ejere:  Sara Katz, Morten​ Skovsted Yde og Nadja Grønberg Vrå, Psykiatrisk Center, Amager

Psykiatrisk Center Amager har udviklet en Pårørendeguide målrettet personalet. Formålet er at hjælpe personalet med at øge kvaliteten i samarbejdet med pårørende til gavn for patientens samlede patientforløb. 

I en drøftelse på Dialogforum – med deltagelse af patienter og pårørende – blev centret opmærksomme på, at modsat den samarbejdskultur, som de ønskede skulle være gældende, oplevede pårørende ikke altid at blive mødt med respekt, forståelse og hjælpsomhed. 

For at kvalificere samarbejdet mellem personale og pårørende valgte de derfor at invitere til en udviklingsworkshop, hvor patienter og pårørende sammen med personalet fik udviklet et værdisæt for samarbejdet med pårørende samt en række konkrete handlemåder, som personalet kan læne sig op ad i mødet med pårørende. Resultatet af dette samlede de i Psykiatrisk Center Amagers Pårørendeguide til personale,​

Se slides fra case #3


Case #1: Fri fra Riget - hvordan sikres en tryg transition mellem hospitalet og almen praksis efter primær behandling af brystkræft?

Case-ejere: Ulla Brix Tange, Afdelingen for kræftbehandling, Rigshospitalet

Projektet har til formål at udvikle en ny praksis for opfølgning sammen med patienterne ved at gentænke faste fremmøder på hospitalet med henblik på at skabe frihed og tryghed for patienterne under transitionen fra hospital til almen praksis. Patienternes oplevede værdi af faste fremmøder er blevet analyseret, og der er identificeret nye muligheder gennem et stærkere samarbejde mellem klinikere, almen praksis og andre relevante organisationer.​​

Se slides til case #1


Case #2: Sammenhængende og tryghedsskabende patientforløb for børn og unge

Case-ejere: Louise Norman Jespersen, Afd. for Diabetesbehandling og Afdeling for Børn og Unge, Steno Diabetes Center Copenhagen og BørneSteno​

Formålet er at understøtte den bedst mulige håndtering af livet med diabetes og sikre, at børnene og deres familier kommer "godt fra start" allerede ved sygdomsdebut, så barnet hurtigt opnår et blodsukker i det nær-normale område. Indsatsen indeholder fire elementer: 1) en koordinerende sygeplejerskefunktion, 2) ensretning af informations- og undervisningsmateriale, 3) en tydelig plan for behandlingsforløb, og 4) understøttende virtuelle tiltag​

Se slides til case #2


Case #3: Følgeskab til ambulante aftaler for patienter der står sårbart i kontakten med sundhedsvæsenet

Case-ejere: Simone Kruhøffer Heltoft, flere ambulante afdelinger, Amager og Hvidovre Hospital

En del patienter formår ikke at møde op til deres ambulante aftaler i sundhedsvæsenet og får derfor ikke mulighed for at modtage den ønskede behandling. Dette skaber risiko for øget sygelighed for patientgruppen og øget ulighed i sundhed. Som et forsøg på at mindske udeblivelser i ambulant regi har AHH etableret en partnerskabsaftale med NGO'en Social Sundhed, hvor frivillige brobyggere, i form af sundhedsfaglige studerende, ledsager patienter til aftaler i sundhedsvæsenet. I forbindelse med dette partnerskab udføres forskellige afprøvninger, hvor patienter tilbydes følgeskab til aftaler på Hvidovre Hospital, til rusmiddelbehandling i kommunal regi og til aftaler i almen praksis.

Se slides til case #3


Case #1: Hjertesvigtspatienters oplevelser med hjemme-monitorering - "trygt at hjertecentret følger med"

Case-ejere: Jørn Carlsen, Afdeling for Hjertesygdom, Rigshospitalet

Hjertecentret har indført hjemmemonitorering af hjertesvigtspatienter med ønsket om at skabe mere værdi i den enkelte patients konsultationer. Patienterne foretager ugentlige målinger derhjemme, hvilket giver flere og mere nuancerede data over tid og dermed kvalificerer indholdet i konsultationerne. Dette bidrager til mere trygge og fleksible forløb for patienterne.​

Se slides fra case #1


Case #2: Anvendelse af MinSP til at skabe sammenhængende forløb for gravide med diabetes

​Case-ejere: Sissel Kamman, Gynækologisk Obstetrisk Afdeling og Afdeling for Medicinske Sygdomme, Amager og Hvidovre Hospital

Gynækologisk Obstetrisk Afdeling og Afdeling for Medicinske sygdomme har et tæt tværfagligt samarbejde, hvor jordmødre og diætister arbejder aktivt og fokuseret på ibrugtagning af funktionaliteterne i MinSP. Dette gøres på tværs af afdelingerne for at sikre sammenhæng i forløbene hos gravide med diabetes. Der er et stort fokus på at få de administrative opgaver, herunder booking af besøg, hjemmemålinger, videokonsultationer og beskedhåndtering, til at understøtte de kliniske arbejdsgange på systematisk vis. Resultatet er, at forløbene tager udgangspunkt i den enkelte patient netop fordi den digitale understøttelse gør, at afdelingerne smelter sammen, så data og informationer om patienten nemt kan deles mellem det kliniske personale, der ser og behandler patienten. Dette er med til at spare tid og sikrer dermed god ressourceudnyttelse samt et trygt og informativt forløb for både patient og klinisk personale.​

Se slides fra case #2


Case #3: Telemedicin til svært syge KOL-patienter

Case-ejere: Lisa Capion, Lungemedicinsk ambulatorie, Amager og Hvidovre Hospital

Formålet med denne indsats er at give patienterne en dybere forståelse af deres sygdom ved hjælp af hjemmemålinger og hjælpe dem med at identificere tegn på forværringer, så de kan være mere opmærksomme på deres helbredstilstand.​​​ Telemedicin er tryghedsskabende for patienterne, da der er tæt opfølgning på målinger og spørgeskemaer, som indsendes hver uge. Patienterne kan også skrive beskeder direkte til sygeplejersken, og patienterne kender de sygeplejersker, der varetager funktionen. Udover dette afholdes der også videokonsultationer ca. hver 3. måned.

Se slides fra case #3


Case #1: Face-it - en sundhedsfremmende indsats til familier, hvor moren har haft graviditetsdiabetes

Case-ejere: Inger Katrine Dahl-Petersen, Afdeling for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Samfundet, Steno Diabetes Center Copenhagen

Face-it er et skræddersyet familiebaseret tilbud i barnets første leveår med ekstra hjemmebesøg fra en projektsundhedsplerske og mulighed for personlig coaching via en app fra tre til tolv måneder efter fødslen. I Face-it projektet har de involveret og inddraget familier, hvor moren har haft graviditetsdiabetes samt sundhedsprofessionelle og ledere med kontakt til og viden omkring denne målgruppe. Involvering af brugere i projektet kan skitseres ud fra fire overordnede faser : 1) Udvikling af indsatsen, 2) Planlægning og rekruttering, 3) Videndeling og 4) Resultater og implementering.

Se slides fra case #1


Case #2: Forebyggelse af tilbagefald af depression

Case-ejere: Anne Sofie Mosborg Aggestrup, Psykiatrisk Center, København

I studie udvikler de en samarbejdsmodel mellem hospitalspsykiatrien, almen praksis, socialmedicin og kommunernes jobcentre. Modellen sigter mod at støtte patienter, der har været indlagt med svær depression, når de udskrives fra psykiatrien og overgår til primærsektoren.​​ Modellen skal fremme recovery efter depression og forebygge tilbagefald og genindlæggelser. Samarbejdsmodellen udvikles i en samskabelsesproces, hvor patienter og en række professionelle løbende er inddraget. Aktiviteter i co-designet involverer feltarbejde (observation hos de professionelle), interviews af patienter og professionelle, gruppeinterviews, fokusgrupper, en smartphone applikation (app) til patienter samt workshops med patienter og professionelle. 

Se slides fra case #2


Case #3: Brugerråd med patienter og pårørende

Case-ejere: Jane Sax Røgind, Hjerteafdelingen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

​Formålet med initiativet er at sikre et forum, hvor patienter og pårørende kan fremkomme med oplevelser, ønsker, meninger og holdninger til kvalitetsforbedrende tiltag. Desuden sigter det også mod at bidrage til at Hjerteafdelingens personale får en større forståelse for patienter og pårørendes oplevelse af deres forløb i afdelingen. 

Se slides fra case #3


Case #1: Samtalen i tide

Case-ejere: Maj Thomsen, Thyge Lynghøj Nielsen og Christian Søborg, Alle sengeafdelinger i løbet af 2024, Nordsjællands Hospital

Nordsjællands Hospital implementerer systematisk "Samtalen i tide" på alle sengeafdelinger. Målgruppen er skrøbelige indlagte patienter, og formålet med samtalerne er, at fremadrettet behandling, udredning og diagnosticering afstemmes med patientens ønsker til resten af livet. Indsatsen er prioriteret af direktionen som en hospitalsindsats, og processen for udrulning er forankret via en stærk ledelsesforankring i de enkelte afdelinger. 

Se slides til case #1


Case #2: Alle valg skal præsenteres lige - fokus på rettidig palliation

Case-ejere: Mette Munch Børgesen og Eckart Pressel, Geriatrisk og Palliativ Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Ledelsen ønsker sammen med afsnitsledelse og klinikere at skabe en kultur, hvor patienter og pårørende inddrages i valg vedrørende deres behandling. Samtaler om valg udgør en anden type samtaler end dem, klinikere typisk har med patienterne, og det kræver implementeringskraft i hverdagen at opretholde fokus og systematik. Frygten for klager over manglende overholdelse af standarder kræver en ledelsesmæssig indsats, og dette er også noget, vi har fokus på og arbejder med, herunder hvordan patientens præferencer skal dokumenteres.​​

Se slides til case #2


​"So careful care is evidence based, kind care is respectful minimally disruptive care. [...]. That's what medicine is for me."  Victor Montori, BMJ Leader 2023. 


Victor Montori er en erfaren endokrinolog og professor ved Mayo Clinic i USA. Han forsker i patientinddragelse og går foran ved at gentænke hvordan vi interagerer med patienter, så de opnår både "kind og careful care" i sundhedsvæsenet. 

I denne roundtable fik deltagerne en unik mulighed for sammen med 14 andre deltagere at gå i dialog med Montori, om netop det der optog dem inden for patientinddragelse. 


​Årets vindere af Region Hovedstadens patienttilfredshedspris​

For at understøtte læring og udvikling blev Region Hovedstadens Patienttilfredshedspris indstiftet i 2023. I år er det altså anden gang, at prisen uddeles.

Prisen har to kategorier; en længdespringer-kategori og en højdespringer-kategori.

​I anden halvdel af læringsseminarets program, kårede vi Årets længdespringer og Årets højdespringer:

  • Årets længdespringer: Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital

  • Årets højdespringer: Kirurgisk Afdeling på Nordsjællands Hospital​


Læs om de to vinderafdelinger og se en kort film om deres arbejde med patienttilfredshed

Læs om 6 nominerede afdelingers arbejde med patienttilfredshed​

Se en oversigt over alle de indstillede afdelinger​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden