Refusion af udgifter ved planlagt undersøgelse og behandling i praksissektoren og på hospital
Praksissektoren
Regionen kan yde hel eller delvis refusion til andre former for undersøgelse og behandling end på hospital (praksissektoren). Det kan fx være udgifter til:
- Almen lægehjælp
- Speciallægehjælp (kræver henvisning - dog ikke til øjenlæge, øre-, næse-, eller halslæge)
- Kiropraktik
- Fysioterapi (kræver henvisning, og ansøgninger om tilskud til vederlagsfri fysioterapi skal sendes til din kommune)
- Fodterapi (kræver henvisning)
- Psykolog (kræver henvisning)
- Tandpleje og tandbehandling (ansøgninger om tilskud til børnetandpleje skal sendes til din kommune)
Se alle sundhedsydelser i praksissektoren, som regionen kan give tilskud til
Krav om henvisning
I visse tilfælde er der krav om, at du har en henvisning. Det skyldes, at du normalt skal være henvist til behandling hos fx en speciallæge for at kunne få gratis (vederlagsfri) behandling i Danmark.
Hvis der er krav om henvisning i Danmark, gælder kravet om henvisning også, når behandlingen foretages i et andet EU-land, Norge, Island eller Liechtenstein end Danmark.
Henvisningen må gerne være givet af en læge i et andet EU-land, Norge, Island eller Liechtenstein. Henvisningen må dog ikke være skrevet af den læge/det behandlingssted, som skal udføre den planlagte behandling. Den henvisende læge skal være en anden læge.
Hospital
Ved nogle typer planlagt undersøgelse og behandling på hospital i et EU-land, Norge, Island eller Liechtenstein kræves der en forhåndsgodkendelse fra regionen, for at du kan få refusion af dine udgifter. Får du en forhåndsgodkendelse af regionen, betaler regionen for behandlingen og i nogle tilfælde også for dine transportudgifter.
I nogle tilfælde betragtes en behandling som hospitalsbehandling i Danmark, selvom den foregår på en speciallægeklinik i et andet EU-land, Norge, Island eller Liechtenstein. Det afgørende er, om behandlingen i Danmark ville være foregået hos en praktiserende læge, speciallæge eller på et hospital. Det er altså ikke afgørende, hvor behandlingen foregår i behandlingslandet.
Læs mere om hvilken undersøgelse og behandling, der kræver forhåndsgodkendelse
Hvis din undersøgelse eller behandling ikke kræver forhåndsgodkendelse, kan du søge refusion hos regionen efter du har modtaget behandlingen.
Hvis du ønsker at modtage en planlagt undersøgelse eller behandling i et EU-land,
Norge, Island eller Liechtenstein, som ikke kræver forhåndsgodkendelse af regionen, skal du selv:
- indgå aftale med det udenlandske hospital
- betale for undersøgelsen eller behandlingen.
Herefter kan du søge om refusion hos regionen.
Sådan søger du om refusion
Du søger om refusion ved at udfylde og indsende et ansøgningsskema.
Søg refusion for planlagt behandling via ansøgningsskema
Ansøgningsskemaet sendes med sikker Digital Post til Region Hovedstaden sammen med en kopi af:
- henvisning (hvis behandlingen kræver henvisning)
- lægenotat, hvoraf det fremgår, at der er et konkret og aktuelt behov for behandlingen
- beskrivelse af den behandling, du har modtaget, fx kopi af journal eller journalnotat fra behandlingsstedet, samt hvor og hvornår behandlingen er modtaget
- specificeret og kvitteret regning. Det skal fremgå, hvilken behandling du har modtaget og betalt for.
- dokumentation for at regningen er betalt (fx stempel eller bankudskrift)
Send ansøgning og bilag med Digital Post via Borger.dk
Hvordan udregnes refusionsbeløbet?
Regionen udbetaler et beløb, der svarer til, hvad den samme eller lignende behandling koster i det offentlige sundhedsvæsen i Danmark. Det betyder, at den refusion du får, kan være mindre, end det du har betalt for behandlingen. Vær også opmærksom på, at du selv skal betale for ophold, transport, mad, forsikring mv.
Hvis du ikke har modtaget behandlingen endnu, kan regionen give et tilsagn om, hvad du kan få i refusion. Refusionsbeløbet udbetales først, når du har modtaget behandlingen, og du har sendt dokumentation til os for at regningen er betalt.
En eventuel refusion sættes ind på din NemKonto.
Klage over regionens afgørelse
Hvis du ikke er enig i regionens afgørelse, kan du påklage afgørelsen til Styrelsen for Patientklager. Klagefristen er fire uger, fra du har modtaget afgørelsen fra regionen.
Læs mere om klagemulighederne på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside
Har du brug for hjælp, eller har du spørgsmål?
Hvis du har brug for hjælp eller generelle spørgsmål kan du altid kontakte en af regionens patientvejledere.
Se oversigt over patientvejledere i Region Hovedstaden
Hvis du har spørgsmål til sagsbehandlingen, kan du sende en mail til EU-teamet
Skriv sikkert til EU-teamet i Region Hovedstaden med Digital Post via borger.dk (login med MitID)
Du kan også kontakte EU-teamet på tlf. 23 61 64 39, mandag–onsdag, kl. 9–15, og fredag, kl. 9–14.