Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​

Intet om patienten uden patienten 2.0

Det gamle slogan får nyt rygstød med Robusthedskommissionens anbefaling, ”Patienten og borgeren skal systematisk inddrages i beslutninger om deres behandling.” I Center for Patientinddragelse er vi helt enige. Det kan virke overvældende at gå i gang med at forandre kultur og arbejdsgange, men det er muligt at tage små skridt til en start.


10. oktober 2023

​Hvis vi skal lykkes med at inddrage patienter i beslutninger om deres behandling, skal patientinddragelse integreres i de faste arbejdsgange og kerneopgaver i sundhedsvæsenet. Patientinddragelse bliver i for høj grad tænkt som et add-on, som flødeskum på toppen af kagen – men i virkeligheden skal vi tænke patientinddragelse som en vigtig motor for at gøre det rigtige for patienten hver gang.

Det gør de fx flere steder i psykiatrien i Region Syddanmark, hvor de arbejder med fælles beslutningstagning. 

Læs om værdien af fælles beslutninger i psykiatrien

​Inddragelse ind i stuegangen

Stuegang er et nøglepunkt i hospitalsindlæggelsen og en kerneopgave for klinikere, hvor der ofte træffes beslutninger om patientens forløb. Men stuegang foregår stadig overvejende uden ramme for og plads til at inddrage patienter og pårørende.

​Den gode nyhed er, at det nogle steder er lykkedes at modernisere arbejdsgangene og systematisk inddrage patienterne ved stuegang. På flere forskellige typer af hospitalsafdelinger finder vi gode eksempler på, hvordan inddragelse af patienter og pårørende kan integreres i stuegangen. 

Få inspiration til en mere inddragende stuegang

Manglende indsigt i relationen mellem patient og kliniker

M.D. Victor Montori fra Mayo Clinic kalder mødet mellem patient og kliniker for en 'Black Box', fordi han mener, at vi har for lidt viden om, hvad der sker i samtalen. 

Der er brug for større indsigt i det ofte lidt hemmelighedsfulde konsultationsrum, hvor klinikere og patienter mødes 1-1, og hvor der træffes vigtige beslutninger om patienternes behandling.

Udefra-blik på de faste arbejdsgange

Ofte er der ikke ret meget plads til refleksion over egen praksis – og for lidt nysgerrighed om kollegers praksis, når det kommer til konsultationerne mellem kliniker og patient/pårørende.

Vi anbefaler at kaste et udefra-blik på de faste arbejdsgange for at få en bedre indsigt i hvor meget inddragelse, der reelt finder sted i kerneopgaverne – og om der er mulighed for at integrere inddragelse i de faste arbejdsgange.

I en travl hverdag kan det virke overvældende også at skulle prioritere dette, men det er muligt at tage små skridt til en start. 

Læs om hvordan CPI kan hjælpe jer mod mere og systematisk patientinddragelse



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden