Næsten hver fjerde ung med alvorlig fysisk sygdom får ikke en uddannelse efter grundskolen. Det er næsten dobbelt så mange som andre unge. Det viser nye undersøgelser i Egmont Indsigt. Det er spild af både talent, motivation og ressourcer, når unge med sygdom eller funktionsnedsættelse taber kampen for uddannelse – og det bør vi som samfund gøre op med.
Sådan lyder opråbet fra en bred kreds af aktører, som Egmonts Fondssekretariat og SygtStærk har samlet i forbindelse med lanceringen af undersøgelserne. Ungepanelerne i Danmark er heriblandt. Aktørernes budskab er klart og tydeligt: Unge, der lever med sygdom eller funktionsnedsættelse, skal have de samme uddannelsesmuligheder som andre unge.
Det fælles opråb er blevet bragt i kronikken Er uddannelse kun for raske unge i dag?, som kan læses i dens fulde længde på Avisen Danmarks hjemmeside.
Nøgletal fra Egmont Indsigt
- 23 % af de unge med alvorlig fysisk sygdom har ikke fået en uddannelse efter grundskolen, når de er fyldt 30 år.
- Børn og unge med alvorlig fysisk sygdom har 10 procentpoint lavere sandsynlighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse.
- Hvert 11. barn eller ung mellem 12-24 år har på et tidspunkt været i berøring med en kronisk eller alvorlig fysisk sygdom.
Læs Egmont Indsigt på Egmonts hjemmeside..