Systematisk feedback fra patienterne
Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) er en national spørgeskemaundersøgelse, der hvert år giver 1 mio. patienter mulighed for at give feedback på deres indlæggelse eller ambulante besøg på et hospital.
Undersøgelsen giver landets regioner, hospitaler og afdelinger systematisk patientfeedback hver måned.
Et redskab til kvalitetsudvikling
Formålet med LUP er, at:
- understøtte arbejdet med kvalitetsudvikling i klinikken med viden om den patientoplevede kvalitet, der opgøres så ofte og tidstro, at det kan anvendes i det løbende forbedringsarbejde.
- identificere og sammenligne forskelle og udvikling over tid i den patientoplevede kvalitet nationalt og på tværs af regioner og hospitaler i en årlig rapport.
Består af 5 delundersøgelser
LUP bliver opgjort og afrapporteret på landsplan og for de enkelte regioner, hospitaler og afdelinger. LUP består af 5 delundersøgelser:
- LUP Somatik (herunder akutmodtagelse): Patienter der er indlagt eller har ambulante besøg på somatiske hospitalsafdelinger.
- LUP Fødende: Kvinder der har født.
- LUP Psykiatri: Patienter der er indlagt eller har ambulante besøg på psykiatriske afdelinger samt pårørende.
- LUP Radiologi: Planlagt ambulante patienter på røntgenafdelinger, der får foretaget disse undersøgelser: MR, CT, ultralyd, alm. røntgen og klinisk mammografi
- LUP præhospital: Starter efteråret 2024. Patienter som ringer 1-1-2 eller visiteres til præhospital hjælp, og efterfølgende får sendt ambulance eller andet akut beredskab, samt planlagt sygetransport.
Læs mere om LUP Psykiatri og LUP Præhospital på DEFACTUMS hjemmeside
Resultater hver måned - og en årlig status
LUP består af både månedlige målinger samt en årlig status.
Godt af vide om LUP
Månedlige målinger
Hver måned udsendes spørgeskemaer til patienter via digital post. Patienternes oplevelser indsamles i én måned og afrapporteres til regioner, hospitaler og afdelinger måneden efter. Det giver løbende og tidstro data på den patientoplevede kvalitet til det lokale forbedringsarbejde.
Årlig status
Patienter, der er fritaget for digital post, indgår også i LUP. De får tilsendt postale spørgeskemaer til den årlige status på lands-, regions- og hospitalsniveau. Det gælder dog ikke for LUP Radiologi, som udelukkende er digital.
LUP giver årligt en status til regioner og hospitaler på den patientoplevede kvalitet, der viser:
- Hvordan de klarer sig i forhold til landsresultatet.
- Hvordan resultaterne har udviklet sig siden sidste år.
Mulighed for lokale spørgsmål
LUP består af en kerne af 10-13 nationale nøglespørgsmål. Regioner, hospitaler og afdelinger har mulighed for at vælge lokale spørgsmål, der måler på lige netop den del af patienternes oplevelser, de lokalt arbejder med at forbedre. De lokale spørgsmål bliver valgt fra et katalog over testede og godkendte spørgsmål.
Spørgsmålskatalog over lokale spørgsmål
LUP har eksisteret siden år 2000
Gennem årene er delundersøgelserne i LUP løbende blevet optimeret og ændret efter ønsker fra interessenter og som følge af nye teknologiske muligheder. For eksempel har det været muligt at inkludere flere patientgrupper, udvikle nye spørgsmål og udsende spørgeskemaerne på nye måder. LUP 2022 er den første, hvor LUP gennemføres med månedlige målinger.
LUP blev første gang gennemført i år 2000, hvor den udelukkende dækkede det somatiske område. Siden er undersøgelsen udvidet med yderligere fem delundersøgelser: LUP Psykiatri (2005), LUP Fødende (2012), LUP Akutmodtagelse (2014, men er nu en del af LUP Somatik), LUP Radiologi (2024) og LUP Præhospital (2024).
Vil du vide mere om LUP?
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte CPI på mail: lup-cpi@regionh.dk